Splinter

Toby Wilkins monsterfilm Splinter (2009) vandt hele seks priser på Screamfest – den største gyserfilmfestival i USA. Den vandt for bedste film, bedste instruktion, bedste effekter, bedste makeup, bedste klip og bedste musik. Flot klaret af en debutant, som startede i filmbranchen med at lave visuelle effekter og titelsekvenser til film som Red Dragon (2002) og The Manchurian Candidate (2004).

Wilkins arbejder i dag stadigvæk med horrorgenren og har efter Splinter lavet The Grudge 3 (2009) og tv-serien Teen Wolf (2011), der er baseret på Michael J. Fox-filmen af samme navn fra 1985.

Fire mennesker og en parasit

Kæresteparret Polly (Jill Wagner) og Seth (Costanzo) tager på en romantisk bilferie ude i naturen. Men deres hyggetur bliver voldsomt afbrudt af den kriminelle småforbryder Dennis (Shea Whigham) og hans kæreste Lacey (Kerbs), der tager dem som gidsler til den mexicanske grænse.

Da de stopper for at få benzin ved en tankstation, opdager de noget skrækindjagende: En blodtørstig parasit, der kryber ind i folks kroppe for at forvandle dem til noget væmmeligt. De fire må sande, at de må arbejde sammen, hvis de vil overleve…

Gammeldags body horror

Det flotte dvd-cover til Splinter er meget cool og giver splatterfilmfans gode forventninger om en god gammeldags body horrorfilm a la John Carpenters The Thing (1982). For ligesom Carpenters klassiker forgår Splinter på ét sted og udnytter lokaliteten på glimrende, klaustrofobisk vis.

Taget i betragtning af, at filmen er indspillet på et begrænset budget, er de blodige effekter godt lavet. Det ser vitterligt sygt ud, når parasitten angriber nogens krop på den måde, som dvd-coveret antyder. Godt at se, at nogle stadigvæk laver den slags effekter på den praktiske måde i dag.

Skuespillet er generelt fint. Filmens bedste skuespiller er Shea Whigham som forbryderen Dennis. Han formår at give den forholdsvis tynde figur både noget badass-attitude og sårbarhed, når historien kræver det. Whigham kan man i øvrigt opleve i den Martin Scorsese-producerede tv-serie Boardwalk Empire (2010-). Som kæresteparret er Jill Wagner og Paulo Costanzo en smule kedelige. Men at se sådan en nørdet fyr have en lækker babe som kæreste giver sgu’ andre nørder noget håb!

Fin monsterfilm – men ikke nogen klassiker

At Splinter ikke er særlig lang, tjener absolut til filmens fordel. Det hele er stramt udført og er ret underholdende i perioder. Selvom filmen er okay, så er det næppe én, der bliver en kultklassiker med tiden.

Grunden til det er, at filmen er endnu en i en lang stribe af nyere horrorfilm, som virker som en hyldest til de klassiske horrorfilm fra 80’erne. Vi lever trods alt i det 21. århundrede. Med de rædsler, vi oplever i disse tider, var det så ikke på tide at se folk lave horrorfilm om dem?

Splinter er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 88 | 13/02/2013