Texas Chainsaw Massacre (Colin Stetson, 2022) [Mikroanmeldelse]

I langt de fleste tilfælde nyder jeg at høre et nyt filmscore; selv dem jeg ikke bryder mig synderligt om. Der er altid noget spændende ved at høre, hvordan en komponist løser en bestemt opgave, så det er ekstremt sjældent, jeg overvejer simpelthen bare at slukke.

Et voilà! Så kommer et eksempel på lige præcis det i form af Colin Stetsons helt igennem rædsomme score til den seneste film i Leatherface-sagaen, Texas Chainsaw Massacre.

På nær der afsluttende cue, der indeholder en meget attraktiv, traurig melodi, fremført på klaver, akkompagneret af nogle urovækkende effekter, er hele Stetsons score elektronisk.

Det i sig selv er der intet galt med, men musikken – hvis man vil kalde den det – er cue efter cue af rædsom atonal synthesizet larm: Skrigende, hvinende, klagende syntheffekter, kombineret med det, der lyder som elektronisk efterbehandlede brøl – om det er dyre- eller menneskelyde, ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad.

Hvordan en instruktør eller producer kan høre musik som dette og tænke “Fedt! Lige hvad min film har brug for!” ligger fuldstændig ud over min fatteevne.

Texas Chainsaw Massacre-scoret repræsenterer alt det, jeg afskyr ved meget moderne horrormusik: Elektronisk soundscape-musik tenderende mod lyddesign uden antydning af melodi, mening eller sjæl. Så undskyld mit ordvalg, men altså: Sikke noget lort.

1/6

Tracks: 1. Sunflowers (1:17), 2. Welcome to Harlow (2:24), 3. The House (1:46), 4. Taken Away (1:44), 5. Death on the Road (2:03), 6. Scars (1:45), 7. The Call (1:46), 8. The Deed (3:23), 9. For Your Life (1:18), 10. Headless (0:51), 11. The Hunter (2:20), 12. Every Last One (3:22), 13. Lament in Mirrors (1:10), 14. Call to Arms (1:30), 15. A Valiant Effort (2:38), 16. Sledgehammer (1:45), 17. Midnight Memorial (2:25), 18. Reunited (1:03), 19. Through the Floorboards (1:11), 20. To the Depths With You (1:47), 21. Sunrise (1:30), 22. Vengeance (1:28), 23. Homecoming (2:32).