Scream for me Aalborg! Iron Maiden live i Aalborg Gigantium 9/11 2006 (A Matter of Life and Death Tour 2006)

Det var 8500 meget forventningsfulde Iron Maiden-fans, der torsdag den 9. november havde sat hinanden stævne i Aalborgs Gigantium arena. Det var Iron Maidens åbningskoncert på den nye Europaturne, så alle havde sat næsen op efter noget særligt.

Bring Your Daughter to the Slaughter

Et par dage inden koncerten var det blevet annonceret at Steve Harris’ datter Lauren skulle tage sig af opvarmningen. Lad det være sagt med det samme: Lauren Harris lever ret højt på at være sin fars datter. Det var ganske enkelt ikke noget at skrive hjem om. Lauren Harris er en pæn pige, der spiller totalt uinteressant røvballemetal, mens hun svanser rundt på scenen iført meget stramme og lavtaljede læderbukser. Publikum kvitterede da også for oplevelsen ved at synge “Bring Your Daughter to the Slaughter”, men stemningen i hallen fejlede stadig ikke noget.

Energi og vilje til at underholde

Endelig gik Iron Maiden på, og menneskemængden eksploderede. Åbningsnummeret “Different World”, der også åbner bandets nyeste plade A Matter of Life and Death (2006) fortsatte direkte over i “These Colours Don’t Run”, der også kommer fra den nye plade. Det var virkelig et fokuseret og energisk Iron Maiden, der gik på scenen. Koncentrationen og spilleglæden lyste ud af bandet, der stadig ejer evnen til at komme ud over en scenekant på en hel særlig måde.

I løbet af koncertens første to numre var Steve Harris kommet hele scenen rundt, og havde modtaget publikums vilde hyldest. Bruce Dickinson var dog hele vejen igennem centrum for publikums opmærksomhed, selvom han også engang imellem trak sig lidt tilbage under guitarsoloerne. Man kunne virkelig se, at det var en Bruce i hopla, især når taget på Gigantium var ved at lette over publikums råb efter hver eneste gang han råbte sit kampråb: “Scream for me Aalborg”.

Men det er også værd at bemærke hele bandets energi og vilje til at underholde. Selv om det er Steve og Bruce, der trækker læsset, hører Jannick Gers jongleren med guitaren, Adrian Smiths machoattitude og Dave Murrays rolige smil og stilfærdige dansetrin på scenekanten med til oplevelsen af Iron Maiden. Og hvem vil undvære Nicko McBrains vanvittige ansigtsudtryk, når han en gang i mellem dukker frem bag det enorme trommesæt?

Øresønderrivende jubel

Sceneopbygningen fulgte krigstemaet fra coveret til A Matter of Life and Death. Der var således masser af sløringsnet og sandsække over hele scenen, der mest af alt mindede om en skyttegrav. Rigtig fedt. Fire numre inde i koncerten hilste Bruce det ekstatiske publikum velkommen, og til øresønderrivende jubel kunne han fortælle, at det var her i Europa, bandet følte sig på hjemmebane.

Til samme jubel annoncerede han, at bandet havde tænkt sig at spille hele A Matter of Life and Death-albummet som en hyldest til alle dem, der havde købt det. Og det var virkelig et overbevisende Iron Maiden, der førte publikum gennem en tour de force-opførelse af pladen fra ende til anden. Især skal jeg fremhæve de lange og komplicerede “The Longest Day”, “The Reincarnation of Benjamin Breeg” og “For the Greater Good of God” som tre af sættets stærkeste.

Stemningen blandt publikum fik en ekstra tand i vejret da bandet efter opførslen af A Matter of Life and Death satte i med nyklassikeren “Fear of the Dark”. Det var det, vi havde ventet på. Derfor var det også en skuffelse, at Iron Maiden kun spillede fem af de gamle numre. Man troede ikke på det, da de ikke kom på scenen igen efter sidste ekstranummer “Hallowed be Thy Name”.

Lidt skuffende sætliste

Godt to timers koncert blev det til. Ikke dårligt for et band med en gennemsnitsalder på omkring 50 år, der i den grad giver sig fuldt ud på scenen. Iron Maiden er stadig et liveband i verdensklasse. Selvfølgelig kan man godt høre at Bruces stemme ikke er, hvad den har været, og forståeligt nok gider Iron Maiden ikke længere spille maratonkoncerter. Derfor er det så meget mere uforståeligt, at de bruger det meste af koncerten på at spille hele det nye album.

Bevares, A Matter of Life and Death er et klassealbum, der fortjener ros, og som de med rette kan være stolte af, og selvfølgelig skal de spille numre fra det, men hele albummet? Med så fornemt et bagkatalog som Iron Maiden har i bagagen, burde de have spillet nogle flere af de gamle numre.

Til trods for den lidt skuffende sætliste har de fleste publikummer nok alligevel fået en stor oplevelse. Personligt ville jeg ikke have undværet denne koncert, og glæder mig i stedet over, at Iron Maiden trods alt ikke har mistet hverken gejsten eller evnen til at henføre publikum, selvom de burde have spillet bare lidt flere af de gamle numre.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006