Zatanna hører til blandt de knap så kendte DC-figurer og er på mange måder forlagets svar på Marvels Doctor Strange. For hun er også en suveræn mester i trolddom og andet inden for det okkulte. Hun blev skabt af Gardner Fox og optrådte første gang i Hawkman nr. 4 fra november 1964.
Siden har hun optrådt i Justice League, været Batmans barndomsveninde og kæreste med John Constantine. Det sjove ved Zatanna er, at hun både er tryllekunstner rigtig magiker, hvor hun kan udøve magi med trylleformularer sagt baglæns.
Forfatteren Paul Dini og tegnerne Stéphane Roux, Chad Hardin og Jesus Saiz omfavner til fulde begge dele af Zatanna med tegneserien Zatanna: The Mistress of Magic, der samler de første seks numre af hendes dengang nye solo-serie fra 2010. Vi ser på paperback-udgaven her.
Vi følger Zatanna på egne solo-eventyr, mens hun passer sine daglige rutiner med sit tryllekunstner-show. Hun har forladt Justice League, men bliver opsøgt af politimanden Dale Colton for at hjælpe med at opklare et massemord i en restaurant.
De grufulde mord er udført med sort magi, og Zatanna finder frem til, at bagmanden er den onde troldmand Brother Night. Han ser en værdig modstander i Zatanna og sender en mareridts-dæmon efter hende.
Zatanna konfronterer andre magiske modstandere såsom Oscar Hample (en af hendes fars bekendte), en korrupt kasino-ejer med trang efter udødelighed og sexede, dæmoniske kvinder fra Helvede. Alt sammen mens hun laver trylleshows, så hun har travlt!
Paul Dini er en meget erfaren forfatter og har skrevet både tegnefilmserier og tegneserier, meget af det for DC Comics. Han var nemlig forfatteren til det omtalte afsnit af Batman-serien og viste allerede dengang en sikker håndtering af Zatanna. Faktisk så er hans kone Misty Lee tryllekunstner, så han har uden tvivl hentet meget inspiration fra hende.
Dinis historier rummer både gys, spænding og humor, uden at der går rod i det, og han gør Zatanna til et livligt bekendtskab, man ønsker flere historier om. Især segmentet om hvordan Zatannas far lærte hende det hele er ret interessant, og de mange sider med hendes mareridt fik mig til at tænke på surrealismen fra Sandman-tegneserierne.
Nu skal Zatanna også laves til en film med Promising Young Woman-instruktøren Emerald Fennell som manuskriptforfatter. Jeg håber, at hun henter noget inspiration fra Dinis version af den magiske superheltinde.
Franskmanden Stéphane Roux har arbejdet for både Marvel og DC og har tegnet Birds of Prey, så han ved bestemt, hvordan han tegner de smukke DC-kvinder.
Allerede fra første side får Roux Zatanna til at skinne igennem. For foruden de åbenlyst lækre detaljer i hendes fysik og kostume giver han liv og personlighed til hendes ansigt, særligt når hun bliver følelsesmæssigt udfordret.
Roux’ tegninger af de uhyggelige elementer er flotte og hjælpes især af de smukke farver fra John Kalisz og Lovern Kindzierski. De andre tegnere Chad Hardin og Jesus Saiz lader til at finde inspiration hos deres franske kollega, og de formår også at gøre noget spændende med Zatanna.
Tegneren Brian Bolland nød at tegne Zatanna, hvad han aldrig lagde skjul på i interviews. Zatanna: The Mistress of Magic indeholder hans alternative forsider som del af bonusmaterialet.
Zatanna: The Mistress of Magic kræver ikke, at man kender Zatanna-figuren for at få noget ud af tegneserien. Dini formår at komme med et præcist portræt af hende og de overnaturlige events, hun bliver kylet ud i, og man er godt underholdt hele vejen.
Der kom i alt 16 numre af hans reboot-udgave af Zatanna, og det er en skam, at der ikke kom flere. Men hvis den kommende film bliver seværdig, så kan det forhåbentlig sætte gang i flere tegnede Zatanna-eventyr. Se det ville være magisk!
Anmeldt i nr. 187 | 13/05/2021
Stikord: Superhelte
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…