Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Close Encounters of the Third Kind

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Close Encounters of the Third KindMusikken fra Close Encounters of the Third Kind er et godt eksempel på John Williams’ enorme spændvidde. Selv om scoret er komponeret samme år, som Star Wars, er det to vidt forskellige stilarter, der præsenteres. Close Encounters vil næppe appellere til alle, men det er kompleks, givende musik for de, der gider sætte sig ned og nærlytte det.

Scoret til Close Encounters of the Third Kind er komponeret af John Williams, hvis tredje samarbejde med Steven Spielberg det var (de to første var The Sugarland Express og Jaws fra henholdsvis 1974 og 1975), og det er bemærkelsesværdigt, at musikken er komponeret samme år, som Williams komponerede musikken til den første Star Wars-film.

Utematisk

De to scores tåler ellers ingen sammenligning. Som Williams selv kommenterer i interviewet, der findes i den lille booklet i denne udgivelse, så er Star Wars-scoret meget jordbundet og klassisk orienteret, med mange temaer og traditionelle orkestreringer (på trods af filmens skueplads og mange fremmede rumvæsner). Derimod er Close Encounters of the Third Kind meget mere abstrakt, overvejende utematisk og med anderledes orkestreringer (selv om filmens setting er langt mere almindelig end i Star Wars). Af samme grund er Close Encounters of the Third Kind et ganske svært score at anmelde.

Musikken er næsten fuldstændig utematisk. Der er et harmonisk motiv for de fremmede, som går igen nogle gange, men som aldrig bliver fuldt udviklet til et egentlig tema, og så er der et militaristisk motiv, der repræsenterer regeringens “cover-up” af hele affæren. Men på nær disse to motiver (og “When You Wish Upon A Star”, der optræder i end credits-sekvensen) er scoret utematisk.

Tre hovedfaser

Musikken bevæger sig på albummet igennem tre “hovedfaser”: indledningsvist er musikken primært en blanding af suspense og horror, formidlet med overvejende disharmoniske kompositioner. Det er den indledende fase af filmen, hvor man ikke rigtig ved, om rumvæsnerne er onde eller ej, og hvor deres optræden i filmen faktisk er temmelig skræmmende. Kun i de helt indledende numre, “Navy Planes” (nr. 2) og “Lost Squadron” (nr. 3) er der egentlig mere tale om en blanding af suspense og ærefrygt over, hvad rumvæsnerne egentlig er i stand til – men i disse sekvenser følger vi også videnskabsmændene. I de sekvenser af filmen, hvor vi følger de civile hovedpersoner, antyder musikken snarere frygt. Der dog enkelte musikalske antydninger af harmoni, der understreger skønheden i fænomenet, og som også er det, Richard Dreyfuss’ karakter Roy Neary fascineres af – f.eks. i “Encounter at Crescendo Summit” (nr. 5) og “False Alarm” (nr. 7). Disse øjeblikke står dog ikke stærkt sammenlignet med horror-materialet, bedst eksemplificeret med det mere end 6 minutter lange “Barry’s Kidnapping” (nr. 8), der er et decideret horror-nummer, og et godt et af slagsen! I adskillige af horror-numrene, bl.a. dette, anvender Williams kor, og især det dybtliggende mandskor skaber en uhyggelig baggrundsbas, som han lægger resten af orkestret over, men som også af og til får lov at stå alene, hvilket skaber en krybende overjordisk effekt.

Efter “Barry’s Kidnapping” går scoret ind i sin anden hovedfase, hvor musikken er mere suspense- og action-præget, og hvor der er mere harmonisk musik i takt med, at hovedpersonerne indser, at rumvæsnerne forsøger at kommunikere med dem. Numre som “Forming the Mountain” (nr. 11) og “TV Reveals” (nr. 12) er overvejende harmoniske mens numre som “The Cover-Up” (nr. 9) og “Roy and Gillian on the Road” (nr. 13) er mere suspense- og action-prægede.

Fra og med “Climbing the Mountain” (nr. 19) går scoret ind i sin tredje hovedfase, hvor der gradvist kommer mere horror-præg over musikken igen i takt med, at filmen nærmer sig sit klimaks. Da rumvæsnerne for alvor begynder at vise sig, bliver musikken decideret skræmmende igen, i numre som “Lightshow” (nr. 21) og “Barnstorming” (nr. 22). Dette holder ved indtil slutningen af “The Mothership” (nr. 23), hvorefter følger “Wild Signals”: musikken hvor menneskene og rumvæsnerne kommunikerer med hinanden ved hjælp af musik. Selv om Williams på dette tidspunkt i scoret allerede har brugt det berømte 5-tone motiv, så er det i dette nummer at det for alvor høres. “Wild Signals” er det mest outrerede nummer på albummet, både hvad angår komposition og orkestreringer, og på den måde er adskiller det sig kraftigt fra resten af musikken. Ironisk nok er det imidlertid 5-tone motivet, som folk husker fra filmen, og som er blevet berømt igennem tiden (så berømt faktisk, at det blev anvendt i en in-joke i Bond-filmen Moonraker (1979) to år senere), og i de to interviews i den lille booklet fortæller både Spielberg og Williams om, hvordan de sammen gennemgik hundredvis af kombinationer af 5 toner før de besluttede sig for, at det skulle være netop denne.

