Stranger Than Truth

Stephan Michael Sechis vanvittige tabloid-spil PANDEMONIUM! fra 1993 blev et afsindigt kommercielt flop, hvilket utvivlsomt ramte Sechi hårdt. Han havde været en ægte gulddreng tilbage i 80’erne med sit lille firma Bard Games, der stod bag nogle af de første systemløse sourcebooks, der overhovedet blev produceret.

Sechis hovedværk var dog Talislanta, og det er ganske påfaldende, at han efter nederlaget med PANDEMONIUM! stort set trak sig ud af spilbranchen for kun at arbejde som konsulent for de små firmaer, der forsøgte sig med at holde liv i Talislanta-spillet.

Et af de værst sælgende spil nogensinde

Det selskab som Sechi stablede på benene for at producere PANDEMONIUM!, hed M.I.B. Productions, men selve distributionen af spillet skete gennem Atlas Games. Da det gik helt galt med Sechis nye spil, var det derfor også Atlas Games, der fik den tvivlsomme ære af at overtage dødsboet efter M.I.B. Productions.

Før det hele lyder som den rene jammerdal, er det vigtigt at slå fast, som det også fremgår af vores PANDEMONIUM!-anmeldelse her på Planet Pulp, at Sechis spil rent faktisk er ganske, ganske godt. Det kunne være blevet et kæmpehit i stil med Paranoia (1984) eller andre af de mere letbenede rollespil. Det skete bare ikke – hvorfor, er et godt spørgsmål, men faktum er, at man på nettet flere steder har døbt PANDEMONIUM! som “the worst selling game ever”. Det er næppe helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

Stephan Michael Sechi stod stort set helt alene med arbejdet på PANDEMONIUM!, men han fik hjælp fra de nye kontakter, han havde mødt gennem Jonathan Tweet, mens de samarbejdede på udgivelsen af Talislantas tredje udgave (1992), som de skrev for Wizards of the Coast. Gennem Tweet blev Sechi introduceret til holdet bag Atlas Games, og på den måde kom den vordende RPG-stjerne Robin D. Laws også til at bidrage med nogle småting til PANDEMONIUM!

Solgte lige så dårligt som grundbogen

Så langt så godt. PANDEMONIUM! solgte som sagt slet ikke, og Sechi sendte spillet videre til Atlas Games. Her så man spillets kvaliteter, og derfor besluttede chefen bag Atlas Games, John Nephew, at de skulle producere en scenariesamling der måske kunne genoplive spillet.

Sechi selv ville ikke have noget med dette at gøre, så det blev i stedet Robin D. Laws, der blev hovedmanden bag den nye udgivelse. Resultatet af dette er Stranger Than Truth, en forrygende samling scenarier, der viser hvorfor PANDEMONIUM! er et så glimrende spil, og samtidig understreger Laws’ talent som effektiv skribent.

Stranger Than Truth så dagens lys i 1994, men på trods af bogens mange kvaliteter solgte den mindst lige så dårligt, som grundbogen havde gjort. Det fik den betydning, at der aldrig er udkommet mere til spillet, og PANDEMONIUM! døde således efter blot to års levetid.

Solidt materiale fra tre bidragsydere

Robin D. Laws stod ikke helt alene bag arbejdet med Stranger Than Truth. John Tynes, som vi ellers kender som manden, der skabte Cthulhu-selskabet Pagan Publishing, skrev et scenarie til bogen. En tredje bidragsyder var den knap så kendte Robin Heinsoo, der især har skrevet materiale til Jonathan Tweets Over the Edge (1992).

Fælles for alle tre bidragsydere er det, at de generelt har leveret solidt materiale, og det betyder også, at bundniveauet i Stranger Than Truth er utrolig højt. Selve scenariesamlingen er ikke synderligt omfattende; 80 sider i alt, hvortil der kommer en række færdiglavede karakterer, lavet af Laws. Der er ikke nogen sammenhæng mellem bogens seks scenarier, men de viser spændvidden i PANDEMONIUM!‘s univers og udgør på den måde en fascinerende helhed.

Bigfoot, nazister og mere til

Første scenarie er skrevet af Laws, og hedder Sasquatch Snatches Starlet! Spilpersonerne bliver her udsendt for at dække en lille filmfestival i Rocky Mountains. De er blevet opfordret til at finde noget snavs om de stjerner, der måtte dukke op på festivalen, men mere skulle der sådan set heller ikke være i den opgave.

Så simpel er PANDEMONIUM!‘s verden imidlertid ikke indrettet, og en Bigfoot snupper da også festivalens unge, smukke diva. Nu må spilpersonerne forsøge at redde hende, for det kunne give dem et vigtigt scoop. Laws formår her, med få, præcise beskrivelser, at udmale den sølle stemning på filmfestivalen, og scenariet vil helt sikkert være et hit.

Det samme gør sig gældende for det næste scenarie, der ligeledes er skrevet af Laws. Titlen er Rainforest Nazi Crunch, og her bliver spilpersonerne sendt til Amazonas for at finde en journalist, der er blevet skør. Scenariet er en slet skjult reference til Joseph Conrads Heart of Darkness (1902), uden at der dog ligger det mindste prætentiøse i dette. Det er handlingen ganske enkelt for vanvittig til.

