The Mansion of Madness

Det var vitterligt ikke mange film den spanske instruktør Juan López Moctezuma (1932-1995) nåede at lave, inden han døde, men han efterlod sig dog to filmperler, der foruden at stå som hovedværker i den mexicanske horrors filmskat, også er forbandet interessante film, der står frem som særdeles imponerende produktioner i sig selv. Hovedværket er Alucarda fra 1978, men nogle år forinden indspillede Moctezuma den sært fascinerende The Mansion of Madness, der nåede biograferne i 1973.

Utilregnelig blanding af galskab og finurlige påfund

Moctezuma havde mange auteurtræk, og både The Mansion of Madness og Alucarda er båret af en helt særegen æstetik og horroropfattelse, der blander en tungsindig katolsk religiøsitet med en farvestrålende, latinamerikansk stemning af farvemættede tableauer og barokke indfald. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er den samme mand, der har lavet de to film, og næppe overraskende var Moctezuma i begge tilfælde med til at skrive manuskriptet.

De to film er dog ikke ens, og The Mansion of Madness er rent faktisk baseret på Edgar Allen Poes korte novelle The System of Doctor Tarr and Professor Fether (1850), der kort fortalt er historien om et sanatorium, hvor de sindssyge overtager kontrollen, og spærrer deres plejere inde.

Det er faktisk også mere eller mindre hvad The Mansion of Madness handler om, men historien er blevet udbygget noget. Poes novelle er ganske forrykt, og skrevet i en drilsk tone, hvor det som læser er svært helt at regne ud, hvordan man skal reagere. Skal man grine eller blive skræmt? Den samme skælmske tone går igen i Moctezuma og Carlos Illescas’ manuskript. Stort set alle de vanvittige optrin, som Poe beskriver, er inkluderet i filmen, men The Mansion of Madness går endnu længere og svælger i en helt utilregnelig blanding af ren galskab og finurlige påfund.

En oplevelse af den anden verden

Det hele begynder da den unge læge Gaston LeBlanc ønsker at besøge et sanatorium i Sydfrankrig, der bliver berømmet for sine behandlingsmetoder. Vi befinder os et sted i 1800-tallet, og det er under særdeles korrekte omgangsformer, at den unge mand færdes med sine rejseledsagere, Julien Couvier og dennes kone Blanche. Sanatoriet drives af Dr. Maillard, om hvem man fortæller meget godt i den akademiske verden.

Knap er LeBlanc og hans følge ankommet til sanatoriet, før der begynder at ske ting og sager. Den gamle borg, der huser patienterne, bliver bevogtet af sære vagter, og det er særdeles svært for vores hovedperson i det hele taget at få lov til at komme ind. Det kommer han nu efter lidt tid, men mens vi følger LeBlanc på rundvisning med Dr. Maillard, ser vi hvordan Couvier og Blanche overfaldes af de selv samme vagter. De voldtager den stakkels kone og slæber begge med sig tilbage til sanatoriet, hvor vi ikke ser mere til dem for en stund.

Imens får LeBlanc sig en oplevelse af den anden verden på stedet, for den rundvisning, som Dr. Maillard giver, demonstrerer med stor overbevisning, at der er noget rav ruskende galt. Patienterne huserer over alt, og takket være det, som Maillard kalder “the soothing system”, har alle lov til at gøre præcis, hvad de lyster.

Efter den endte rundtur, som rent faktisk er ved at koste LeBlanc livet på et tidspunkt, tvivler han alvorligt på denne Dr. Maillards troværdighed. Meget når han dog ikke at spekulere over dette, for da mørket falder på, bliver han bedøvet og vågner den følgende dag som en fange.

Vanvittig verdensrevolution

Nu går den fulde sandhed op for LeBlanc. Maillard er ikke den han udgiver sig for at være. I virkeligheden er han den sindssyge bandit Raoul Fragonard, der blev indlagt på sanatoriet. Det lykkedes Fragonard, kort før LeBlanc ankom, at iværksætte en revolution på stedet, hvor lægerne havnede i cellerne, og de gale greb magten.

