Åbenbaringer

4 minutters læsetid
Åbenbaringer

Åbenbaringer begynder ganske brutalt. En mand spiddes på et jerngitter. Manden viser sig at være kardinalen William Richleau, som er en af topkandidaterne til at blive den nye pave, da den nuværende har ikke lang tid tilbage. Så hvorfor hopper en kardinal, tilsyneladende af sig selv, ud af et vindue for at spidde sig selv? Det bliver op til den engelske politimand Charlie Northern at opklage sagen. Northern er en udbrændt mand på 35 år, som for år tilbage mistede sin egen tro. Men da han kontaktes af sin ven Marcel, der selv har sin vante gang i Vatikanet, drager Northern med det samme til Rom.

Genrevant forfatter

Vores hovedperson kontaktes af en gammel ven/fætter - bemærk hovedproportionerne, som er helt hen i vejret
Vores hovedperson kontaktes af en gammel ven/fætter – bemærk hovedproportionerne, som er helt hen i vejret.

Naturligvis viser opklaringen sig ikke at være særlig simpel, da det virker som om nogen prøver at stikke en kæp i hjulet på Northerns velsmurte opklaringsmaskine, og snart tegner der sig da også et ganske grumt billede af sagen. Mere vil jeg faktisk ikke røbe af den meget spændende handling.

Forfatteren Paul Jenkins er englænder, men flyttede til USA efter at have afsluttet engelskstudiet i sit hjemland. I USA startede han med at arbejde under forlaget Mirage, hvor han var med til at redigere intet mindre end Teenage Mutant Ninja Turtles. Men det var hans arbejde på Hellblazer, fra 1994 og fire år frem, der for alvor gjorde den amerikanske tegneserieindustri opmærksom på navnet Jenkins.

Som mange andre kom han i stald hos Marvel, hvor han bl.a. har skrevet på serier som The Incredible Hulk og The Spectacular Spider-Man. Sidstnævnte havde mexicaneren Humberto Ramos som tegner. Derudover vil mange nok kende ham som forfatter på Eisner Award-vinderen Inhumans, og på Planet Pulp har vi også tidligere stiftet bekendtskab med Jenkins gennem Wolverine: Oprindelsen. Så Jenkins er et ret stort navn på tegneseriescenen, hvor han har vist sig som en meget habil forfatter, der kan begå sig indenfor mange forskellige genrer. Hvilket Åbenbaringer også i den grad viser, når man tager i betragtning, at den er meget langt væk fra de superhelte, som Jenkins normalt boltrer sig med.

Religiøs noir

Jeg får nærmest kvalme af de manga-øjne
Jeg får nærmest kvalme af de manga-øjne.

Åbenbaringer er spækket med klichéer fra krimigenren, men fungerer ikke desto mindre ganske fortrinligt. Den lukkede og intense kriminal/mordgåde er formidlet klassisk og effektivt, og leder tankerne hen på en moderne tegneserieudgave af eksempelvis filmen Der Name der Rose (1986). Vi har den helt konkrete mordgåde, og en efterforskning som er hensat til Vatikanet og en mindre politistation, og dertil har vi Rom som et bagtæppe. Og som i Der Name der Rose dukker der flere og flere lig op, mens de religiøse undertoner bliver mere og mere markante, og en konspiration begynder at tage form. For er det “bare” en simpel mordgåde, eller er der mere mellem himmel og jord?

Vi har smøgerne, regnen, den mørke storby, den plagede hovedperson, retsmedicineren, kynismen, den smukke kvinde, de brutale mord, sammensværgelsen, ja, vi har rigtig mange af de ingredienser, som skaber en god noirfortælling. Og Åbenbaringer er da også på mange måder en moderne noir med religiøse undertoner, og med en klassisk detektiv/noir førstepersons-fortæller. Jenkins leverer også et ganske nuanceret billede af hovedpersonen Charlie Northern, der har mistet sin religion, og troen på det gode i mennesket. Derfor er han blevet kynisk, men han gennemgår i albummet en ganske troværdig karakterudvikling.

