Nr. 249 – 13. august 2026

Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at man bliver mindet om det hver evig eneste dag.

I forrige uge stødte jeg på Facebook på en person, der slyngede om sig med ukvemsord, fordi Pulpens egen Jacob Krogsøe i forbindelse med Asbjørn Riis’ død omtalte The 13th Warrior, hvori Riis jo medvirker, som en af filmhistoriens bedste vikingefilm.

Denne person, en klassisk internet-troglodyt, mente sig – fordi han var uenig – berettiget til at kalde Jacob “retarderet” og sige, at Jacobs viden om vikinger var “lig nul”.

Jeg begik derefter den klassiske fejl og skrev en kommentar. Jeg ved det godt – “don’t feed the troll” og alt det der. Men jeg kunne ikke lade være. Især ikke fordi jeg som arkæolog ved en del om vikingetiden og nok havde på fornemmelsen, at det gjorde Facebook-Shrek ikke.

Men det, jeg kunne forstå på Facebook-Fæets modkommentar var, at han var ved at gå op i limningen, fordi han mente, kostumerne i The 13th Warrior var helt frygtelige og blandede forskellige tidsaldre sammen. Ergo kunne det ikke være nogen god film.

I øvrigt kunne jeg se, at selvsamme Facebook-Fjollerik tidligere havde haft et billede fra TV-serien Vikings som sit coverbillede. Altså en TV-serie, der er ganske velkendt for at være alt andet end historisk korrekt, når det handler om kostumer, make-up, frisurer und so weiter.

Men hør nu her: For det første er historisk ukorrekthed er ikke nok til at ødelægge en film. Så skal det i hvert fald være mere end ualmindelig grelt. Og nu er The 13th Warrior i udgangspunktet heller ikke en film, der postulerer at være en regulær “historisk” film. Det er en eventyrfilm, inspireret af vikingetiden og inspireret af ægte, historiske kilder. Den hævder ikke at filmatisere ægte, historiske hændelser.

For det andet skal man nok lade være med at kaste med kostumer, når man selv er nøgen – eller hvordan man nu siger. For som sagt fremgik det ret tydeligt af min udveksling med Facebook-filipensen, at han ikke selv besad de helt store kompetencer indenfor den periode, vi vælger at kalde vikingetiden.

Endelig – og vigtigst: Hvis man vil tages seriøst og indlede en diskussion, er det en dårlig idé at indlede med at kalde nogen for “retarderet” eller så tvivl om en persons viden uden at have belæg for det. Gør man det, får man bare igen af samme skuffe.

Facebook-Fjotte kunne ganske fredsommeligt have konstateret, at han var uenig i Jacobs vurdering, fordi The 13th Warrior ikke er historisk korrekt, hvad angår kostumer, hjelme m.v. Derpå kunne vi så have ført en civiliseret samtale om, hvorfor det måske ikke er så vigtigt i lige præcis en film som The 13th Warrior, og hvorfor der er andre film, hvor den slags godt kan være mere problematisk.

Og nu vi er ved den slags: Kritik af manglende historisk korrekthed har gudhjælpemig også været bragt på bane i forbindelse med The Odyssey – Christopher Nolans filmatisering af Odyséen – som Jacob anmelder begejstret i dette nummer af Planet Pulp. Historisk korrekthed i en film, baseret på en tekst, befolket ikke bare af almindelige mennesker, men også guder og monstre?! Gimme’ a fuckin’ break.

“Mit der Dummheit kämpfen Götter selbst vergebens,” skrev digteren, dramatikeren og filosoffen Johann Christoph Friedrich von Schiller i sit skuespil Die Jungfrau von Orleans i 1801. Vi kender det på dansk som “Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves”.

Om ikke andet, så kan internettet – og særligt Facebook og andre sociale medier – da bruges til at minde om os Schillers aforisme på daglig basis.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Odyssey (Christopher Nolan, 2026)

Brætspil:
Alien: Fate of the Nostromo (Ravensburger, 2021)