I scenariet må spilspersonerne konfrontere en bande økoflippere og en gruppe nazier, der vil generobre verden med deres ariske iskager, som bliver produceret dybt inde i regnskoven. Jeps, det lyder tåbeligt, og det er det naturligvis også, men historien fungerer, plottet hænger sammen og settingen står knivskarp frem.

Satanisme, vampyrer og dæmoner i øllet

Tredje scenarie er skrevet af Robin Heinsoo og hedder The Damnation Army. Det grundlæggende plot drejer sig om en satanisk sekt, en vampyr og meget andet godt. Handlingen udspiller sig i Canada, og det benytter Heinsoo til en række kritiske USA-bemærkninger, som Michael Moore ikke kunne lave bedre. Heinsoo driver måske den politiske agenda en smule for vidt, men på den anden side er det forfriskende at se den slags i et rollespilsprodukt.

The Damnation Army er imidlertid en del svagere end Laws’ to første bidrag. Det skyldes primært, at plottet i Heinsoos scenarie er lidt mudret og slet ikke så mundret som det, vi kender fra Laws. Scenariet er således nok det svageste i bogen, men det siger rent faktisk ikke så meget, for det er stadig et solidt produkt. Handlingen kan sagtens bruges, og fungerer særdeles godt.

Shriners Go Nuts! er det næste scenarie, og det er atter skrevet af Laws. Her er han tilbage i topform med en sindssyg historie om en dæmon, der har besat ejeren af et lokalt bryggeri, som nu fremstiller øl med små djævle i. Det har ført til massebesættelse af en hel loge, som spilpersonerne skal opsøge og interviewe. Det kommer der en del ting og sager ud af, og navnlig hvis de forgriber sig på de gratis øl, der figurerer så mange af i denne historie.

Seriemorder og metahistorie

The Long, Long Grudge er det sidste af bogens scenarier, som Robin D. Laws har skrevet, og det skiller sig markant ud fra hans tidligere bidrag. Her er det nemlig en seriemorder, der er på spil, og han har udset sig en af spilpersonerne som sit næste offer. Morderen dræber folk, der i et tidligere liv har været et eller andet, som den spilperson, han udvælger sig også har været, men det vil helt sikkert tage noget tid før spillerne regner det ud. Spilpersonerne er dermed ikke jægerne men de jagede, og det er jo sikkert noget, som vil komme bag på dem.

Det sidste scenarie i bogen, Conspiracon III, er skrevet af Tynes, og her bevæger han sig ind i noget, der tangerer en form for metahistorie. Handlingen udspiller sig på en konference for konspirationsteorier, og naturligvis er det spilpersonernes opgave at dække denne betydningsfulde begivenhed.

Det kommer der en hel del kaos ud af, men spørgsmålet er, hvad det er for mystiske ting og sager, der forgår på stedet – for ligegyldigt hvem spilpersonerne spørger, har alle deres helt specielle udlægning af situationen! Tynes’ scenarie er næsten for meget af det gode – det er sjovt, men han bruger nok for meget krudt på én historie, og scenariet fremstår derfor ikke nær så stærkt, som de fire bidrag Robin D. Laws har skrevet.

Underholdende

Alt i alt er det seks meget gode historier, man finder i Stranger Than Truth. Fælles for dem alle er et klart plot og en skarpt defineret setting, der gør scenarierne lettilgængelige. Samtidig er de alle skrevet med et vid og en nerve, der gør det svært ikke at blive inspireret af dem. Humoren er tilpas underspillet i alle de seks bidrag, og gør man det samme som spilleder, har man nogle stærke kort på hånden.

Historierne er ganske enkelt forbistret underholdende, og de egner sig perfekt til one shots. Det er oplagte historier at fyre af en fredag aften, eller som afbræk i den gode gamle fantasykampagne. Tilmed kan man ganske smertefrit overføre scenarierne til Over the Edge uden at spekulere synderligt over regler og setting. Forskellen mellem PANDEMONIUM! og Over the Edge er til at overse, og det betyder, at Stranger Than Truth med lethed kan opfattes som et ekstra supplement til Tweets fabelagtige spil.

Præcis som selve PANDEMONIUM!-grundbogen kan man købe Stranger Than Truth for stort set ingen penge. Scenariesamlingen ligger typisk til 5-10 kr, og med den pris er det tåbeligt ikke at købe det. Det er sjældent, man finder så mange gode scenarier klemt ned i ét supplement, og selv hvis man ikke skulle være i besiddelse af grundbogen, er samlingen værd at købe.

Scenarierne kan sagtens læses og køres uden kendskab til systemet, for det fylder i forvejen uendeligt lidt i PANDEMONIUM! Gør dig selv den tjeneste at købe Stranger Than Truth når du ser det næste gang, for du finder meget lidt andet med så mange kvaliteter til så få penge!

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007