Forløsning

Efter “Wild Signals”, som ret beset er et source-nummer, bevæger albummet sig tilbage i horror-genren med “The Returnees” (nr. 25), der ganske vist bliver harmonisk, da det går op for hovedpersonerne, at det er mennesker, der kommer ud af moderskibet. Men med “The Visitors” (første del af det sidste, lange nummer på albummet) er stemningen igen frygtsom. Først da det går op for menneskene at rumvæsnerne virkelig er fredelige, bliver musikken harmonisk.

Det er da også i dette sidste lange nummer, “The Visitors/Bye/End Titles”, at Williams ganske liberalt anvender “When You Wish Upon A Star” (“Når Du Ser Et Stjerneskud”) og hele nummeret er uden tvivl albummets kraftpræstation og klassisk Williams. Efter mere end en times suspense- og horrormusik kommer den lange harmoniske slutning som en velsignelse, der også for alvor sætter resten af albummet i relief.

Kompliceret musik

Ovenstående grove gennemgang kan på ingen måde yde Williams’ score fuld ære. Close Encounters er et kompliceret score – både hvad angår komposition og orkestrering – som man skal nærlytte for at få det fulde udbytte af. Det er på ingen måde et score, der egner sig til baggrundslytning (på nær måske det sidste, fantastiske nummer) – dertil er musikken for kompliceret, og mange ville hurtigt fristes til at klassificere det som trivielt underscore. Det er imidlertid langt fra sandheden. Utematisk underscore er det meste af det, ja, men trivielt er det langt fra. Selv suspense- og horror-delene (der udgør langt størstedelen af scoret) er utroligt varierede og meget atmosfæriske, og byder på nogle særdeles oplagte præstationer fra orkestret (især strygersektionen, hvor et nummer som “Roy’s First Encounter” (nr. 4) kan nævnes som et eksempel). Imidlertid er det ikke nødvendigvis et score, der vil appellere til fans af Williams’ mere tilgængelige og tematisk orienterede musik. Dertil er det nok en tand for krævende og hårdt at lytte til.

Spørgsmålet er derfor også, om Close Encounters er et score man nogensinde virkelig kommer til at holde af. Det er til gengæld umuligt ikke at beundre musikken, der ikke alene passer perfekt til filmen, men som også viser Williams fra en helt anden side end Star Wars fra samme år – og i øvrigt fra en side, som man har hørt meget lidt af siden.

For ægte Williams-fans er Close Encounters et must-have i samlingen, for andre er det nok et score man skal lytte til inden man beslutter sig om man vil købe det eller ej.

Denne udgave af scoret er Arista Records’ Collector’s Edition Soundtrack, udgivet i 1998, hvor scoret blev digitalt remastered efter de gamle masterbånd, og hvor der er over 30 minutters musik, der ikke tidligere har været udgivet – både i form af numre, der er blevet forlænget i forhånd til de to tidligere udgaver af scoret, men også i form af helt nye numre, der aldrig har været udgivet før. Med næsten 78 minutters spilletid og 26 numre er dette således en særdeles gavmild præsentation af scoret.

Nummerliste:
1. Opening: Let There Be Light (0:46)
2. Navy Planes* (2:07)
3. Lost Squadron* (2:23)
4. Roy’s First Encounter* (2:42)
5. Encounter at Crescendo Summit*# (1:21)
6. Chasing UFOs** (1:18)
7. False Alarm* (1:42)
8. Barry’s Kidnapping** (6:20)
9. The Cover-Up* (2:26)
10. Stars and Trucks** (0:44)
11. Forming the Mountain* (1:50)
12. TV Reveals* (1:50)
13. Roy and Gillian on the Road (1:10)
14. The Mountain** (3:32)
15. “Who Are You People?”* (1:35)
16. The Escape* (2:18)
17. The Escape (Alternate Cue)*# (2:40)
18. Trucking**# (2:02)
19. Climbing the Mountain** (2:32)
20. Outstretch Hands* (2:48)
21. Lightshow* (3:43)
22. Barnstorming** (4:26)
23. The Mothership** (4:34)
24. Wild Signals** (4:12)
25. The Returnees** (3:46)
26. The Visitors¤/”Bye”/End Titles: The Special Edition**# (12:32)

Total spilletid: 77:21

* = Ikke tidligere udgivet
** = Indeholder musik, der ikke tidligere har været udgivet
# = Ikke brugt i filmen
¤ = Indeholder “When You Wish Upon A Star” af Leigh Harline

5 stjerner

Titel: Close Encounters of the Third King
Komponeret af: John Williams
Dirigeret af: John Williams
Produceret af: John Williams (Collector’s Edition produceret af Shawn Murphy)
Udgivet: 1977 (denne udgave 1998)
Label: Arista Records – 07822-19004-2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *