Star Trek IV: The Voyage Home

Den fjerde Star Trek-film med holdet fra den oprindelige serie fik premiere i 1986, blot to år efter The Search for Spock. Den fjerde film var da også allerede på tegnebrættet, inden The Search for Spock fik premiere, og endnu engang var det Leonard Nimoy, der fik lov til at sætte sig i instruktørstolen.

Nimoy og manuskriptforfatter/producer Harve Bennett valgte, at den fjerde film skulle være en lettere sag end de alvorsfulde forgængere, og valget faldt på en tidsrejsehistorie. Udviklingen af manuskriptet var imidlertid ingen let sag, og adskillige forfattere var inde over projektet.

Sent i forløbet blev Nicholas Meyer, der havde instrueret The Wrath of Khan (1982), bragt ombord, og det endelige manus blev udarbejdet af Bennett og Meyer, der dog bibeholdt visse elementer fra nogle af manuskriptets tidligere udgaver. Af samme grund er hele fire manuskriptforfattere krediteret.

At bringe Meyer ombord var ingen dårlig idé. Ikke bare havde han instrueret (og været ukrediteret medforfatter på) den indtil da bedste Star Trek-film; han havde også erfaring med tidsrejsehistorier, da han i 1979 stod bag filmatiseringen af Karl Alexanders roman Time after Time, der også udkom i 1979.

Til trods for de mange kokke, endte The Voyage Home med at blive en ganske helstøbt film. Om man så kan lide den eller ej er en anden sag.

Tidsrejse efter hvaler

Handlingen tager sin begyndelse kort efter afslutningen af The Search for Spock. Kirk og de andre besætningsmedlemmer fra Enterprise befinder sig stadig på Vulcan, men beslutter sig for at rejse tilbage til Jorden og tage konsekvensen af deres handlinger. De flyver i øvrigt stadigt rundt i den Klingon Bird of Prey, de satte sig i besiddelse af i slutningen af The Search for Spock.

De når dog aldrig tilbage til Jorden, for i mellemtiden har en sonde fra en ukendt civilisation også sat kurs mod Jorden. Sonden udsender et besynderligt signal, som Starfleet ikke kan afkode og derfor heller ikke besvare. Vel ankommet begynder sonden at lave ravage med Jordens oceaner og atmosfære. Vores kære blå planet er altså godt og grundigt på spanden.

Undervejs mod Jorden lykkes det Spock at afkode sondens signal, der viser sig at bestå af hvalsang – mere specifikt hvalsang fra pukkelhvaler. Imidlertid er pukkelhvalerne uddøde i det 24. århundrede, og det kan derfor ikke lade sig gøre at besvare sonden.

Derfor udtænker Kirk en plan: De må rejse tilbage i tiden, hente en pukkelhval og bringe den frem i tiden, så sonden kan få et svar – og forhåbentligt lade Jorden være i fred.

Vel ankommet til San Francisco anno 1986 bliver Kirk og kompagni viklet ind i en række mere eller mindre humoristiske situationer, da de både skal lokalisere en pukkelhval, finde en måde at reparere deres Warp-drive på og ombygge et lastrum til et kæmpe akvarium.

Balancerer på en knivsæg

Efter den selvhøjtidelige The Search for Spock markerer The Voyage Home et markant tonalt skift. Selvom baggrunden for tidsrejsen naturligvis er alvorlig nok, udspiller størstedelen af filmen sig som en komedie, hvor hovedparten af humoren genereres i mødet mellem hovedpersonerne og de besynderlige skikke i det 20. århundrede.

Det fører både gode og mindre gode scener med sig, og The Voyage Home balancerer konstant på en knivsæg mellem det regulært sjove og det pinlige. For det meste lykkes det dog at hale grinene i land med skindet på næsen – scenen med Kirk og Spock ombord på en bybus er kostelig, og det samme er Chekov, der med sin tykke russiske accent render rundt i San Fransisco og spørger, hvor han kan finde ”nuclear wessels” (udtalt med tykt dobbelt-v).

Plat plot

Mindre velfungerende er romancen mellem Kirk og filmens kvindelige hovedperson, marinbiologen Gillian (Catherine Hicks), der danner bindeleddet mellem vores hovedpersoner og så de to hvaler, det i sidste ende lykkes for Kirk og co. at få med tilbage til fremtiden.

Samme romance danner også rammen om filmens budskab, der, uanset at den er vedkommende og lige så relevant i dag som dengang, ikke undgår også at blive kvalmt moraliserende. Således må Kirk og resten af vores mere oplyste hovedpersoner mod slutningen af filmen redde de to hvaler fra nogle stygge hvalfangere, der dog hurtigt pakker deres sydfrugter, da Kirk uncloaker rumskibet lige foran snuden på hvalfangerne.

The Voyage Home har ”GREENPEACE” stemplet på sig med store typer, og selvom budskabet som sagt stadig er relevant, er det et usædvanlig klodset og – lad os være ærlige – plat plot.

Legende ånd

Men man kan hele vejen igennem filmen mærke, at alle de medvirkende har haft det enormt sjovt! Hvor nogle af castmedlemmerne angiveligt skulle have haft det lidt svært med at affinde sig med Nimoy som instruktør på The Search for Spock, virker det som om, The Voyage Home er lavet i en helt anderledes afslappet og legende ånd.

Manuskriptet spiller også fint op til den velfungerende komiske timing, der eksisterer mellem Shatner og Nimoy, og som mange af filmene udnytter på glimrende vis. Her får de lov til at lege med hele vejen og skal ikke pakke humoren alt for langt væk på noget tidspunkt. Og man kommer ikke udenom, at Shatner er bedre med et glimt i øjet end han er som dybfølt alvorlig skuespiller.

På trods af at filmens budskab er ganske alvorligt ment, er det på den måde pakket ind i en solid dosis selvudslettende humor, og det er velsagtens også derfor Nimoy, Bennett og Meyer slipper af sted med det hele. Havde budskabet været pakket ind i de samme alvorstunge miner som The Search for Spock, kunne The Voyage Home være endt som en katastrofe af episke dimensioner. Det sker heldigvis ikke.

Plat, over the top og uhyre underholdende

The Voyage Home vil aldrig blive min favoritfilm i Star Trek-serien, dertil er den simpelthen for fjollet, men jeg kan godt forstå, hvorfor den blev et langt større hit end The Search for Spock.

For mig er filmen Star Trek-seriens svar på Bond-seriens Moonraker (1979) – plat og over the top, men alligevel uhyre underholdende.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 4’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek, Tidsrejser