Eraser

Noget ondt er ved at ske i et lille hus. En mand og en kvinde holdes fanget af nogle onde fyre. De vil dræbe dem; noget med en gangsterboss og noget med, at manden i huset har talt over sig.

Heldigvis kommer John Kruger, U.S. Marshal, og myrder skurkene og redder manden og kvinden. Men det er ikke slut dér.

Kruger har nemlig to lig med, en mand og en kvinde, og han beordrer manden og kvinden til at tage deres tøj af og putte det på ligene! For John er nemlig tilknyttet en hemmelig enhed, der hjælper vidner med at få nye identiteter, og han sletter så de gamle.

Efter denne spektakulære indledning kan filmens plot foldes ud: Lee Cullen arbejder for et våbenfirma, og hun har kontaktet FBI, fordi hendes arbejdsgivere er luskede.

De har blandt andet produceret en spektakulær railgun (et kæmpegevær, der skyder med elektromagnetisk ”ammunition”, filmens spektakulære salgselement der lugter lidt af sci-fi, men kun lidt) og Lee vil ikke være med til det.

Lee får fat i beviser og stikker af, og så er det ellers op til gode John at hjælpe hende med at få en ny identitet, så hun er i sikkerhed frem til retssagen.

Den lede korruption!

Så nemt går det dog ikke; korruptionen lurer overalt, også i Johns egen organisation, og nu er det op til John, sammen med Lee, at redde dagen, dræbe skurkene OG udstiller korruptionen, der går helt op på regeringsniveau!

Det bliver til en letbenet og meget underholdende actionfilm med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, og Arnold får fint modspil og medspil fra dygtige skuespillere som Vanessa Williams, James Coburn, Robert Pastorelli og, ikke mindst, James Caan. Klasse fornægter sig ikke.

For jer med interesse i actionfilmens skurkereservoir er der også små fine roller til Patrick Kilpatrick, der spiller The Sandman i Van Damme-baskeren Death Warrant fra 1990 og Nick Chinlund, der spiller herlige Billy Bedlam i Con Air fra 1997. Og Mark Rolston, der spillede den skønne rolle som Drake i Aliens (1986), dukker også op som skurk.

Ja, selv Sven-Ole Thorsen dukker op som skurk! Det føles så dejligt velkendt det hele, duften af en god gammel actionfilm fra tidens guldalder.

Den sidste ægte Arnold-film?

Men er Eraser rent faktisk den sidste “rigtige” Arnold-film? På mange måder, ja.

Efter Eraser kom der Arnold-film, som jeg sætter ganske stor pris på, End of Days (1999) og The 6th Day (2000) eksempelvis, men det var ikke helt det samme.

I forhold til Eraser var Arnold 48 år gammel under optagelserne. Kroppen var stadigvæk skarp. Ikke fordi alderen skal definere en actionhelt, men i forhold til Arnold, og den utopiske maskulinitet, så skete der noget i de efterfølgende år.

Bevares, Arnold havde stadigvæk en imponerende krop i de efterfølgende årtier (hvilket han også har her i 2026, hvor han nærmer sig de 80), men det var ikke det samme. I den ligning skal også indsættes, at Arnold fra 2003 til 2011 var guvernør, langt fra Hollywood bonede gulve.

Et ekko fra en ikke så fjern fortid

I Eraser fornemmer man stadigvæk den Arnold, og den type actionhelt, man mødte i Commando (1985) og i mange andre actionfilm frem til 1993.

I min fagbog Fra det første blod til den sidste actionhelt (2025) definerer jeg den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993 med First Blood (1992) og Last Action Hero (1993) som de to yderpunkter.

Det er naturligvis en definition, man skal møde med både skepsis og forbehold, men den kan være fin i forhold til at forstå genrens udvikling og afvikling, for at sætte det på spidsen.

Eraser kunne på mange måder godt være lavet i slutningen af 1980’erne eller starten af 1990’erne, og derfor fremstår den mere som et behageligt ekko fra fortiden end som en anakronisme.

På mange måder kunne Arnolds karakter, John Kruger, være en ældre udgave af Arnolds karakter John Matrix fra netop Commando. I indledningen til Eraser og i en scene lige før, at Kruger gør sig klar til angreb, kommer der montagesekvenser, der ligner den legendariske montagesekvens fra Commando, hvor John Matrix lige er kommet frem til skurkenes ø. Det er nok ikke helt tilfældigt. Og det fungerer skønt!

Filmens fotograf er for øvrigt selveste Adam Greenberg (1937-2005), der også stod bag kameraet på to andre legendariske Arnold-film, nemlig The Terminator (1984) og Terminator 2: Judgment Day (1991), så han vidste om nogen, hvordan Arnolds imponerende krop skulle frames! Efterfølgende var Greenberg også fotograf på de to Arnold-film Junior (1994) og Collateral Damage (2002).