Kvalitativt varierende tegnestil

Meget stemningsfuldt billede - ren noir med detektiven og smøgen
Meget stemningsfuldt billede – ren noir med detektiven og smøgen.

Tegneren Humberto Ramos har på én og samme tid en ganske fascinerende og belastende streg, hvor man virkelig mærker tegnerens energi skinne igennem – både i positiv og negativ forstand. Det fascinerende ligger i de meget stemningsfulde miljøskildringer, og det belastende er i mange af personerne, samt i skildringen af tempo og action.

Helt overordnet er Åbenbaringer på mange måder et smukt album, der emmer af stemning og med en meget lækker farvelægning af Leonardo Olea. Alle miljøskildringer og arkitektoniske tegninger er helt i top. Således tror man på det, man ser, og Vatikanet og alle de andre lokaliteter er meget smukt skildret.

Ramos har imidlertid en meget speciel måde at skildre mennesker på. Helt generelt er der for meget karikatur over dem efter min smag. Vi er meget langt væk fra realistiske proportioner, og Charlie Northern ligner da også en mandekrop, hvorpå der er klistret et stort barneansigt, hvilket for mig bryder den hårdkogte stemning, som historien formidler. Et andet problem er de små mangatendenser, der dukker op hist og pist, specielt når man ser på Lucys øjne. Det giver mig en lettere hovedpine, men for nogen virker det sikkert som manna fra himlen. Flere af personerne er tegnet ganske fedt, og med en mindre karikaturlignende streg, som jeg ville have ønsket, Ramos havde brugt igennem hele albummet.

Stilen tager næsten overhånd

Når Humberto Ramos rammer formen, kan det se så smukt ud, som her - ren stemning
Når Humberto Ramos rammer formen, kan det se så smukt ud, som her – ren stemning.

Et andet stort problem er, at jeg personligt har meget svært ved at se, hvad der sker, når Ramos skildrer action og fart. Actionbillederne er fyldt op med detaljer og farver, og ofte regner det, hvilket gør det til et virvar af visuelle informationer, som i sidste ende skaber støj. Her ligger i mine øjne det helt store problem: den støj, som tegningerne til dels skaber, er tæt ved at tage fokusset væk fra historien. Når man laver en decideret spændingshistorie er det Alfa og Omega, at stilen ikke tager overhånd. Heldigvis er historien stærk nok til at overskygge disse problemer, og Ramos gør også meget af skaden god igen med sine miljøskildringer, som gør, at man trods alt aldrig rives helt væk fra fortællingen.

Jeg har personligt mine problemer med Åbenbaringer. Historien er ganske fed, uden dog at være videre original. Men vigtigst af alt så er den røvhamrende spændende helt frem til det obligatoriske twist, hovedpersonen er rigtig god, og albummet spækket med fed dialog. Så de største problemer ligger i mine øjnene i illustrationerne. Men jeg kan levende forestille mig, at dem der ubetinget elsker Ramos’ energiske streg, vil give albummet prædikatet “mesterværk”.

Alt i alt vil jeg anbefale Åbenbaringer til alle dem, der godt kan lide en hårdkogt og brutal krimi med alle de rigtige klichéer fordelt med sikker hånd af forfatteren Paul Jenkins, der fremstår som en meget kompetent historiefortæller. Og som sædvanlig er G. Floy Studios danske udgave rigtig lækker, og man føler, at der er blevet kræset for en.

Åbenbaringer er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

4 stjerner
Titel: Åbenbaringer
Originaltitel: Revelations
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: Humberto Ramos
Farvelægning: Leonardo Olea Albumlængde: 160 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid
Udkom i USA 2006 på forlaget Dark Horse Comics.
Udkom i Danmark i 2008 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Katolicisme, Noir, Rom, Sammensværgelser

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.