The Doom Generation

Filmskaberen Gregg Araki er et ikon indenfor New Queer Cinema. Han er selv meget åben omkring sin biseksualitet og har aldrig været bleg for at udforske sex på film.

Han arbejder kun udenfor Hollywood-systemet, da vi jo alle ved, hvor sexforskrækkede de er i filmbyen. The Doom Generation (1995), som vi ser på her, er en del af Arakis tematiske “Teen Apocalypse Trilogy”, der også tæller Totally Fucked Up (1993) og Nowhere (1997). Alle tre film handler om rastløse, amerikanske teenagere, der udforsker deres seksualitet i et ekstremt Amerika.

Plottet i The Doom Generation er meget simpelt. Det unge kærestepar Jordan White (James Duval) og Amy Blue (Rose McGowan) samler den totalt uforligelige blaffer Xavier Red (Johnathon Schaech) op.

Her starter et hæsblæsende og foruroligende roadtrip gennem et dystert Amerika, der synes at være befolket af sindssyge personer, der kender Amy af forskellige årsager. Alle som har haft et forhold til hende, ønsker hende død…

Et råt og usødet portræt af den amerikanske ungdom

Man oplever et noget forstyrret billede af Amerika i The Doom Generation. Man skulle tro, at David Lynch havde været uofficiel medinstruktør på filmen, der nemlig vækker mindelser om hans ligeså sære Wild at Heart (dansk: Vilde hjerter) fra 1990.

The Doom Generation er omtrent ligeså besynderlig og uforudsigelig, dog uden at nå samme bizarre højder. Sex og vold bliver skildret på meget ærlig vis, og skuespillerne går til det med stort mod.

Rose McGowan kendes bedst fra Grindhouse-filmene Planet Terror (2007) og Death Proof (2007), hvor hun i den første film var en laber stripper med et maskingevær som en benprotese!

Her i The Doom Generation er hun også ekstrem – dog ikke på samme måde – og gør det faktisk fint. Hun stjæler rampelyset fra fyrene, der må nøjes med at stå lidt i skyggen for hendes eskapader. Hun vandt en “Best Debut Performance”-pris i forbindelse med Independent Spirit Awards.

Trods rigelige mængder af erotik i The Doom Generation bliver det aldrig frækt. Der er ikke så meget gnist i de mange frække scener, og i en film hvor netop det spiller en stor rolle, så er det ærgerligt. De føles mærkelig uerotiske. Selv volden virker heller ikke effektivt, hvor det burde. Alt i alt en meget tam oplevelse.

Skuffende efter en god første akt

The Doom Generation fiser ud i intetheden efter en ellers lovende første akt og ender på et sært, uforløst klimaks, der føles fladt.

Der er scener, der nemt kunne blive mere spændende, men de udvikler sig aldrig. Det eneste, der efterlader en smule indtryk fra filmen, er Rose McGowans modige indsats som Amy. Det er faktisk hendes bedste rolle i karrieren indtil videre.

Gregg Araki har tydeligvis haft noget på hjertet med sin film, men det lykkes aldrig i mine øjne for ham at få formidlet sine idéer. Men han har bestemt mod og en personlig stemme, så respekt for det i det mindste.

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016