Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Blade Runner

Blade Runner
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den græske komponist Vangelis' musik til Blade Runner er både et godt score og et album, der fungerer glimrende som selvstændig lytteoplevelse.

Blade RunnerDet skal ikke være den store hemmelighed, at jeg ikke er den store fan af den græske komponist Vangelis (rigtige navn Evangelos Odysseus Papathanassiou – og ja, hans mellemnavn ER Odysseus!).

Dette gælder vel at mærke for hans musik, når man hører det i kontekst af de film, han har leveret musik til – for i de fleste tilfælde udgør Vangelis’ scores aldeles glimrende lytteoplevelser som selvstændige albums.

At jeg ikke er glad for mandens musik skyldes, at han komponerer altovervejende for synthesizer og tilmed synthesizere af den type, der lyder lige så elektroniske, som de er. Det er for mig et alvorligt problem, i de tilfælde, hvor Vangelis har leveret musik til film med en historisk setting som f.eks. 1492: Conquest of Paradise (1992) eller Alexander (2004).

I disse film kolliderer musikkens tydelige kunstighed ganske enkelt med den historiske setting og gør det ekstremt svært for filmen at opretholde suspension of disbelief. Både 1492: Conquest of Paradise og Alexander er imidlertid fremragende lytteoplevelser, når man hører dem som albums.

Godt både som filmmusik og selvstændigt album

Columbus-filmen 1492 var naturligvis instrueret af Ridley Scott, og er indtil videre kun anden gang, Vangelis har komponeret musik til en Ridley Scott-film. Første gang var Blade Runner, og Vangelis’ score til Blade Runner er ét af de få af mandens scores, jeg oprigtigt kan sætte pris på både som filmmusik og som selvstændigt album.

Vangelis’ synthesizere er perfekte til at skabe det musikalske bagtæppe til den dystre fremtidsvision i Blade Runner, og det samme er komponistens måde at arbejde på, hvor hvert enkelt cue fremstår som en selvstændig komposition, der meget ofte bryder rammerne for det klassiske filmmusik-cue. Vangelis komponerer lydtæpper eller soundscapes, mere end han komponerer et typisk cue, der følger on screen-handlingen.

Denne arbejdsmetode er musikken til Blade Runner et glimrende eksempel på, for selv om det anmeldte album præsenterer musikken i en meget organisk form, hvor de fleste cues løber sammen, så er de ikke desto mindre enkeltstående miniværker i sig selv.

Omtumlet tilværelse

Blade Runner-scoret har levet en omtumlet tilværelse, siden Vangelis komponerede det i 1982. Der udkom aldrig et album med filmens egentlige musik, men i stedet en jazzinflueret genindspilning af musikken med New American Orchestra.

Derfor måtte filmmusikfans i mange år tage til takke med diverse bootlegs, der begyndte at florere – et bånd fandt vej til det sorte marked allerede i 1982. I 1994 udkom så endelig det album, der er anmeldt her, men der er hverken tale om det komplette score eller en ægte repræsentation af den musik, der blev brugt i filmen.

For det første indeholder skiven langt fra al den musik, Vangelis komponerede til musikken. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt ved, for det er tilfældet med langt de fleste filmmusikudgivelser. Men for det andet indeholder skiven også musik, Vangelis komponerede til filmen, men som endte med ikke at blive anvendt af Ridley Scott.

I anledning af filmens 25 års jubilæum udkom scoret i en udgave med tre CD’er, der dog fortsat ikke er komplet. Den ene skive er identisk med det her anmeldte album, mens skive nummer to indeholdt forskellige andre tracks fra filmen, der ikke tidligere var udkommet – men altså ikke al den manglende musik. Den tredje skive indeholdt forskelligt musik af Vangelis, der er inspireret af filmen.

Derfor må vi fortsat vente på den endegyldige udgivelse af Vangelis’ score til Blade Runner, der præsenterer al musikken fra filmen og i kronologisk orden. For alle andre end hardcore Blade Runner– eller Vangelis-fans vil det her anmeldte album dog formodentlig være mere end fyldestgørende.

