Et af de ganske uhyggelige elementer i The Conjuring var den besatte dukke Annabelle, som spøgelsesjægerparret Ed og Lorraine Warren opbevarer i deres hjem.
Selvom Annabelle spillede en mindre rolle i The Conjuring, var dukken et så effektivt element i filmen, at idéen om en prequel, fokuseret på den, hurtigt blev sat i værk.
Bag filmens manuskript står den stort set ukendte Gary Dauberman, der spillefilmsdebuterede med Annabelle. Instruktøren er den garvede filmfotograf John R. Leonetti, der før Annabelle kun havde et par instruktørcredits på cv’et.
Filmen starter med et outtake fra The Conjuring, hvor en gruppe unge kvinder i 1970 fortæller Ed og Lorraine Warren om deres skræmmende oplevelser med dukken, hvilket er anledningen til, at Ed og Lorraine overtager Annabelle.
Derefter skifter handlingen til 1969, to år før begivenhederne i The Conjuring, hvor vi møder det unge par John og Mia (Ward Horton og Annabelle Wallis), der venter deres første barn. Mia samler på dukker, og en dag kommer John hjem med en værdifuld dukke til Mias samling. Det er naturligvis Annabelle, selvom dukken ikke har navnet på dette tidspunkt.
Kort tid efter bryder to medlemmer af en Manson-lignende kult ind i John og Mias hus og forsøger at myrde den højgravide Mia. Den ene af kultisterne – med navnet Annabelle – begår derefter selvmord ved at skære halsen over på sig selv, mens hun holder dukken i favnen.
Og så er fanden naturligvis løs – i mere eller mindre bogstavelig forstand. For det viser sig, at kultisterne kom fra en Satan-kult, som havde haft som mål at påkalde et dæmonisk væsen.
Herefter er filmen ret uklar med hensyn til hvilket væsen det er, der overtager dukken. Er det den døde kultist eller er det en dæmon? Svaret blæser i vinden, men i virkeligheden er det også helt ubetydeligt.
Mia og hendes ufødte barn overlever mordforsøget, men allerede inden Mia og Johns datter bliver født, begynder der at ske mærkelige ting og sager, der kulminerer med, at deres hus brænder ned.
Selvom ingen af dem mistænker dukken for at have en finger med i spillet, skaffer de sig alligevel af med den – den kvindelige kultist sad jo med dukken, da hun døde, og det synes de begge er ret creepy.
Men da John og Mia flytter ind i en lejlighed i Pasadena, finder Mia dukken i den sidste flyttekasse. Mia tager det som et tegn om, at hun skal kæmpe mod sine traumer. Annabelle – som vel at mærke stadig ikke har dette navn – bliver derfor sat op på hylden med de andre dukker.
Og så kan vi ellers fortsætte den metodiske gennemgang af drejebogen over Skumle Hændelser i Hollywood-horrorfilm…
Problemet med Annabelle ligger ikke på det rent håndværksmæssige niveau, hvor filmen sådan set er kompetent skruet sammen hele vejen igennem. Problemet er, at manuskriptet er så uendelig formularisk og uambitiøst.
Gary Dauberman stiller sig tilfreds med at levere en historie, der udspiller sig som “Chucky møder Exorcisten”, og der er absolut nul overraskelser undervejs.
Filmens virkemidler er alle set før, og selvom Dauberman forsøger at skabe en ekstra grad af uhygge ved at lade dukken fokusere på John og Mias lille baby, så bliver det aldrig for alvor rigtig skræmmende.
Det er trods alt en amerikansk film, og sandsynligheden for, at man ville lade noget grusomt ske med en lille, uskyldig baby, er selvfølgelig lige så lille som filmens grad af originalitet: Et stort rundt nul.
Der er enkelte løsrevne scener, der er ganske velfungerende og som giver de obligatoriske kuldegysninger. Især én er effektiv – hvor Mia, efter at lyset er gået, bliver fanget i ejendommens vaskekælder, fordi elevatoren nægter at køre op.
Men generelt er filmens virkelig gode gys få, og der er langt mellem dem. Annabelles største styrke ligger i designet af Annabelle-dukken, der er så creepy i sig selv, at de mange dvælende indstillinger, hvor man ser dukken, vel nok er de mest uhyggelige i hele filmen.
Desværre formår filmen også at dræbe en stor del af den mystik og uhygge, der omgærdede dukken i The Conjuring. I The Conjuring fik vi aldrig en forklaring på, hvorfor dukken var ond, og den manglende viden gjorde dukken ekstra uhyggelig.
Annabelle giver en ekstremt forudsigelig og rent ud sagt kedelig forklaring, der gør Annabelle-dukken til en slags andenrangs-Chucky.
Med den fine The Conjuring som udgangspunkt er det ærgerligt, at de kreative bagmænd bag Annabelle ikke kunne finde på en bedre historie; én der bevarede dukkens mystik og som måske bare forsøgte at komme med en ny idé eller to.
I stedet er Annabelle blevet Hollywood-metervare af den allermest ferske, anonyme art. Kompetent sat sammen, men også helt og aldeles blottet for nye idéer og ambitioner.
Anmeldt i nr. 117 | 13/07/2015
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…
En skøn, vild og anderledes amerikansk genrehybrid, der viser, hvor gode Joe Dante og Tom…
Den første af de tre Ternet Ninja-film er en grovkornet animeret komedie med hjertet på…
Artemis II fløj omkring Månen og vendte sikkert tilbage! Det må have været fantastisk –…
