Rovdrift

Et problem man har som dansk gyserfan er, at de store produktionsselskaber i landet ikke tør røre ved gysergenren, da den er kendt for ikke at resultere i det helt store. Nogle af de større danske gysere de seneste 15 år har været Nattevagten (1994), Midsommer (2003) og Kollegiet (2007). Jeg fandt selv Nattevagten ganske underholdende og til tider særdeles uhyggelig, og Kollegiet var ikke et fuldstændig spild af tid – men det er vist også, hvad man kan sige af positive ting om dansk gys.

Det er synd og skam, da der findes mange filmfolk, der gerne vil arbejde i gysergenren, men må nøjes med små budgetter pga. produktionsselskabernes frygt for at miste alt for store summer på en ”tvivlsom” genre.

Derfor ser man sjældent nye danske gysere på DVD i forretningerne, da de er holdt til undergrunden og ikke ofte distribueres til den bredere befolkning. Det er virkelig bittert, når man ser på vores nabolande og deres produktioner af gysere, der har fået skabt sig noget omtale og ikke bare bliver behandlet som ulødigt affald.

Det varmer derfor enormt meget at se danske Emil Ishiis film Rovdrift (2009) finde vej til DVD-markedet igennem Another World Entertainment. Men resultatet er ikke helt så godt, som man kunne have håbet på, for Ishiis film er skudt på et lille budget og det kan desværre tydelig mærkes på det færdige resultat.

En rigtig dårlig dag

Laura (Camilla Metelmann) er bartender, og har haft en rigtig dårlig dag. Efter hun har haft en diskussion med sin alkoholiserede mor over telefonen, forsøger en gæst at voldtage hende på hendes arbejdsplads. Men dagen er slet ikke slut for stakkels Laura. Nej – det begynder først rigtig at gå ned ad bakke, da hun sætter sig ind i en taxa.

Taxachaufføren (Kim Sønderholm – der med tiden har slået sit navn fast i det danske undergrundsmiljø) viser sig nemlig at være skingrende sindssyg. Så i stedet for at kører Laura til Elmtræsgade (en dansk version af Elm Street?), tager han hende med ud på en uhyggelig tur, hun sent vil glemme.

Efter at have bundet Laura fast i bilen med ståltråd (og kørt en tilfældig mand ned), går turen videre til en stripklub, hvor Chaufføren dræber et par ludere og to kunder, hvorefter han kører videre mod sin ekskærestes hjem. Vil den vanvittige chauffør nå sin ekskæreste, og hvad vil der ske med Laura? De fleste ville kunne svare på dette, selv uden at have set filmen.

Intet ikon

Ishii har tydeligvis været meget inspireret af 70’erne og 80’ernes slasherfilm, da han skrev Rovdrift hvilket han også forklarer i films ekstramateriale. Faktisk låner Ishii så meget fra de gamle klassikere, at han flere steder forfalder til klichéer i stedet for at skabe noget nyt og spændende. Vi kender altså historien, karaktererne og deres handlingsmønster allerede fra første minut. Mange vil derfor være flere skridt forud for filmens forløb hele vejen igennem, hvilket kun gør oplevelsen enormt kedelig.

I ekstramaterialet får vi at vide, at den iskolde chauffør er bygget op som et ”klassisk horrorikon” som f.eks. Jason Voorhees og Freddy Krueger. Instruktøren Ishii ønskede at skabe et ikon i stil med de to nævnte, men hvor Freddy og Jason havde personlighed og noget ikonisk over sig (Jason med ishockeymaske og machete og Freddy med handske og den stribede sweater), har Chaufføren i Rovdrift ingen ting.

Han er bare en forstyrret mand, der i jagten på at få hævn over sin eks, slår en masse tilfældige mennesker ihjel. Det er for så vidt også ganske uhyggeligt, da der er en meget større sandsynlighed for at møde en sådan person, end at møde f.eks. Jason Voorhees, men Ishii har valgt at bygge karakteren forkert op.

