Asbjørn Riis. Hvor er du dog et geni, og jeg vil aldrig glemme replikken ”kun en araber vil tage en hund med i krig” – som siges på dansk i The 13th Warrior, da vi jo har med vikinger/nordboer at gøre. Som dansker er dette jo et meget stort øjeblik, men heldigvis har filmen meget, meget mere at byde på.
I 1976 udkom romanen Eaters of the Dead (Dødsæderne), som var skrevet af Michael Crichton. I romanen mødte vi Crichtons fiktive udgave af den historiske person Ahmad Ibn Fadlan, som mere eller mindre tilfældigt slog følge med en flok nordboer i deres kamp mod dødsæderne.
Romanen er en herlig omgang faktion, hvor historiske facts blandes med Crichtons fabulerende gengivelse af legenden om Beowulf. Romanen var rent formmæssigt en lille genistreg, da fortællingen fremstår som om, den gengiver virkelige hændelser, med et omfattende noteapparat og masse kilder. Man kunne faktisk godt tro, at der var tale om en akademisk tekst, men det er ”bare” en klassisk omgang af Crichtons pseudovidenskabelige fortælleform.
John McTiernans filmatisering går i en helt anden retning, og på trods af at den nærmest følger plottet i romanen slavisk, så er formen en helt anden. Filmen er blevet til en episk heltefortælling spækket med action og gru. Nogen vil så mene, at filmen fejler som filmatisering, men i mine øjne viser det blot, at den står på egne ben.
Når John McTiernan står krediteret som instruktør er den kun den halve sandhed. Filmproduktionen blev til et helvede, og på et tidspunkt fik Crichton efter sigende nok, og overtog instruktørstolen fra McTiernan. Hvor og hvornår i produktionen dette skete vides ikke præcist, og man kan faktisk ikke mærke, at der har været en udskiftning.
Oprindeligt gik filmproduktionen i gang i 1997 under titlen Eaters of the Dead. Men da Crichton skulle skyde en masse scener om, blev produktionen forsinket med yderligere et år, og titlen blev ændret til The 13th Warrior. Det oprindelige score af Graeme Revell blev, heldigvis, forkastet af Crichton, der også var producent på filmen, og gode gamle Goldsmith blev trukket ind i manegen, hvor han som sædvanlig leverede et godt stykke arbejde.
Forsinkelsen gjorde også at produktionen gik over budget, og da den ikke blev nogen succes i biograferne, endte den med at tabe omkring 100.000.000 dollars! Heldigvis for producenterne blev filmen et monsterhit, da den udkom på VHS/DVD, og det er en film, som jeg tror vil blive mere og mere populær som tiden går. Og det har den fortjent.
Den gode Fadlan forlader sit hjemland og drager mod nord. Her bliver han af en gammel heks/dødsengel udpeget til at være den 13. kriger, der skal drage mod nord og nedkæmpe en brutal overmagt. Undervejs lærer Fadlan vikingernes sprog (så det amerikanske publikum skal slippe for undertekster, da vikingerne pludselig taler engelsk), og han får et indblik i deres skikke. Men mod nord venter det endelig opgør med dødsæderne. Vikingerne dør én efter én, og snart står den afgørende kamp for døren. Den blodige hane galer og der lagt i ovnen til en kamp af episke dimensioner. Og ellers ikke mere om handlingen her.
John McTiernan var, og er, et stort navn i actiongenren. Med actionmesterværket Die Hard (1988) som sin fornemste bedrift kan det godt undre, at han mistede overblikket og blev udskiftet. McTiernan står også bag den undervurderede og mesterlige metaactionfilm The Last Action Hero (1993), og mange vil også tænke med glæde tilbage på sci-fi/monster/actionmesterværket Predator (1987) og den stilrene thriller The Hunt for Red October (1990).
At McTiernan så også har lavet mindre gode film bliver tydeligt, når man ser på film som Medicine Man (1992) og genindspilningen af Rollerball (2002). I min bog placerer The 13th Warrior sig blandt de bedre af instruktørens film, og jeg mener, den blev overset af både publikum og kritikere. Den er banal, men meget effektfuld og så episk at det får duerne i Troja til at synge.
En stor ros skal gå til filmens production designer Wolf Kroeger der har skabt et troværdigt miljø, fede skovscener, en lækker tur i hulerne og nogle imponerende slagmarker. Det hele emmer af den rette beskidte stemning, og Kroeger er da heller ikke en hr. hvem som helst. På sit CV som production designer står værker som First Blood (1982), Ladyhawke (1985), The Last of the Mohicans (1992), The Edge (1997) og Reign of Fire (2002). Han kender både fantasy- og eventyrgenren, samtidig med at han er mester til at fange de rigtige scener i naturen og de beskidte urbane miljøer.
Et andet af filmens helt store trumfkort er Jerry Goldsmiths score, der er så episk og tematisk at man næsten får gåsehud. Ikke nyskabende, men alligevel noget af det mest effektive action/eventyrmusik jeg længe har hørt.
I titelrollen som Fadlan er Banderas udmærket, om end han er lidt svag som actionhelt. Heldigvis er han flankeret af en række brutale medskuespillere i form af vikingerne. Specielt Vladimir Kulich i rollen som vikingernes leder Buliwuf bør fremhæves, da han med sin store krop og sin voldsomme autoritet giver alle scenerne maskulin troværdighed. Og specielt slutscenen vil for evigt gøre, at jeg vil huske Kulich.
Den gamle playboy Omar Sharif har en fin lille rolle som Fadlans mentor Melchisidek. Som skandinaver genkender man også skuespillere som Sven Wollter, den smukke Maria Bonnevie, selveste Sven-Ole Thorsen og naturligvis den navnkundige Asbjørn ”Bear” Riis.
Filmens stærkeste kort er dog den episke handling og den fede action, som er beskidt og grum. Da der gøres klar til ”the last stand” begynder de små hår at rejse sig. Og da Goldsmiths voldsomme tema lyder, er man næsten rørt til tårer. Nogen vil, måske med rette, kalde filmen patetisk og dum, men for mig bliver der trykket på alle de rigtige knapper, og filmen er i mine øjne ganske forrygende underholdning som går lige i de episke boller.
Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009
Stikord: Filmatisering, Michael Crichton, Vikinger
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…
Brætspillet, baseret på den første Alien-film, er mekanisk ret enkelt, så det er let at…
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…