Categories: Tegneserier

The Walking Dead Volume 32: Rest in Peace

“The idea behind The Walking Dead is to stay with the character, in this case, Rick Grimes for as long as humanly possible. I want The Walking Dead to be a chronicle of years of Rick’s life. We will NEVER wonder what happens to Rick next, we will see it. The Walking Dead will be the zombie movie that never ends. Well… not for a long time at least.”

Det skrev Robert Kirkman om serien, da den begyndte i 2004. Nu, 15 år senere, er vi kommet frem til “not for a long time at least.”

Jeg anbefaler ikke, at man læser denne anmeldelse, før man har læst afslutningen, da jeg kommer med SPOILERS.

En fantastisk serie

Senere på året vil jeg skrive en længere artikel, der går i dybden med hele serien. Her vil jeg blot konstatere, at The Walking Dead har været et fantastisk bekendtskab og en stærk medspiller i forhold til at lade zombierne indtage mainstreamscenen. På godt og ondt.

Desværre er dette sidste bind en mindre fiasko; en afslutning, der efterlader mig med en meget bitter smag i munden. Og det skyldes primært albummets sidste del, hvor der går rent The Postman (1997) i maskinen. Men mere om det om lidt.

Albummet fortsætter handlingen, som vi kender den fra serien, med mere af det samme, flere af de samme konflikter, menneskelig dumhed osv. Og så sker der dét, som vi har ventet på i lang tid. Det vi har frygtet. Men det, som skulle ske. Rick dør. Ikke på grund af en zombie men fordi et menneske skyder ham.

Kort efter, som det skal være, genopstår Rick som en zombie, og Carl skyder ham. Det er rørende. Meget rørende. En kulmination på mange ting, følelser der pensles ud med den mørke pensel.

Efterspillet er også rørende og brutalt. Det havde for mig været noget nær den perfekte afslutning, som Kirkman burde have lavet for nogle bind siden.

Noget gik helt galt for Kirkman…

Men så går det helt galt. Tiden skrues frem, og Carl er nu voksen. Han er selv blevet far. Og som en karikatur på selve westerngenren, og på serien i sig selv, er samfundet ved at blive bygget op.

Som denne sidste del skrider frem, beder jeg til, at det bare er en drømmesekvens eller noget lignende. Men nej. Det fortsætter. Og til sidst bliver det helt slemt.

Vi ser en statue, der er blevet rejst over Rick, OG Carl sidder i en gyngestol og læser højt for sin datter fra en bog om netop Rick. Her står der blandt andet:
“Rick traveled far and wide, always bringing his friends with him, and they made him stronger. They made him safe. And he taught people how to make friends and use them to make them stronger and safer… Whereever you are, whatever you’re doing, you’re there and you’re safe because of Rick Grimes.”

Tak for usmagelig kop kaffe!

At det er gået så galt skyldes flere ting. Det bliver ganske tydeligt, da man læser det meget lange efterord, som nærmest kommer til at fremstå som en forsvarstale, hvor Kirkman godt ved, at han måske ikke har gjort det helt godt nok.

Bevares, mange vil sikkert føle at slutningen er behagelig, at den danner en fornem ramme, men for mig går den imod alt dét, som har gjort serien så god. Slutningen bliver patetisk og episk på en kvalmende måde; alt det, som serien ellers netop ikke er.

Den forløsning, som Kirkman forsøger at fremmane, følelsen af afslutning, som jeg godt forstår, at han søger efter, falder til jorden med brutalt brag.

Fra potentielt mesterværk til pinagtigt album

Efterordet taler sit tydelige sprog om en forfatter, der ikke kunne sige stop i rette tid, en forfatter, der har været i tvivl, og mest af alt en forfatter, der veg bort fra den vision, som han ellers så sikkert har været tro mod i mange, mange år. Hvor det netop IKKE var vigtigt at lave en klassisk episk fortælling med en klassisk afslutning/udgang.

Slutningen på The Walking Dead får nærmest slutningen af Kevin Costners The Postman, hvor man ser en statue af Kevins postmand, til at fremstå troværdig.

Hvis man havde stoppet fortællingen, da Rick døde, med det korte efterspil, havde det været mesterligt, nærmest 6/6 stjerner. Nu fremstår slutningen desværre både forceret og grinagtig, og det kaster en træls skygge over hele serien. En skygge man kunne have undgået.

Titel: Rest In Peace
Serie: The Walking Dead
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Forlag, år: Image Comics, 2019
Albumlængde: 224 sider

Udkom oprindelig i syv hæfter i 2019 på forlaget Image Comics.

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019

Stikord: Postapokalyptika, Zombier

Jacob Krogsøe

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Share
Published by
Jacob Krogsøe

Recent Posts

Leder og indhold – 13. oktober 2024

Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…

3 uger ago

Alien vs. Predator

Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…

3 uger ago

Beetlejuice Beetlejuice

Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…

3 uger ago

Metallicus

"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…

3 uger ago

Leder og indhold – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…

2 måneder ago

Beetlejuice

Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…

2 måneder ago