The Forgotten

Tæsker man sig igennem listen af forbudte voldsfilm (de såkaldte video nasties), vil man opleve, at mange af filmene er meget ringe. Enten skyldes dette, at de er ældet voldsomt, siden de blev produceret tilbage i slut-70’erne og op igennem 80’erne, eller også er det bare fordi, budgetterne har været for små og bagmændene ikke har besiddet noget, der ligner talent. Heldigvis er der nogle få stykker, der er værd at sætte kløerne i, og dette er netop tilfældet med S.F. Brownriggs hospitalsgyser The Forgotten.

Sindslidende patienter

Filmen foregår på et lille hospital for sindslidende. Overlægen Dr. Stephens (Michael Harvey) er kendt for sine alternative terapimetoder, hvor han lader patienterne udleve deres aggressioner ved f.eks. at tæve løs på en træstamme med en økse. Denne form for terapi bliver desværre også overlægens endeligt, da han i et kort øjeblik vender ryggen til en af sine patienter, der hurtigt ser sit snit til at placere øksen i lægens ryg.

Et par dage senere ankommer den kønne pige Charlotte Beale (Playboy-modellen Rosie Holotik) for at arbejde på hospitalet som sygeplejerske. Men Dr. Stephens’ efterfølger Dr. Masters (Annabelle Weenick) er ikke just venlig overfor den nye kollega. Hun tillader dog at Charlotte kan blive et par dage og så ser de om hun kan blive på hospitalet.

Det går dog hurtigt op for den nye sygeplejerske, at ikke alt er helt normalt på hospitalet. Da en af patienterne forsøger at advare Charlotte og råder hende til at stikke af, bliver hun fundet dagen efter med tungen skåret ud. Hospitalet gemmer på mange hemmeligheder, og det er op til Charlotte at løse mysteriet og finde ud af, hvad der faktisk skete med Dr. Stephens, før hun selv bliver drevet til vanvid.

Masser af charme

The Forgotten er ren exploitation schlock-film med alt, hvad der dertil hører. Plottet er ikke synderligt originalt, skuespillet helt forfærdeligt, billed- og lydsiden slidt og gusten, effekterne utroværdige og filmens locations ikke helt overbevisende. Det gode, i dette tilfælde, er at alt dette har sin charme, og Brownrigg har formået at skrue en ganske underholdende exploitationfilm sammen.

Desværre bruger Brownrigg for lang tid på at uddybe patienterne, hvilket ikke rigtig lykkedes og ej heller er særlig interessant. Læg dertil at patienterne overspilles og har nogle helt hysteriske øjeblikke, som f.eks. scenerne med nymfomanen eller patienten, der tror, hendes dukker er et rigtigt barn. Har man fået exploitationfilm ind med modermælken, burde det dog ikke være noget problem at sidde igennem de små træge passager hist og her, men forbered dig mentalt på amatørpræstationer.

Dygtig babe

Iblandt al galskaben og de overspillede præstationer finder man den flotte Rosie Holotik som sygeplejersken, og hun gør faktisk et ganske hæderligt job. Det er ikke Oscarnomineret skuespil vi får at se, men Holotik er én af grundene til, at The Forgotten er værd at se mere end én gang, og det er ikke underligt, at hun har prydet forsiden af Playboy. Udover The Forgotten har Holotik kun været med i tre andre produktioner, der alle er drive-in exploitationfilm, før hun igen forsvandt fra filmverdenen.

The Forgotten er ikke søbet ind i blod, som man muligvis kunne forvente af en video nasty, men den har dog sine blodige øjeblikke, f.eks. da én af patienterne får klippet sin tunge af, og senere da der bliver holdt et regulært økseorgie. Effekterne er slet ikke overbevisende og blodet alt for kunstigt til, at man på noget tidspunkt virkelig føler sig forarget eller ilde tilpas. Effekterne har dog charme og minder om noget fra en over-the-top gorefest af H.G. Lewis uden dog at være helt så groteske og ufrivilligt komiske.

Hele to styks på listen

Det lykkedes (hvis man kan sige det sådan) for S.F. Brownrigg at få hele to af sine produktioner på listen over forbudte film. Sammen med The Forgotten blev også Don’t Open the Door! (1975) dømt for voldsom for befolkningen i 80’ernes England.

Netop på grund af forbuddet fik Brownrigg slået sit navn fast og blev skrevet ind i gyserhistoriebøgerne, og det er endda selvom han ikke instruerede mere end fem spillefilm. Derudover arbejdede han som lydmand på fire mindre produktioner og som klipper på en enkelt op igennem 60’erne.

The Forgotten er en herlig lille slam-perle, som man trygt kan anskaffe sig, hvis man er fan af billig 70’er-exploitation. Skiven fra BouldevardEntertainment er ikke det bedste print, men man kan se igennem fingre med det, da en film som denne ikke skal ses i HD på et 50 tommer plasma-TV, men derimod på en gammel slidt VHS-kopi på et gammelt billedrørsfjernsyn.

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Stikord: Video Nasty