Bogholdere og stik-i-rend-drenge

Bogholdere og stik-i-rend-drenge er i sit grundudtryk en tegneserie. Den består dog for 95 % vedkommende af udklip, der er sat sammen i collager, der rummer svingende grader af visuelt vanvid og synsforstyrrelser.

Hvis man skulle forsøge at finde et sammenligningsgrundlag, kunne man holde bagmanden Raggi Balks stil op mod Martin Strids satiriske, selvbetitlede dagsstribe i Politiken (2000-2001) og påstå, der var nogle fællestræk.

Narrativt er de mere eller mindre meningsløse historier, der fortælles i Bogholdere og stik-i-rend-drenge dog mere i tråd med en mere internationalt anerkendt skaber af absurd – og absurd morsom – collagekunst, nemlig Terry Gilliam, der lavede de animerede sekvenser til Monty Python’s Flying Cirkus (1969-1974).

Provokerende pærevællinger

Hvad handler Bogholdere og Stik-i-rend-drenge om? Det er et godt spørgsmål. Hvis jeg skal være en flink litterat, er jeg nødt til at påpege et opgør med autoritetsfigurer, for de tilbagevendende hovedpersoner, der permanent trækkes gennem sølet i de små historier, tæller Lars Løkke Rasmussen, Mærsk Mc-Kinney Møller (der endnu ikke var død, da værket udkom i 2009), den daværende pave Joseph Ratzinger a.k.a. Benedict d. 16., samt især medlemmer af kongehuset. De tæller dog også heltehunden Lassie og 80’er-darlingen, rumvæsenet Alf.

Balk blander nemlig lystigt elementer fra andre tegneserier, udklip fra – må man formode – ret bedagede eksemplarer af Billed Bladet og dets journalistiske åndsfæller, kønsorganportrætter sakset fra pornoblade, og alskens andre ting sammen i sine artistiske pærevællinger, og når øjet først har vænnet sig til det, er det smukt på sin helt egen udsyrede og konfettiagtige facon.

Hvorvidt opgøret mod de rige og ufortjent magtfulde faktisk er pointen med udgivelsen, eller om Bogholdere og stik-i-rend-drenge er en slags brudstyrketest af ytringsfriheden, eller måske endda et håbefuldt forsøg på at udstille en broget skare af mere eller mindre tilfældige kendisser i et Kejserens Nye Klæder-spotlight, det svæver i vinden.
Jeg tror inderligt, at Balks mission primært har været at underholde, og det lykkes han ganske glimrende med.

Puch Maxi-prinsen i frigear

Nogle vil (og har!) kaldt Balks værk – det første af tre løseligt forbundne bind – vulgært. Andre ville måske gå så langt som at kalde det umodent, perfidt eller ligefrem chikanøst. Og selvom det er et tyndt hæfte i et format mellem A5 og A4, vi har med at gøre her, formår den at være alle de ting og meget mere til.

Bogholdere og stik-i-rend-drenge er nemlig også hylende morsom, kunstnerisk opfindsom, satirisk brutal, og til tider nærmest en genoplivning af dadaismen.

Det er lårklaskende morsomt at følge prinsgemalens groteske optrin, når han tager på trofæjagt, kun forsynet med talebobler fra en for mig ukendt ugebladsstribe, der ser ud til at være fra 50’erne, og i øvrigt giver Malk de Kojin baghjul hvad angår beskrivelsen af en sindssyg mand med jagtgevær.

Det er underligt tilfredsstillende at se samme Prins Henrik “reduceret” til en af os, når han kører spritkørsel på sin Puch Maxi på vej hjem fra kiosken. Der er noget decideret forløsende ved, at den evigt gode, altid modige pels-paladin, Lassie, af Balk bliver castet som en monstrøs skurk.

Bogholdere og stik-i-rend-drenge er bestemt ikke for alle. Den kræver et vist sindelag, hvor man både kan værdsætte hæslighedens selvmodsigende skønhed, besidder en humoristisk sans bestående af lige dele kynisme og absurditetsglæde, og måske (indrømmet!) ofte lader sig begejstre for ting alene fordi, de er skøre, nyskabende og provokerende. Personligt var jeg kosteligt underholdt, uden dog at blive meget klogere undervejs.

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019