A Plague of Pythons

Chandler har det ikke nemt. Vi møder ham første gang som straffefange, der afventer en uundgåelig henrettelse, fordi han har overfaldet to kvinder og voldtaget den ene med en brutalitet, hun kun overlevede ved rent held.

I Chandlers verden, som er en fremskrevet version af vores egne 1960’ere, hvor bogen udkom, er det dog mere eller mindre en hverdagsforteelse. Chandlers problem er at ingen tror på, at han gjorde det i en dæmonbesat tilstand.

Verden over bliver mennesker nemlig dagligt besat af ondsindede ånder, der får dem til at gøre de mest forfærdelige ting ved hinanden. I løbet af fire år er hele samfundet derfor brudt sammen, lov og ret giver ikke længere mening, og der er ikke længere kontakt mellem byer eller lande.

Fremragende start

Så stærkt starter Frederik Pohls A Plague of Pythons, og det er virkelig ærgerligt, at den ikke holder niveauet! Det kunne have været et brag af en semi-apokalyptisk kortroman, for oplægget er virkelig skræmmende og tankevækkende.

Desværre bliver historien fortalt gennem Chandler, der er en af disse vrangvillige hovedpersoner, der nægter at tage stilling og helst vil blandes uden om handlingen. Jeg trættes meget hurtigt af den type, selv når de, som i dette tilfælde, hvor man aldrig ved hvornår dæmonerne besætter en igen, faktisk giver mening.

Pohls bog har samme fysiske format og samme handlingsmæssige skala som eksempelvis J.G. Ballards The Drowned World og Richard Mathesons I Am Legend. De tre værker er også fra omtrent samme periode (1954-65) og deler desuden en hjertegribende dystopisk og håbløs stemning, hvor man fra første side ikke er tvivl om at det nok skal ende ulykkeligt alt sammen.

Fans af denne form for kortfattede dommadagselegier på grænsen mellem sci-fi og horror, vil sikkert kunne finde glæde ved A Plague of Pythons.

Kastreret sprog

Chandlers handlingsberøvede karakter er dog ikke den eneste svaghed ved historien. Sproget er underligt kastreret, og det virker lidt som om, Pohl ikke har haft den store fortælleglæde da han skrev den.

Dette kunne gå an, hvis handlingen havde været ægte original, men som sagt findes der mange lignende bøger, der er klart bedre. Det tamme sprog er opsigtsvækkende for en forfatter, der i løbet af en 75 år lang karriere, skrev snesevis af anmelderroste romaner og modtog et væld af priser.

A Plague of Pythons er et af de der irriterende mellemværker, der langt fra er sublimt, men egentlig heller ikke decideret dårligt. Derfor ender jeg med at tildele den kedsommelige tre ud af seks stjerner. Jeg føler ikke, min tid har været spildt, men jeg kunne sagtens have brugt den bedre.

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: Dæmonbesættelse, Dæmoner