Når romanen og filmen er skabt i så tæt parløb, skyldes det, at Karl Alexander og filmens manuskriptforfatter og instruktør Nicholas Meyer var gode venner. Da Meyer fik lov at læse nogle af de tidlige kapitler af romanen, sikrede han sig filmrettighederne, og film og roman udviklede sig derefter sideløbende. Af samme grund ligger romanen og filmen også meget tæt op ad hinanden.
Handlingen i Time After Time tager sin begyndelse i 1893, hvor forfatteren H.G. Wells (Malcolm McDowell) har inviteret en gruppe venner på besøg for at indvie dem i en hemmelighed: Han har konstrueret en fungerende tidsmaskine!
Inden vi når så langt er vi dog blevet vidne til at en uset mand begå et blodigt mord på en prostitueret. Det er naturligvis Jack the Ripper, der rører på sig igen, og da Dr. John Leslie Stevenson (David Warner) dukker forsinket op til Wells’ middagsarrangement, ved seerne allerede, at det er Stevenson, der er morderen.
Efter at Wells har præsenteret sin tidsmaskine for vennerne, banker politiet pludselig på døren. De leder efter the Ripper, og under deres gennemsøgning af huset finder de mordvåbnet i Stevensons lægetaske. Men Stevenson selv er pist væk.
Wells indser, at Stevenson har hugget hans tidsmaskine, men heldigvis er tidsmaskinen forsynet med en failsafe, der returnerer tidsmaskinen til dens oprindelsestidspunkt, hvis man ikke besidder en særlig nøgle – og den har Wells.
Wells finder ud af, at Stevenson er taget til 1979, og Wells tager ufortrødent jagten! Af uklare årsager – det er lidt bedre forklaret i romanen – havner Wells i San Francisco i 1979, og det er her, han må forsøge at opspore Stevenson, der naturligvis straks har genoptaget sine morderiske aktiviteter.
Wells får hjælp af den unge bankassistent Amy (Mary Steenburgen), og de to forelsker sig. Men det kan vise sig at blive en livsfarlig romance for Amy, for Stevenson vil have den nøgle, Wells har til tidsmaskinen, og han truer med myrde Amy, hvis Wells ikke makker ret.
Time After Time er en tilforladelig, men også langsommeligt pacet tidsrejsethriller, der aldrig for alvor formår at få seerens puls op i det røde felt. Ganske ligesom romanen er der noget i pacingen og i historien generelt, der betyder, at historien aldrig bliver mere end moderat underholdende.
Der er skruet en del ned for de lommefilosofiske og fjollehumoristiske elementer, der fylder ganske meget i romanen, men humoren lurer naturligvis konstant i baggrunden, når Wells render rundt i det 20. århundredes San Francisco og forsøger at begå sig.
Desværre bliver historien aldrig helt ”farlig” nok. På én eller anden måde formår Nicholas Meyer ikke at gøre Stevenson til en markant nok trussel til, at filmens thrilleraspekt virkelig kommer til at fungere.
Det er helt det samme problem, som romanen har, og i virkeligheden burde Meyer nok have skævet til nogle af 1970’ernes kriminalgysere – de italienske gialli eller amerikanske slægtninge som Eyes of Laura Mars (1978) – for at få inspiration til, hvordan the Ripper kunne være blevet en meget større trussel.
Hele vejen igennem balancerer Time After Time på et punkt mellem thrilleren, komedien og kærlighedshistorien, uden nogensinde at gøre nogen af delene rigtig succesfuldt. Det er brandærgerligt, for selve konceptet er forrygende, og det er egentlig utroligt, at et så fint koncept ikke har udmøntet sig i en bedre historie.
Skuespillet er hele vejen igennem filmen hæderligt uden på nogen måder at være prangende. Problemet er vel nok, at rollerne er ret uinteressante. Wells er skrevet som en forsagt antihelt, der rent fysisk intet kan stille op mod den dominerende Stevenson. I Malcolm McDowells skikkelse er der ikke meget kulør ved Wells, der gør ham til en hovedperson, man gider heppe på.
David Warner spiller på rutinen som Stevenson, og hvis Warner havde haft lidt mere saftigt materiale at arbejde med kunne hans Jack the Ripper sagtens have været en mere interessant og uhyggelig figur. I stedet reducerer manuskriptet ham i store træk til en gimmick.
Den eneste, der for alvor slipper af sted med skindet på næsen, er Mary Steenburgen, hvis naturlige spillestil gør Amy til en sød og sympatisk karakter. Sjovt nok skulle Time After Time ikke være sidste gang, Steenburgen spillede med i en tidsrejsefilm; ti år senere spillede hun Doc Browns kæreste i Back to the Future Part III (1990).
Time After Time er harmløs tidsrejseunderholdning, der hverken er god nok til at imponere eller dårlig nok til at fornærme. Filmen rammer alle sine plotpunkter efter en nøje fulgt opskrift, og selv uden at have læst romanen på forhånd, regner man ud, hvor handlingen bevæger sig hen, fem minutter inden det sker.
Man kan såmænd sagtens lade sig underholde af Time After Time. Man skal bare ikke forvente intens thrillerspænding.
Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015
Stikord: Filmatisering, Jack the Ripper, Seriemordere, Tidsrejser
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…