Et helt centralt element i actiongenren, og i etableringen af actionhelten, er måden, helten omtales på. Den seje ensomme ulv, som kan mere end de fleste. Den omtale snydes vi heller ikke for i Eraser, hvor John Kruger omtales på følgende måde:

“Who, him? Well, he thinks he’s the best guy in the game. I think he’s right. Try not to piss him off, okay?”

Elsker vi ikke netop den slags?

De lækre one-liners

Noget andet vi (eller mig i hvert fald) elsker, er one-liners. Det er naturligvis ikke noget, der kun tilhører perioden fra 1982-1993, men dengang var de ekstra gode til det i actionfilm.

Det får vi også til i overflod i Eraser. Både de korte og præcise, som da John Kruger skyder en alligator, hvorefter han siger “You’re luggage!”, og da en gruppe skurke køres ned, og dræbes, af et tog, hvorefter Kruger siger “They caught a train” til personen, der spørger, hvad der skete med skurkene.

Der er også de lidt længere som her, hvor en skurk siger følgende, da John har kastet en lille kniv i armen på skurken:

“John, I can’t believe you nailed me with this cheap piece of mail-order shit!”

Det er skønt.

Derudover får vi en håndfuld meget, meget imponerende actionsekvenser, hvor de to bedste er scenen i flyet (og flugten fra flyet) og scenen, hvor John Kruger går amok med en kæmpe railgun i hver arm. Mums.

Charles Raymond Russell

Filmens instruktør Charles Raymond Russell, der desværre døde den 22. juli i år, sagde i forbindelse med filmens 30-års jubilæum, 21. juni 2026, altså en måned før sin død, følgende i et interview:

“I needed 3 big action scenes to live up to Arnold’s work at the time. It was really the apex of his 90s stuff. The studio specifically said, ‘We want one more $100 million Arnold hit.’ I said, ‘Fine. The pressure’s on. Let’s do it!’” (Courtney Howard i Fresh Fiction 16. juni 2026).

Og man må sige, at han lykkedes med den del! En flot svanesang for Arnolds store impact på actiongenren, både kommercielt og indholdsmæssigt.

Eraser, der havde et flot budget på 100 millioner dollars, omsatte for omkring 250 millioner dollars i biograferne og, som en lille detalje, var Eraser en af de første titler, som Warner Brothers lancerede på det dengang nye DVD-format.

Denne anmeldelse er baseret på et herligt gensyn med den nye 4K-udgivelse, hvor filmen står flot og “gammeldags”, uden alt det CGI-optimering, som desværre præger mange 4K-udgivelser, se eksempelvis den jammerlige udgave af skønne True Lies (1994).

Russell var en habil instruktør, der debuterede som instruktør med Freddy-filmen A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors i 1987, og han fulgte succesen op året efter med det fine remake af The Blob fra 1988. Derudover er han mest kendt for megahittet The Mask fra 1994, der banede vejen for denne store Arnold-produktion, som Eraser er.

Efter Eraser blev Russells næste opgave den rædderlige Bless the Child (2000) som ikke blev nogen succes. Derefter gik det desværre solidt ned ad bakke for Russell.

Musikken til Eraser kræver lige et ekstra fokus. Det er den dygtige amerikanske komponist Alan Silvestri, der står bag filmens score.

I actionfilmsammenhæng var han på det tidspunkt ikke noget ubeskrevet blad. Silvestri stod for musikken til actionklassikere som The Delta Force (1986), Predator (1987) og et af mine favorittemaer, det fra Back to the Future (1985), kommer også fra Silvestris skønne hjerne – sammen med et utal af andre fremragende scores til fremragende film.

Genbrug i Silvestri-land

Men i denne sammenhæng skal det lige handle om Silvestris score til Judge Dredd fra 1995, den skønne kulørte sag med Sylvester Stallone.

På det score afløste Silvestri selveste Jerry Goldsmith, der selv havde afløst David Arnold! Så Silvestri var en travl herre i 1995/1995, hvor han stod for musikken til de to actionkonger, Sly og Arnolds, film.

Og der er tale om lidt genbrug i scoret til Eraser; et score der ellers fungerer fornemt som actionmusik. Uden at det skal blive for nørdet (det håndterer Mogens så smukt her på stedet i forhold til scores), så bør man lytte til cuet “Need a Lift”, fra ca. 1:20 og frem, og så kan man høre, HVOR meget det minder om temaet fra Judge Dredd. Det er ret vildt.

Der er andre eksempler på genbrug af musik igennem filmhistorien; her bliver det bare ekstra sjovt, da der netop er stort set den samme musik (i små bidder) til en Stallone-film OG til en Arnold-film!

Effektiv actionfilm som i de gode gamle dage

Alt i alt er Eraser en velfungerende, morsom og underholdende actionfilm, hverken mere eller mindre, med plothuller så store som Arnolds muskler, men det gør ikke det store, når musikken spiller.

En film, der her i 2026 netop fejrer 30-års jubilæum, og uden at jeg skal lyde som en reaktionær gammel nostalgiker, så savner jeg film som netop Eraser.

Anmeldt i nr. 252 | 13/11/2026