Han virker på intet tidspunkt rigtig menneskelig, som f.eks. Joe Spinells karakter Frank Zito i Maniac (1980) gjorde, men mere som et tomt hylster, der bare slår folk ihjel, fordi han er ”total syg i hovedet”. Det har selvfølgelig noget med både manuskriptet og instruktion at gøre, og da Rovdrift, er Ishiis første forsøg med en spillefilm, har man nemmere ved at se igennem fingre med det. Men for fremtiden må man håbe på, at mandens karakterer ikke er baseret på noget så banalt som ”en total sindssyg, iskold morder, der bare slår alle mulige ihjel”.

Burde have været en kortfilm

Skuespillet er som man kan forvente af en lowbudgetfilm ikke det helt vilde. Især i filmens begyndelse er det helt ad Hekkenfeldt til med ligegyldig dialog. F.eks. er scenen hvor Laura diskuterer med sin mor over telefonen fuldstændig overflødig, og giver intet til at uddybe karakteren eller historien.

Et par få steder lykkes det for Ishii at få presset et par gode scener ud af skuespillerne, men her er der hovedsagligt tale om de mere dialogfattige scener, hvor skuespillerne blandt andet slås.
Ishii skulle måske have startet ud med nogle flere kortfilm, hvor han kunne få udviklet nogle mere interessante dialoger samt få styr på sin instruktion.

Selve historien i Rovdrift, vil nok også have passet bedre, hvis den havde været kortet ned fra de 80 minutter til 30. På denne måde kunne vi undgå de mange ligegyldige dialoger, fjollede krumspring for at gøre chaufføren mere uhyggelig og de mange dårlige effekter.

Pinlig CGI

Filmen prøver flere steder at være mere, end den er. Den er ganske vist skudt på et lavt budget, så hvad angår effekter, rekvisitter, statister og udstyr har man sikkert måtte bruge, hvad man nu kunne få fat på. Men især mange nyere undergrundsfilm har det med at ty til computereffekter, da de som regel er meget billigere end fysiske effekter. Selvom dette måtte være sandt, virker disse effekter alt for sjældent. Og dette gælder også for Rovdrift.

For at få filmen til at se ud af mere, er der lagt nogle filtre på flere steder i postproduktionen, men brugen af disse filtre får blot filmens allerede kedelige billeder til at virke mere forvirrende og mørke. Det er synd og skam at flere og flere lowbudgetfilm tyr til disse midler, da de ofte er med til at trække filmen længere ned og får den til at se billigere ud, end den egentlig er.

Der er flere steder i Rovdrift, hvor det er gået helt galt i post production. For eksempel scenen hvor Chaufføren kører en tilfældig mand ned. Det er på ingen måder overbevisende, og det hjælper på ingen måde, at scenens sidste billede, hvor offeret rammer jorden, bliver freezeframet, så han ikke når at åbne øjnene.

Først hen imod filmens slutning bliver der disket op med nogle konkrete fysiske effekter, hvor Laura og Chaufføren udkæmper deres sidste kamp. Men på trods af de sidste fysiske effekter og masser af teaterblod, bliver det dog aldrig rigtig nervepirrende, netop fordi det hele føles som noget man har set hundrede gange før.

Ingen milepæl

Rovdrift er bestemt ingen milepæl for dansk gys, og er heller ikke en god film. Man vil ikke føle sig forvirret, hvis man hopper en 10 minutters tid frem i filmen, da den følger den traditionelle skabelon for slasherfilm meget nøje – desværre uden det høje bodycount.

Mange fans af denne form for gyser, vil nok også kede sig bravt, da historien simpelthen bare er for tynd til at kunne holde sit publikum fanget fra starten og til de sidste rulletekster ruller over skærmen. Men alene det, at filmen har vundet AWE’s opmærksomhed, siger måske noget om, at vi kan forvente at se flere danske undergrundsfilm på det bredere marked, og det er ikke en helt dårlig ting.

Emil Ishii er desværre kommet til at tage munden for fuld med Rovdrift, der burde have været lavet som et kortfilmsprojekt. Det er ærgerligt, men hvis han knokler på med samme energi, som han viser i ekstramaterialet, skal der nok komme noget godt fra ham på et tidspunkt i fremtiden. Rovdrift kan kun anbefales til stærke tilhængere af undergrundsfilm.

Rovdrift er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 50 | 13/12/2009

Stikord: Danmark, Psykopater