Victor Frankenstein

Først og fremmest floppede Victor Frankenstein fælt i hjemlandet, USA, hvilket jeg ikke helt forstår. Filmen er et tandhjul i det enorme maskineri, der fremstiller steampunkede genfortællinger af nye og gamle klassikere som Sherlock Holmes (2009 og 2011), Van Helsing (2004), Jonah Hex (2010) og The Brothers Grimm (2005) med mange flere.

Disse genfortællinger veksler imellem katastrofetab og bragende succes i et svært gennemskueligt mønster, der langt fra altid er afhængigt af, hvad vi anmeldere mener om dem. Det gør dem risikable at indkøbe, og risiko indgår vist ikke i biografindkøbernes ordbog.

En anden grund kan være, at de danske biografer simpelthen er mere bange for horror end godt er – det så vi især med den danske zombiefilm Sorgenfri (2015), som blev næsten komplet ignoreret af biograferne. Nu er Victor Frankenstein så ude i en Blu-ray-udgave, hvis cover øjeblikkeligt ville placere den i rodekassen med letbenet B-horror, hvis Blockbuster stadig eksisterede. Og det er faktisk synd.

Yes, master!

Victor Frankenstein er langt fra noget mesterværk, men den tør binde an med en legendarisk roman, der banede vejen for horror, sci-fi, steampunk, kvindelige forfattere, og selv har en tilblivelseshistorie, der er en filmatisering værdig (der er faktisk hele to på vej, ifølge rygterne).

Den forsyner den kendte historie om den gale men geniale videnskabsmand med en ny vinkel, der viser ham fra en hidtil aldeles overset og, synes jeg, interessant vinkel.

Filmen er nemlig en slags kanonforskruende forhistorie til handlingen i bogen, set gennem øjnene på en karakter, der aldrig var med i det skrevne værk, men er blevet en elsket biperson gennem diverse filmatiseringer – især i Marty Feldmans skikkelse i Young Frankenstein (1974, R.I.P. Gene Wilder!). Den pukkelryggede, på én gang ynkelige og rædselsvækkende assistent, Igor, er simpelthen filmens fortæller.

Det maniodepressive geni

Igor spilles af Daniel Radcliffe, hvis post-Harry Potter-karriere har bestået af succeser på teatret og fiaskoer ved filmen.

Han spillede som et bræt i den ellers stemningsfulde haunted house-gyser The Woman in Black (2012), men gør det meget bedre som en hjerteskærende selvudslettende Igor, der vokser op i et cirkus bemandet af dæmoniske psykopater.

I titelrollen ses James McAvoy, der fik sit gennembrud som en ung, ikke-skaldet version af Professor Xavier i X-Men-filmene, men som jeg husker bedst som satyren Mr. Tumnus i The Chronicles of Narnia: The Lion, The Witch and the Wardrobe (2005).

Fremover vil jeg nok huske ham som en ung, idealistisk/fanatisk Frankenstein, hvis desperation efter anerkendelse, ligegyldighed overfor sine omgivelser og frenetiske opførsel, opfylder alle krav på symptomlisten over maniodepressiv psykose.

Frankenstein og hans monster er, med over 150 film i bagkataloget, i top tre over de hyppigst filmatiserede karakterer i historien. Jeg har ikke set dem alle sammen, men jeg har set alle de mest berømte, og jeg har altid savnet netop denne del af videnskabsmandens portræt.

Undertitlen til Mary Shelleys roman er The Modern Prometheus. Det antikke forbillede skabte menneskene og stjal ilden fra Olympen til dem – og blev straffet for det af guderne.

Frankenstein er det perfekte billede på den moderne Prometheus, der leger med kræfter, som menneskeheden slet ikke er parat til at håndtere endnu, men som ignorerer alle hensyn og advarsler fordi han kæmper for sin egen sag.

Idealernes sammenstød

I Victor Frankenstein er det anti-akademiske, kristenmoralske komplekser, der er Frankensteins fjende, og hans sag består i at overgå Gud for at modbevise modstandernes argumenter.

Denne ultimative hybris formørkes yderligere af nye tilføjelser til historien, blandt andet den depraverede investor, Finnegan, der kombinerer adelens arrogance med kapitalismens beskidte grådighed, og Scotland Yard-opdageren, den sorgblindede og religiøst maniske Inspector Turpin.

Disse saftige nye medlemmer af Frankenstein-klubben spilles af henholdsvis Freddie Fox og Andrew Scott, der begge kan ses i den overmåde fantastiske Pride (2014). Begge parter spiller glimrende overfor deres mere berømte modstandere.

Nogle gange kammer Victor Frankenstein over. Scenografien springer mellem gotisk horror og opulent burlesque, hvilket ikke altid virker helt hensigtsmæssigt. Karaktererne er karikaturer, der for det meste virker fremragende, men i ny og næ ryger over i parodier på sig selv. Der bruges uforholdsmæssigt meget tid på en fortærsket kærlighedshistorie, hvis eneste positive kvalitet er, at den føjer en ekstra lille dimension til Igor.

Som sagt er Victor Frankenstein ikke et mesterværk, men den er absolut værd at se. Jeg giver den tre stjerner for produktion og casting og en sidste stjerne for at følge Igor. Det er et ganske nuanceret portræt, der tegnes af ham, og det er en spændende idé at bruge et gammelt sidekick på den måde.

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016

Stikord: Frankensteins Monster