Leder og indhold – 13. oktober 2019

2 minutters læsetid

Velkommen til denne måneds nummer af Planet Pulp. Vi er smule forsinkede, og det er et lille nummer. Ikke fordi, vi har haft tekniske vanskeligheder eller andre kalamiteter, men ganske enkelt fordi, tiden endnu engang er gået alt, alt for hurtigt.

Og fordi vi, der står bag siden og skriver til den, også har mange andre ting, der trods alt tager førsteprioritet – arbejde, ægtefæller / kærester, børn, you name it.

Sådan må det nu engang være, når Planet Pulp drives alene som et con amore-projekt, men det er sådan, vi foretrækker det.

Ikke at der ville være penge i det, selv hvis vi havde reklamer eller andet gøgl på hjemmesiden – niche-stads som det, vi gebærder os med, er der ganske enkelt ikke rigtig penge i, og det er også helt okay.

Det betyder til gengæld også, at vores output følger de omstændigheder, der nu engang gives af og i det virkelige liv, og at der derfor er numre, der er små – som dette – og numre, der er lidt større.

Men de næste mange år – og ja, vi planlægger at være her mange år endnu – er der ikke udsigt til mange “store” numre som dem, vi havde tilbage i de gode gamle Sleazehound-dage, da et helt regulært nummer ofte rundede 25-30-anmeldelser, og nogle gange endnu flere.

Måske der af og til dukker et tema-nummer op, men selv temanumrene bliver formentlig af mindre størrelse end dem, vi har kørt tidligere, og jeg tvivler på, vi nogensinde igen når op på et tema-nummer i samme størrelsesorden som det, vi præsenterede ved vores 10-års fødselsdag, hvor der var over 100 anmeldelser.

Det kan være, der kommer lidt mere volumen på, når børnene engang er blevet lidt større, eller også sker det først, når vi rammer pensionsalderen.

Men helt seriøst, hører jeg jer spørge, har I virkelig tænkt jer at fortsætte, indtil I rammer pensionsalderen?

Som udgangspunkt ja. Sgu. For mit eget vedkommende er Planet Pulp blevet så integreret en del af mit liv, at jeg ikke kan forestille mig ikke at lave det, og jeg tror, mine medredaktører har det på samme måde.

Så med mindre Trump trykker på knappen, eller en ny Carrington-begivenhed slukker for internettet, så planlægger vi at være her længe endnu.

Ja, okay, jeg kan da godt kaste et ben til kynikerne og erkende, at det er svært at spå, især om fremtiden (som en vis mand engang sagde), og at ingen ved, om vi om to måneder totalt mister lysten og opgiver det hele.

Men jeg tror det ikke.

Fordi det er sjovt.

Det er sjovt, fordi ingen dikterer, hvad vi skal skrive om. Vi har ingen forestillinger om død og pine at skulle være dagsaktuelle indenfor nogen af vores områder, så vi kaster os over det, vi har lyst til – hvad indeværende nummer også er et eksempel på.

På den måde sikrer vi entusiasmen blandt både redaktion og skribenter, og entusiasmen er det, der driver værket. Det skal være sjovt – ellers gad vi ikke.

Og hvis det er sjovt for os at skrive, er det forhåbentlig også bare lidt sjovt for læserne at følge med i, hvor vi bevæger os hen næste gang.

Om næste måned bliver et større nummer end dette, vil tiden vise; ingen af os på redaktionen ved det endnu. Men det er også ligegyldigt. Så længe, det er sjovt.

Vi ses i november!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Critters Attack! (Bobby Miller, 2019)
Hard to Kill (Bruce Malmuth, 1990)

Filmmusik:
Night Games (John Barry, 1980)

Bøger:
The Art of Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (J.W. Rinzler & George Lucas, 2005)

Skriv et svar

Your email address will not be published.