Waterworld

Vi har her at gøre med en kæmpefilm i alle henseender. Den var på sin tid den dyreste film nogensinde, med et budget på over 175 millioner US Dollars (overgået i 1997 af Titanic). Og man opdager med det samme, at pengene er gået til imponerende effekter, byggerier, storslåede eksplosioner og actionscener.

Men Waterworld var også en filmproduktion fyldt med et utal af forhindringer. For det første opstod der konflikter mellem instruktøren Kevin Reynolds og filmens stjerne Kevin Costner.

De var privat gode venner, og ville genoptage det succesfulde sammenarbejde, som de havde haft med kæmpesuccesen Robin Hood: Prince of Thieves (1991). Men dette venskab gik nu i vasken. Reynolds forlod ifølge vedvarende rygter optagelserne to uger før tid, og lod Costner gøre arbejdet færdigt.

Produktionsproblemerne blev ved med at hobe sig op

Desuden var optagelserne plaget af vejrmæssige uheld. En storm satte produktionen flere måneder tilbage og ødelagde bl.a. en af de kæmpe atoller, som var blevet bygget op. Endvidere blev Mark Ishams musik til filmen forkastet, da den var for “etnisk” og jobbet blev givet videre til James Newton Howard.

For at gøre det hele endnu værre blev manuskriptforfatter Joss Whedon fløjet ud på settet for, at lave nogle i-sidste-øjeblik-rettelser, selvom han ikke var inde over filmen fra begyndelsen og ikke står krediteret for sit arbejde. En sidste ting skulle lige være den, at Kevin Costner under optagelserne var sin kone utro med en lokal pige fra et af optagestederne, og på grund af dette gik hans ægteskab til grunde efter filmen var færdig.

Alt dette taget i betragtning er det færdige resultat ganske imponerende og holdet bag Waterworld må have åndet lettet op, da den langt om længe havde premiere. Filmen er også fejlagtigt blevet kaldt en af de største blockbusterfiaskoer nogensinde; omkostninger var som sagt på 175 millioner U.S. Dollars, men den samlede indtjening løb op over 255 millioner. Hvilket vil sige en fortjeneste på over 80 millioner dollars.

Polerne er smeltet, og dem med smøgerne styrer verden

Men lad os kigge lidt på selve filmen og dens meget enkle handling – “Beyond the horizon lies the secret to a new beginning”. Taglinen til filmen er meget sigende. Det handler om en søgen efter en ny begyndelse. I det 21. århundrede er polerne smeltet og verden er dækket af vand. De få overlevende lever enten som nomader på havet i både, eller som beboere på store flydende atoller.

Derudover er der en fraktion af svigagtige individer, der har en stor supertanker som base. Disse kaldes The Smokers og er anført af filmens skurk, “The Deacon”. Smokerne har olie, ryger, hærger og dræber alt de kan komme i nærheden af. Filmens hovedperson er “The Mariner”, en af havets nomader og som har mutanttræk; gæller og svømmehud mellem tæerne. Alt sammen noget der gør ham til den perfekte overlever.

I begyndelsen følger vi The Mariner og hans daglige rutiner på båden. Ting som eksempelvis at omdanne urin til drikkevand igennem en opfindsom maskine. The Mariner dykker også ned på havets bund for at hente jord, som han kan sælge i dyre domme på de forskellige atoller. Men en dag går det galt for ham. På en af atollerne opdager de, at han er mutant, og de beslutter sig for at dræbe ham.

Heldet er dog med vores hovedperson; atollen angribes i samme nu af The Smokers og The Mariner kan, med hjælp fra kvinden Helen og barnet Enola, flygte. Det viser sig, at det er Enola, som The Smokers er kommet efter, fordi hun på ryggen har en tatovering som efter sigende skulle vise vej til det mystiske “Dry Land”. Og så går den vilde skattejagt ellers. The Mariner må gøre op med sig selv om han er en egoistisk enspænder eller en gammeldags helt. Helen og pigen har brug for ham, men svigter han dem mon?

Det postapokalyptiske vandland og action i Mad Max-stil

Den postapokalyptiske setting bruges her for at lege med effekter og vise det fremmedartede “vandland”. I selve historien er der ikke noget nyt, og konflikterne såvel som skurkene er som taget ud af Mad Max 2 (1981). At filmen også har visuelt æstetiske ligheder med Mad Max-filmene kan måske skyldes, at Waterworld er fotograferet af den samme mand som Mad Max 2 og Mad Max Beyond Thunderdome.

Filmen bruger meget energi på det mytiske og det utopiske “Dry Land”. Det utopiske er som sådan et klassisk element i det typiske postapokalyptiske samfund, som vi kender det fremstillet så mange steder. Her, i Utopia, har man noget bedre at se frem mod, og det fungerer som en trøst i et nådesløst samfund.

I de fleste tilfælde er utopien blot en drøm, der er bygget på et skrøbeligt fundament, men i Waterworld findes det faktisk. Det giver filmen en noget letbenet tone, hvor det dystre træder i baggrunden og eventyret i forgrunden.

Kevin Costner spiller antihelten The Mariner med stor troværdighed, og langt hen ad vejen fungerer han, som en dyster antihelt. Men så er det, at Hollywood-skabelonen træder i karakter – vi kan jo ikke have en “ond” Kevin Costner. Dette er ærgerligt. Dennis Hoppers overspil fungerer fint, da hans rolle – skurken The Deacon – er en glimrende arketype, og så har han en del sjove replikker. Ellers er filmen fyldt med fine biroller og i det hele taget er der ikke meget at udsætte på skuespillet.

Et klassisk Hollywoodeventyr

I sidste ende er Waterworld “bare” en fornøjelig gang underholdning, uden de store følelser og dikkedarer. Man får hvad man kommer efter, hverken mere eller mindre. Det er bare synd, da filmen med et lidt mere dystert univers og en lidt mere spændende historie, kunne være blevet til noget helt ekstraordinært.

Én ting er sikkert, filmen ved hvad den vil og sætter sig ikke mellem to stole, som man ser det i Kevin Costners anden postapokalyptiske film The Postman (1997). Så herfra skal der bare siges: nyd filmen som et letbenet, gammeldags Hollywoodeventyr med en fin setting, gode effekter samt en stram og enkel dramaturgi.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Fremtiden, Havet, Mutanter, Postapokalyptika, Utopia