Rubber

Den franske multikunstner Quentin Dupieux er en sand original. Han er kendt under kunstnernavnet Mr. Oizo og laver elektronisk musik og arbejder også som DJ. Han har udgivet albums som Analog Worms Attack (1999) og Lambs Anger (2008).

Udover musikken har Dupieux også prøvet kræfter med filmmediet. Hans debutfilm som spillefilmsinstruktør var Steak (2007), en syret komedie, der delte filmanmelderfolket i to, og det samme gjorde Rubber (2010), da den blev vist i Cannes for nogle år siden.

Et dræberdæk er løs!

Et sted ude i den californiske ørken vågner et dæk op! Det ruller af sted og myrder løs ved hjælp af sine psykokinetiske kræfter! Snart har dækket skabt kaos, og politiet må gribe ind for at stoppe den usædvanlige morder.

Historien i Rubber bliver endnu mere bizar, idet det surrealistiske kaos bliver fulgt af en flok mennesker, der kommer med kommentarer på, hvad der sker undervejs i filmen.

En bizar blanding af splat, humor og metafilm

Rubber er en af den slags film, man ikke skal vide for meget om på forhånd – man skal bare opleve den. Plottet er så langt ud på en charmerende måde, og den formår at blande 80’er-splatterfilm, humor og metafilm i en besynderlig pærevælling, som jeg aldrig har set før. Dog har metafilmdelen af Rubber en tendens til at fylde for meget og er med til at skabe ujævnheder i filmens flow. Det gør filmen unødvendig lang i spyttet.

Alle skuespillerne er tydeligvis med på ideén med Rubber, og man får indtryk af, at de har moret sig over at medvirke i sådan en mærkelig film. Især er Stephen Spinella fin form i sin rolle som en mærkelig politimand, der har travlt med at fortælle folk omkring sig, at intet i filmen er virkeligt. Han hører så afgjort hjemme i en David Lynch-film. Filmens usædvanlige hovedperson tager dog for det meste ens opmærksomhed. Bare det at se det rulle af sted i de smukke ørkenlandskaber er en fryd for øjnene.

Quentin Dupieux har sans for brug af billeder og musik. Rubber, der er filmet digitalt af ham selv, har en æstetik, der minder mig om musikvideoer (f.eks. dem af Spike Jonze), der har en filmisk kvalitet. Selv har Dupieux også lavet filmens sære og iørefaldende musik sammen med Gaspard Augé.

En film med kultfilmpotentiale

Som film har Rubber mulighed for at blive en kultfilmsklassiker indenfor for de næste par år. Nogen perfekt film er den ikke, men til gengæld vinder Rubber point for sin skæve originalitet. Jeg glemmer den ikke lige foreløbigt.

Rubber er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Metalag, Splat