Planet Pulp

Mja, lidt kan det vel godt. En historie med lidt mere kød på ville have hjulpet. Men hvis man skal nøjes, så er der her lagt op til 75 minutters sjov og ballade. En skam at filmen så varer 100 minutter.

For ja, filmen er lidt for lang. Den kunne med stor fordel have været skåret lidt skarpere og have afviklet plottet mere stramt, men det er slet ikke skidt. Der er rigtigt meget at glæde sig over. Ikke mindst valget af fortælleform.

Filmen bryder den fjerde væg og taler til publikum – lidt på samme måde som vi ser i Deadpool, men hovedrolleindehaveren Macarena Gómez, der spiller den smækre, men dødsensfarlige Bárbara er dog knap så effektiv i sin eksekvering, som Ryan Reynolds i hans ikoniske rolle som den forbrændte antihelt.

Seriemorder på en skole

Manden bag manuskriptet, Paco Cabezas, er nok mere kendt som instruktør, hvor han i den grad har en forkærlighed for tv-serier med hang til det mere bloddryppende – hans CV indbefatter således tv-serier som The Strain, Fear the Walking Dead, American Gods og Penny Dreadful.

Men her har han formået at skrue en fin fortælling sammen om en seriemorder på en skole. Det lyder måske meget bekendt, men Paco har lidt ekstra med i ærmet.

En stor del af filmen fortælles som et flashback fortalt af Bárbara. Hun er en ung og smuk studerende, som bare lige har den sjove fritidsfornøjelse, at hun elsker at slå folk ihjel. Og gerne ret voldsomt.

Og det er netop i forbindelse med et af hendes mord, at hun stopper op og fortæller sin historie til det stakkels offer, mens han ligger spiddet til sin bil med en saks gennem håndfladen.

Skolen mister elever – og det hurtigt. Bárbara myrder sine skolekammerater og lærere i et tempo, hvor man næsten ikke kan følge med. Det gør også politiet forpustet. Og da deres retstekniker er blandt de døde, må de ty til hjælp fra to lægestuderende.

Forskning i afdøde

Hvad de ikke ved er, at de to lægestuderende selv har gang i deres egen forskning. Nemlig en metode hvorved man kan afspille en afdøds sidste oplevelser på en skærm. Og det kan jo vise sig meget anvendeligt, når man skal opklare et mord.

Skæbnen vil så, at Bárbara bliver kæreste med en af de to lægestuderende. Og det gør tingene lidt mere vanskelige. For hvad sker der, hvis de tester et af Bárbaras ofre i deres nye maskine?

Heldigvis er de dødes hjerner ikke helt sådan ligetil at få til at makke ret, så Bárbaras hemmelighed er i sikkerhed… eller er den? For her sker der nemlig noget mystisk.

Maskinen, der skulle gengive de afdødes sidste oplevelser, har nemlig en sideeffekt. Den vækker de døde til live igen. Og de er ikke glade. Slet ikke for Bárbara. Og nu er det pludselig op til Bárbaras nye kæreste at forhindre de afdøde i at slå Bárbara ihjel, i takt med at det går op for ham, at Bárbaras fritidssysler ikke kun handler om makeup og fester.

For lang, men ikke kedelig

Filmen er som nævnt for lang. Historien kan ikke bære 100 minutter, men den er ikke kedelig. Og er man glad for blodige og opfindsomme mord, så er der noget at hente.

Som en lille ekstra gevinst for os danskere, så har det danske band Aqua en lille rolle i filmen – eller rettere deres musik. For kæmpehittet “Barbie Girl” bliver brugt flittigt – både i den originale udgave og i en cover-version.

Hovedrolleindehaveren kender du måske fra Lovecraft-filmen Dagon fra 2001, hvor hun spiller kvinden med de mange tentakler, eller fra den ganske glimrende heksefilm Witching and Bitchingf ra 2013.

Derudover er det småt med medvirkende, der er kendt fra engelsksprogede film. Og dog – Juan Carlos Vellido er måske en undtagelse. Han har blandt andet nogle fine biroller i et par Pirates of the Caribbean-film.

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019

Stikord: Spanien