The Thing

Anne Billson er en begavet dame. Ingen tvivl om det. Det er man nødt til at være for at kunne holde tungen lige i munden og formå at tolke på The Thing (1982), mens hun perspektiverer til både forlægget Who Goes There?, forgængeren The Thing from Another World (1951) samt til litterære klassikere og billedkunst med lignende tematik, for ikke at tale om de værker, som filmen har inspireret og influeret.

Vi kommer svimlende langt omkring, men hovedpointerne tegner sig som at The Thing bør ses som det endelige, imponerende resultat af den desillusionering og pessimisme, der prægede mange film i 1970’erne, og at filmen ikke – som jeg ellers selv plejede at se på den – er “mere end en genrefilm”. Tværtimod hævdes det at netop den drevne genreinstruktør har nogle særlige kort på hånden, når det kommer til at udforske den menneskelige psyke.

Bogen tegner sig i høj grad som et forsvar for special effects som et reelt kunstnerisk udtryksmiddel i stedet for som den laveste fællesnævner. Bogen er altså mere og andet end blot en analyse af én bestemt film; det er også en god introduktion til genrefilm i det hele taget. For et glimrende eksempel på den type kunstneriske anmelder, som Anne Billson løbende revser, kan filmanmelderparodien The Cinema Snob stærkt anbefales!

For godt til at være sandt

Desværre vil Anne Billson gerne perspektivere til nærmest alting, og det betyder, at de blot 96 sider er alt for tætpakket med informationer, hvilket går ud over læsbarheden.

Selve formen lader også meget tilbage at ønske: Bogen kommenterer nemlig filmen scene for scene i stedet for være skrevet som en række tematiske afsnit med delkonklusioner, der kunne have hjulpet læseren med at forstå, hvad det er, hun vil sige. De mange flotte billeder i farver er også totalt løsrevet fra teksten. For en gangs skyld havde en akademisk opbygning hjulpet på forståeligheden!

Som opsummeret i foregående afsnit, så er der faktisk flere gennemgående synspunkter, men fordi det er skrevet så fragmentarisk, må enhver opsummering foregå i læserens eget hoved. Nok er fragmenterne i sig selv velskrevne, men en analyse af et værk, burde ikke i sig selv kræve analyse for at kunne blive forstået!

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012