Planen er nu, at Fragonard vil starte en verdensrevolution fra fængslet, hvor de vanvittige skal regere og sætte dagsordenen. Det er naturligvis slemt chokerende for LeBlanc at opdage alt dette, men det er først, da han kommer i kontakt med den ægte Dr. Maillards datter Eugénie, at han ser en vej ud i friheden.

Aldrig set noget lignende

Som historien udlægges her, kan den måske lyde meget sammenhængende og regulær, men det er den slet, slet ikke. The Mansion of Madness er mest af alt en serie af groteske optrin, der løseligt er kædet sammen. Vi har tidligere anmeldt Christian Marquands ret specielle roadmovie Candy (1968) her på Planet Pulp, og The Mansion of Madness har rent faktisk en del til fælles med denne.

De er lige udsyrede, og mens Candy udspiller sig over et stort geografisk rum, foregår rejsen i The Mansion of Madness udelukkende bag sanatoriets vægge. Det er imidlertid også nok, for der sker temmelig meget i løbet af filmens 85 minutter. Det ene optrin følger det andet i en kakofonisk sammenblanding af musik, dans og kaos. Man kan roligt forberede sig på aldrig at have set noget lignende, når man smækker Mondo Macabros DVD-udgivelse i afspilleren.

Visuelt understøttes den absurde handling af de vanvittige scenarier og dekorationer, som danner rammen for al galskaben. Især kostumerne og sminken er forrygende. Præcis som i Alucarda er det de varme farver, der dominerer billedet, og der lurer en sær sensualitet under overfladen, der har ligheder med italiensk film fra samme periode.

Få regulære roller

Skuespillet er måske lidt svært at karakterisere, for der er faktisk ikke specielt mange egentlige roller i filmene. Hovedparten af de medvirkende tosser omkring og skriger, danser eller udfører forskellige former for krumspring. Enkelte har mere faste karakterer, men det er et fåtal.

Vores hovedperson bliver spillet af Arthur Hansel, uden han gør noget synderligt indtryk. De samme gør sig gældende for næsten alle de øvrige medvirkende, med én undtagelse, og det er Claudio Brook. Brook, Mexicos svar på Paul Naschy eller Christopher Lee, er fabelagtig i rollen som den falske Dr. Maillard, eller røveren Fragonard om man vil. Med uforlignelig perfektionisme og karisma styrer Brook filmen som det eneste virkelige holdepunkt. Navnlig i de sidste scener, da galskaben næsten er ved at boble over, er han den, der formår at holde sammen på vanviddet.

Sprænger rammerne

The Mansion of Madness er et bevidsthedsudvidende stof på film. Den er LSD uden psykedeliske farver. Det er en film, som sprænger rammerne for, hvad horror og underholdning kan være. Faktisk ligger den måske totalteatret nærmere end den traditionelle spillefilm, og hvor mærkeligt det end måtte lyde, er filmen af den grund også en særdeles vellykket filmatisering af Poes novelle. Ser vi bort fra de tidstypiske træk i The Mansion of Madness, rummer den nemlig præcis samme stemning som forlægget, blot er det i filmen udvidet og fortolket til et visuelt formsprog.

Juan López Moctezumas film er alt andet end hverdagskost, men midt i al den sorte humor og gale avantgardekunst, ligger der et stort potentiale, der griber seeren, og fortryller handlingen. Moctezuma kunne noget helt særligt med sine film, der præcis som Dario Argentos mesterværker mere er stil og stemning end egentlige fortællinger.

Jeg kan på det varmeste anbefale The Mansion of Madness, men må blankt erkende, at det er en af de mest besynderlige film, jeg nogensinde har set. Den er næppe alles kop the, men har man smag for det outrerede og vanvittige, er dette et sikkert valg. Juan López Moctezuma er svær at slippe, når man først har fået ham under huden, og The Mansion of Madness bør helt sikkert stå ved siden af Alucarda i DVD-samlingen.

The Mansion of Madness er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Filmatisering, Psykedelika, Sanatorium