Pole Position [Commodore 64]

Pole Position (1982) var ikke det første racerspil, hvor man så bilen i tredjepersons perspektiv bagfra (“rear view racer”) – den ære går til Segas Turbo fra 1981 – men alligevel er de fleste spilhistorikere enige om, at Pole Position var et markant bedre spil, og at det var Pole Position, der dannede skole for de utallige efterligninger og videreudviklingen af racerbilgenren.

Ligesom Turbo var Pole Position oprindelig et arkadespil, men hvor Turbo aldrig blev portet til andet end konsoller (ColecoVision og Intellivision), blev Pole Position foruden adskillige konsoller også portet til en en række hjemmecomputere, herunder Atari 8-bit, Commodore 64, ZX Spectrum, VIC-20 og DOS.

Diskutabel spilbarhed

At vi har valgt at anmelde Pole Position i vores Commodore 64-tema her på Planet Pulp skyldes måske ikke så meget spilbarheden, som er diskutabel, men nærmere kombinationen af historisk betydning og nostalgi.

Pole Position er nemlig et overordentligt simpelt spil. Det er selvfølgelig noget, man kunne indvende mod alle racerspil, men variationen i Pole Position er bestemt til at overse.

F.eks. kan der angiveligt vælges mellem flere forskellige baner på startskærmen, men det har bare absolut ingen betydning for selve spiloplevelsen, da banerne i selve spillet er fuldstændig identiske.

Pole position

Man ser som sagt sin Formel 1-racer bagfra, og spillet handler i al sin enkelhed om at overhale de andre racere, undgå kollisioner samt at undgå at køre udenfor banen. Der kan også være vandpytter på banen, som man skal undgå, da de sætter bilens fart ned.

Kolliderer man med en af de andre biler, eksploderer både ens egen og modstanderens bil ganske enkelt! Man eksploderer også, hvis man rammer et af de skilte, der står langs banen

Det hele skal gennemføres på tid, og både kollisioner og vandpytter koster meget tid.

Som det første racerbilspil introducerede Pole Position en kvalifikationsrunde, hvori ens startplacering i selve løbet bestemmes. Her handler det selvfølgelig om at opnå det den eftertragtede “Pole Position” som i et rigtigt Formel 1-løb.

Fornemmelse af bevægelse

Grafikken er ikke imponerende: Både racerbilerne og banen er ekstremt pixelerede, selv for datidens standarder, og det meste af baggrunden (banens omgivelser) er ensartet grønt, mens de bjerge, der ses længere bagved er holdt i blå og grå.

Fornemmelsen af bevægelse er til gengæld ganske vellykket. Den opnås primært gennem sprites (de andre biler og de rød/hvide linjer, der markerer banens sider og midterakse), mens det scrollende baggrundslandskab også giver indtrykket af bevægelse, når banen drejer.

Også lydsiden er uhyre simpel: Motorlyd og lyden af eksplosioner, når man kolliderer med noget, er det, det kan blive til.

Styringen er enkel: Man skubber joysticket frem for at accelerere, og der er kun to gear – lav og høj – som man skifter mellem ved et tryk på fire-knappen.

Herfra er det kun at forsøge at holde sig på banen og overhale de andre kørere og undgå at køre ind i noget.

Ikke meget kød

På trods af den ret vellykkede fornemmelse af fart, så bliver Pole Position hurtigt ensformigt – både på grund af den ekstremt enkle styringsmekanisme, hvor ikke engang gearene har stor betydning, og på grund af banens ensartethed.

Jeg har tilbragt mange timer i selskab med Pole Position helt i begyndelsen af min Commodore 64-karriere, men når det kom til racerbilspil, rykkede jeg hurtigt videre til andre og bedre titler.

At Pole Position fortjener sin klassikerstatus for sin betydning for racerspilgenrens videre udvikling, skal jeg ikke så tvivl om. Men som spil i sig selv, er der ikke meget kød på Pole Position.

Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022