The Gore Gore Girls

Hvis man ikke har hørt om The Godfather of Gore aka. Herschell Gordon Lewis har man sovet gevaldigt i timen, eller også er ens filmsmag stadig bedøvet af de evindeligt sukkersøde Hollywood-produktioner, som flyder ud i en lind strøm.

Så for lige at ridse det op igen, for de som ikke måtte vide det, så sparkede H.G. Lewis gang i splattergenren tilbage i 1963, hvor han og kompagnonen David F. Friedman tog skridtet videre fra deres såkaldte nudie-film, der havde fokus på nøgne kvinder, til at vise blod og indvolde i rigelige mængder. Det gjorde de med filmen Blood Feast, som den dag i dag stadig regnes for en vigtig milepæl i såvel horror- som splattergenren. Filmen blev hurtigt fulgt op af lignende film fra makkerparret, der alle havde det tilfælles, at de var billigt produceret og indeholdt tonsvis af ulækre detaljer, der i dag måske kan virke en smule forældede. Blood Feast blev fulgt op af to andre splatterfilm, og sammen dannede de H.G. Lewis’ såkaldte Blood Trilogy. Trilogien består foruden Blood Feast af Two Thousand Maniacs (1964) og Color Me Blood Red (1965). Det er disse film, Lewis er mest kendt for, og også disse film, der oftest bliver refereret til, når man snakker om The Godfather of Gore.

Fængende splat

Kigger man lidt dybere i hans liste over produktioner, vil man også finde titler som The Wizard of Gore (1970), The Gruesome Twosome (1967) og den her anmeldte The Gore Gore Girls (1972), hvis titel (og historie) leger med Go Go Danser-fænomenet, som vi kender så godt fra Russ Meyers Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965). At filmene er nogle af de sidste splatterfilm, Lewis lavede, er ikke ensbetydende med, at det er nogle af de ringeste, da både The Wizard of Gore og The Gore Gore Girls giver baghjul til en film som Lewis’ egen Color Me Blood Red, der efter min mening er alt for langsom og for sløv i optrækket.

Hvad The Gore Gore Girls angår, så indeholder den lige dele dårligt skuespil, middelmådige effekter (for ikke at sige forfærdelige i mange tilfælde), dansende piger og ufrivillige latterbomber – kort sagt alt, hvad man forventer af en H.G. Lewis-film. Filmen er fængende, og man keder sig sjældent i de 81 minutter filmen varer, hvilket ind imellem var tilfældet i The Wizard of Gore, hvor der bruges meget lang tid på kedelige monologer, der ikke fører nogen vegne.

Sleazet whodunnit

Filmens handling drejer sig om mordene på nogle dansere fra de lokale Go Go klubber. Den selvglade privatdetektiv Abraham Gentry (Frank Kress) bliver sat på sagen for at finde ud af, hvem morderen er. Så hvad vi egentlig har med at gøre er et klassisk whodunnit-scenarium, der foregår i en af de mere sleazede bydele. I en sådan klassisk historie skal vi selvfølgelige have en masse mistænkte, der er mere eller mindre underlige. Det får vi skam også her, og de er pakket flot ind af H.G. Lewis. Vi får blandt andet en eks-marinesoldat og en gruppe af feminister, der er imod de kvindeudstillende Go Go-klubber – hvoraf lederen virker som den mest oplagte morder.

Mange af mordene er yderst bizarre og ulækre, som vi kender dem så godt fra Lewis’ andre film. Effekterne er stadig ikke fantastisk gode, men de leverer varen, og de er faktisk ganske ulækre. Filmen lægger hårdt ud fra start, hvor vi ser en kvindes ansigt blive smadret mod et spejl – det er selvfølgelig alt for tydeligt at se mannequindukken, der bruges til stuntet, men det er stadig fint lavet. I mange af mordscenerne ser vi kun morderens hænder iført sorte handsker, som vi kender det så godt fra den italienske giallo, der på denne tid for alvor gik ind i sin storhedstid.

Mord på menuen

Resten af vejen kører filmen som en krimi, hvor politiet og Abraham opdager de maltrakterede lig af de ellers så glade Go Go-dansere. Der er ikke det helt vilde at komme efter i handlingen, så det er også derfor, at mordene er det mange, ser filmen for. Og mord, det får man! Udover den knuste dukke.. ehm kvinde.. i startsekvensen, får en kvinde smadret sin bagdel med en kødhammer, hvorefter morderen drysser salt i såret! Morderen frituresteger også en kvindes ansigt i en skål med pommesfriter – en scene, der ikke virker helt overbevisende, mest på grund af de latterlige lydeffekter, der er lagt på. Det helt store effektklimaks må siges at være scenen, hvor morderen klipper brystvorterne af et af ligene, hvorefter der strømmer mælk ud af den ene brystvorte og chokolademælk(?) ud af den anden. Mælken samler morderen i to glas, hvorefter han/hun skåler med sig selv. Det er dybt bizart og alligevel utrolig morsomt, og understreger, at man altså ikke skal forvente en film, der tager sig selv 100 procent alvorligt – men hvor mange af Lewis’ film gør det?

The Gore Gore Girls afviger fra andre af Lewis’ splatterfilm netop ved, at den bruger flere komiske træk og humor sammen med de ulækre effekter – noget der siden er blevet udført til perfektion i The Evil Dead (1981), Evil Dead II (1987) og Braindead (1992). Anvendelsen af humor giver filmen en del charme, og redder nok også filmen fra at være en noget kedelig fornøjelse, som hurtigt kunne være glemt igen.

Meta-træk

Igennem hele filmen er skuespillerne opmærksomme på kameraets tilstedeværelse, og dette giver filmen en lidt anden stil, end de andre Lewis-film. Hvis en skuespiller kigger for ind i kameraet, eller virker for bevidst om kameraet, forekommer det uprofessionelt, og kan ligefrem ødelægge en film. Dette sker ofte, når man har med amatørskuespillere at gøre, eller en instruktør, der ikke har sans for, hvornår der skal klippes og hvilke scener, der skal tages om – se f.eks. Marino Girolamis Zombi Holocaust (1980), for et godt eksempel på dette. I The Gore Gore Girls er det imidlertid en bevidst stil, Lewis lægger for dagen. Skuespillerne henvender sig flere gange til kameraet, og i slutningen siger Abraham direkte farvel til seeren, og ruller et sort gardin ned foran skærmen i bedste tegnefilmsstil, hvorefter rulleteksterne kører over skærmen.

Er man die hard fan af Lewis’ værker, bør man ikke snyde sig selv for denne perle. Den adskiller sig en del fra de andre af hans film, men ikke på en sådan måde, at den henvender sig til et helt andet publikum, så længe man er opmærkson på, at historien ikke er så seriøs eller uhyggelig. Har man ikke stiftet bekendtskab med Lewis’ måde at lave film på, kan jeg fint anbefale at starte med The Gore Gore Girls, da det efter min mening er en af de bedste af instruktørens film, jeg endnu her set.

Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008

Stikord: Splat