Planet Pulp

I The Walking Dead står de store handlingstråde stille i bind 13. Der er ikke mange zombier, vi er på det samme sted, og tiden går stille og roligt. Man kunne så godt tro, at der var tale om et kedeligt album. Det er der ikke. Tværtimod. Denne gang er fokus ”bare” næsten udelukkende på Rick. Og det gør ondt at læse, men er samtidig velfortalt og underholdende.

Posten kom med fixet!

Afhængighed kommer i mange afskygninger. Nogle kan ikke undvære stoffer, andre dør hvis de ikke får en burger. Min afhængighed af Robert Kirkmans The Walking Dead blev udstillet i sidste uge. Jeg havde for en måned siden forudbestilt bind 13 på Amazon. Det skulle komme med posten i slutningen af november. Så langt så godt. For et par dage siden fik jeg så en katastrofal mail: Leveringen var udskudt til midten af december! Heldigvis kunne jeg fordrive tiden med TV-serien af samme navn – og jeg er ganske imponeret af de fire første afsnit.

Da det så ringede på døren i går aftes, og posten stod med en Amazon-pakke i lækkert pap, begyndte mine hænder at ryste. Jeg åbnede pakken, så at det var bind 13, satte mig ud på WC’et og rejste mig ikke før albummet var læst – hvilket resulterede i en arrig kæreste og et par sovende ben. Men det var alt besværet værd. Endnu en gang var jeg revet ind i fortællingen om Rick og co., og hvor er det både hjertegribende og basalt underholdende på samme tid. Den dag hvor Kirkman slukker for strømmen til zombieseriens respirator, bliver jeg desperat. For hvordan får jeg så mit zombie-fix?

På vej ud over kanten med Rick?

Da vi forlod Rick og co. i forrige bind, så tingene bedre ud, end det havde gjort i lang tid. Et lille samfund havde åbnet dørene op for vores ”helte” – og vel at mærke et samfund med tykke mure, masser af mad og mange våben. Men tiden på vejen har gjort Rick mistænksom. Når noget ser for godt ud til at være sandt, er det som regel også tilfældet. Men er det tilfældet nu, eller er det Rick, der er på vej ud over kanten?

Bind 13 stiller skarpt på Rick. Rigtig skarpt. Både så det gør ondt på læserne og personerne i fiktionen. Grunden til at det gør så ondt er, at Rick har været vores faste støtte gennem alle 13 bind. Han finder, ad omveje, altid den rigtige løsning – løsningerne kan være brutale, men gang på gang har det vist sig, at Ricks medmennesker ikke havde overlevet uden ham.

Man kan så diskutere, om et sådant liv er værd at leve, men man kan ikke diskutere Ricks indsats for sine medmennesker. Rick gør ikke det, han gør, fordi han tænder på magt. Rick gør det, fordi han har formået at tilpasse sig den nye verdensorden. Problemet som træder meget stærkt frem i dette bind er, at han risikerer både at miste sin søn og sin forstand – to ting der hænger meget tæt sammen, og som netop er dét, der har holdt Rick i live.

The Rick Way

I Too Far Gone bliver det tydeligt, at Rick har mistet meget af sin dømmekraft. Og det bliver tydeligt, at Rick er en farlig person i et ”almindeligt” samfund. Men det bliver også tydeligt, at der ikke findes normale samfund, og at Ricks måde er den ”bedste”, hvis man vil overleve i det postapokalyptiske zombiesamfund. For det gamle samfund kommer ikke tilbage, så enten står man af og dør, eller også tager man The Rick Way.

Jeg er meget spændt på, hvor længe Rick holder. For uden ham er der ikke nogen The Walking Dead. Så med mindre der kommer en masse helt stille bind, hvilket der nok ikke gør, så tror jeg ikke, Kirkman kan trække den meget længere uden at gøre det utroværdigt. Men Kirkman har dog vist mange gange, at han kan dreje tingene i nye retninger. Jeg er spændt på om (og frygter at) vi snart bliver vidner til Ricks og seriens svanesang, eller om Kirkman river endnu en joker ud af underbukserne.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Utopia, Zombier