Et styk pastiche og elleve typiske Vangelis-numre

Albummet består af 12 cues, hvoraf ét dog skiller sig ud fra de andre, nemlig sangen “One More Kiss, Dear”. Sangen er skrevet i 1940’er-1950’er-stil, og umiddelbart kunne man fristes til at tro, at der var tale om en ægte sang fra noir-dagene. Imidlertid er sangen originalt komponeret til Blade Runner med musik af Vangelis og tekst af den engelske singer-songwriter Peter Skellern. Sangen fremføres af sangeren Don Percival.

Der er faktisk tale om en rigtig fin pastiche, men alt andet lige må man sige, at den skiller sig markant ud fra resten af scoret, og som source-nummer kunne man have ønsket, at den lå placeret til sidst. Men det er en mindre anke.

Albummets resterende elleve tracks er alle i den kendte Vangelis-stil, og fans af filmen vil naturligvis både genkende stilen og bestemte cues. Det gælder bl.a. “Main Titles”  (nr. 1) med filmens hovedtema og måske ikke mindst “Love Theme” (nr. 5), der blander Vangelis’ synthesizere med en meget 80’er-agtig saxofon.

Et andet øjeblikkeligt genkendeligt track er “Blade Runner (End Titles)” (nr. 11), som i øvrigt også vil genkendes af alle, der tilbage i de tidlige 1990’ere ejede én af de mange kompilationsalbums, der kom ud med synthesizede udgaver af alverdens forskellige numre.

Det skal lige siges, at de første to numre og det sidste indeholder dialog fra filmen. Den slags er altid en uskik, men heldigvis går det kun i ringe omfang ud over indtrykket af musikken, og i “Tears in Rain” (nr. 12) får vi da også fornøjelsen af Roy Battys (Rutger Hauers) udødelige monolog: “I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhauser gate. All those moments will be lost in time… like tears in rain.”

Melodisk

Vangelis har ikke komponeret Blade Runner-scoret i traditionel forstand med ledemotiver og temaer, men det betyder ikke, at musikken er utematisk. Tværtimod må hele scoret generelt siges at være meget melodisk. Nogle numre er dog mere “udflydende” og har nærmere karakter af soundscapes, f.eks. det næsten hypnotiserende “Blush Response”  (nr. 2).

Stedvist bruger Vangelis analoge instrumenter, f.eks. saxofon, og i nogle cues gør han også brug af vokal, f.eks. i det smukke “Rachel’s Song”  (nr. 4) og det mere dystert atmosfæriske “Tales of the Future” (nr. 9), hvor vokalen nærmest lyder en smule mellemøstlig.

Generelt er der tale om et rigtigt fint album, og i lige præcis tilfældet Blade Runner må man tage hatten af for Vangelis og indrømme, at han har ramt hovedet på sømmet og fundet det helt rette musikalske akkompagnement til Scotts billeder.

Her er det naturligvis også vigtigt, at Vangelis ikke udelukkende fokuserer på de dystre sider af filmen, men samtidig formår at gøre musikken både blid, melodisk og decideret smuk, når det var nødvendigt – det pianodominerede “Memories of Green” (nr. 8) kan fremhæves som et eksempel.

Undtagelsen der bekræfter reglen?

Derfor vil jeg uden tøven anbefale Blade Runner, der både er et godt score (undtagelsen der bekræfter reglen, måske) og som også udgør en fin lytteoplevelse som selvstændigt album. Sidstnævnte er som tidligere nævnt stort set altid tilfældet med Vangelis’ musik, så mine forbehold over for manden skal udelukkende ses i forhold til hans musik i relation til film.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Main Titles (3:42)
2. Blush Response (5:47)
3. Wait for Me (5:28)
4. Rachel’s Song (4:47)
5. Love Theme (4:58)
6. One More Kiss, Dear (3:58)
7. Blade Runner Blues (8:54)
8. Memories of Green (5:05)
9. Tales of the Future (4:47)
10. Damask Rose (2:33)
11. Blade Runner (End Titles) (4:39)
12. Tears in Rain (3:01)

Total spilletid: 57:39

Titel: Blade Runner
Komponeret af: Vangelis
Fremført af: Vangelis
Produceret af: Vangelis
Komponeret: 1982
Udgivet: 1994
Label: EastWest

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/12/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *