Astérix et les Vikings

Da jeg fik at vide, at det kommende tema var barbarer, faldt mine tanker straks tilbage på en ungdom fyldt med diverse tegneserier, hvor specielt de farverige Conan-hæfter skiller sig ud. Det var underholdning, der ville noget. Her var store svedige, muskuløse, rigtige mænd. Ikke noget metroseksuelt pis, men uhyrer, vold og en enkelt veludstyret skønjomfru. Men da jeg desværre ikke er i besiddelse af disse hæfter længere, faldt mine tanker på det næstbedste, nemlig Asterix-tegneserierne. Her var det godt nok så som så med uhyrer og vold, men de metroseksuelle mænd var stadig bandlyst, og det blev da til en skønjomfru i ny eller næ.

Sellerispisende slapsvans

Asterix-tegneserierne er kendetegnet ved at være ganske uskyldig underholdning, der via nogle gode historier og masser af opfindsomme påhit var et must til ungdomsårenes middagsmad. Da der er blevet udgivet en ny Asterix-tegnefilm, og denne netop omhandlede mødet med vikingerne, syntes jeg, at denne ville være perfekt til denne måneds tema.

I Astérix et les Vikings får Asterix og Obelix, af landsbyens høvding Majestix, til opgave at passe på hans nevø Provoix, der kommer på besøg. Asterix og Obelix takker ja til opgaven og lover, at de nok skal få gjort en mand ud af ham.

Denne opgave ser dog knap så let ud, da Provoix ankommer til landsbyen og mest af alt minder om et fortidigt svar på den metroseksuelle mand. Han kan ikke slås, er en lille splejs, hører disco, spiser ikke kød, kun selleri, og er vant til at feste hele natten og sove dagen lang.

Men han skal nu gøres til en mand alligevel og snart er han i gang med sin træning, der består af at løfte bautasten, fange vildsvin, tæske pirater og de romerske soldater, der har den uheldige tjans at være udstationeret i nærheden. Intet af dette har dog den store indvirkning på Provoix, der i stedet reagerer ved at blive sygeligt bange for Asterix og Obelix.

Vikingerne der drog ud for at lære frygten at kende

Netop frygten bringer os til et andet element i historien, for i det høje kolde, kolde nord, går vikingerne rundt og forbander, at de folk der skulle røves, plyndres og voldtages, når at flygte, før de kommer, og derfor har byttet været begrænset. Da vikingerne en aften sidder med deres mjød og kød og brokker sig over det magre udbytte, bryder deres troldmand Runograf ind med flosklen om, at frygt kan give vinger.

Da vikingerne i denne fortælling til sammen har en IQ, der ikke ville kunne bestå en første klasse i dag, så tager de ordene bogstaveligt og får den idé, at hvis de lærer frygten at kende, vil de kunne flyve og dermed kunne nå ud og plyndre hurtigere end før, da ofrene ikke ville kunne undslippe dem. Troldmanden må dermed gå med på vikingernes idéer, og da området hvor folk er mest frygtslagne skal lokaliseres, udpeger han straks området hvor Asterix’ landsby ligger.

Da vikingerne ankommer til Gallien får de med det samme øje på Provoix, og indser at her er det kujon af et skvat, der kan lære dem frygten at kende. Dermed bliver det besluttet at kidnappe ham, og en tidlig morgen da Provoix finder på at stikke af fra lejren, overmander de ham og slæber ham med på en rejse til det kolde, kolde nord.

Asterix og Obelix står nu overfor en Provoix, som de havde ansvaret for, der er stukket af og sørme om ikke også Provoix’ far lige pludselig indfinder sig for at se sin søn. Denne fortællermæssige genialitet betyder selvfølgelig, at Asterix og Obelix må drage ud og redde Provoix fra de grumme halvhjernede vikinger.

Unødige ændringer

Jeg har siden min barndom nydt Asterix-tegneserierne og specielt tegnefilmen Astérix et Cléopâtre (1968) er efter min mening et mesterværk, som både børn og os lettere barnlige sjæle på 30 stadigvæk kan se. Men i tilfældet med Astérix et les vikings går det om ikke helt galt, så alligevel ret galt.

Plusserne ved filmen er, at den er flot tegnet, og det betyder, at man ikke har lyst til at smutte fra den på trods af, at handlingen fjerner sig mere og mere fra det originale album. Det er der ikke noget galt i, men det originale album var så godt, at det ikke er nødvendigt at ændre handlingen og slet ikke i den grad, det er tilfældet her.

Jeg kan godt se logikken i at opdatere Provoix, så han kommer til at minde om en nutidig teenager, men at vikingernes chef skal have en datter, der på vaskeægte Spice Girl-manér vil med ud og plyndre og hærge, nej der stopper jeg altså. Dermed bliver disse mange ændringer af den oprindelige historie mere en belastning for denne anmelder end de sikkert nyskabende tiltag, de var tænkt som.

Der er en del sjove replikker, men disse findes desværre i starten af filmen, og dermed bliver det sidste af Astérix et les vikings en prøvelse af ens tålmodighed, og jeg tog mig flere gange i at finde mit sygesikringsbevis frem for at tjekke, at jeg da ikke var så gammel. Dette tog til gennem hele filmen, og til sidst sad jeg og sagde “Jeg er ikke gammel, jeg er ikke gammel”, nærmest som en form for mantra.

Jo, jeg er gammel

Men jeg måtte til sidst drage den konklusion, at jo det var jeg vist desværre alligevel, eller også hørte jeg bare ikke ind under filmens målgruppe. Ja, det sidste må være tilfældet. Nu skal jeg bare have opsnuset de gamle Conan-tegneserier antikvarisk, og så skal jeg bevise en gang for alle, at jeg ikke er gammel.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Tegnefilm, Vikinger