Olympus Has Fallen

Olympus Has Fallen var den ene af to film fra 2013, der havde den samme præmis: En slagkraftig actionmand er fanget i Det Hvide Hus, mens huset er overtaget af terrorister, og actionmanden må forsøge at løse situationen ene mand.

Den anden film med samme præmis var Roland Emmerichs White House Down, der havde premiere fem måneder efter Olympus Has Fallen. Men selvom Emmerichs navn gjorde, at White House Down var den højst profilerede af de to film, er Antoine Fuquas Olympus Has Fallen faktisk en bedre film.

Væmmelige nordkoreanere

I Olympus Has Fallen spiller Gerard Butler Secret Service-agenten Mike Banning. I filmens prolog oplever vi Banning som livvagt for præsident Asher (Aaron Eckhart) og dennes familie, men en trafikulykke, hvor førstedamen (Ashley Judd) omkommer, sender Banning ud af vagten.

Atten måneder senere er han fanget bag et skrivebord og drømmer om at komme tilbage i aktiv tjeneste, men man fornemmer, at præsidenten ikke har tilgivet Banning for hans handlinger den skæbnesvangre aften, hvor præsidentfruen omkom.

Banning får imidlertid sin chance den dag, Asher i Det Hvide Hus skal have besøg af den sydkoreanske premierminister for at diskutere en tilspidsende situation på den koreanske halvø.

Nordkoreanske terrorister under ledelse af den væmmelige Kang (Rick Yune) slår nemlig til og formår at tage både præsidenten og den sydkoreanske premierminister som gidsler i den topsikrede bunker under Det Hvide Hus – foruden en stribe andre højtstående amerikanere.

Under det kaotiske angreb på Det Hvide Hus lykkes det imidlertid Banning at komme ind i huset, og nu er det op til Banning som den eneste overlevende agent på stedet at forsøge at stikke en kæp i hjulet på terroristernes plan.

Udenfor har Banning kontakt med Secret Service-chefen Jacobs (Angela Bassett), landets de facto-leder, formanden for Repræsentanternes Hus, Trumbull (Morgan Freeman) og militæret i skikkelse af generalen Clegg (Robert Forster).

Skuespilmæssigt overstråler de alle Gerard Butler, hvis Mike Banning-rolle er en tynd kop the, men når først musikken spiller er det ligegyldigt. Banning er handlingens instrument – ganske som Schwarzenegger er det i mange af hans film – og som sådan fungerer Butler fint.

Brillerer i hæmningsløs brutalitet

På overfladen minder Olympus Has Fallen og White House Down ekstremt meget om hinanden. Og begge film minder ekstremt meget om den første Die Hard-film (1988), der et eller andet sted har fungeret som blåtrykket for begge film.

Der er selvfølgelig masser af forskelle mellem Olympus Has Fallen og White House Down i den måde, den konkrete handling udspiller sig på, men den væsentligste forskel er faktisk i tonen. Hvor den PG-ratede White House Down forsøgte sig med at opbløde stemningen med en smule humor hist og her og havde skruet lidt ned for volden, er Olympus Has Fallen dødalvorlig og ultravoldelig.

Man kan egentlig overraskes over, at en så overdreven film, der tager sig selv så alvorligt, som Olympus Has Fallen gør, fungerer så godt, som den gør. Men måske er det netop derfor, den fungerer så godt, som den gør.

I kombination med den ekstremt brutale vold, gør den alvorlige tone, at man føler, der er meget mere på spil her, end i den mere letbenede White House Down. Det er såmænd ikke fordi de nordkoreanske terrorister i Olympus Has Fallen er værre end lejesoldaterne i White House Down; volden er bare ikke retoucheret i Olympus Has Fallen, der flere steder brillerer i hæmningsløs brutalitet.

Heller ikke vores hovedperson lægger fingre imellem, og særligt én scene, hvor Banning tager to nordkoreanere til fange for at udspørge dem, får Jack Bauer til at ligne en spejderdreng.

Jingoisme

Olympus Has Fallen er stedvist lige så overdrevet patriotisk som White House Down, men patriotismen virker ikke helt så kvalmende her, som i Emmerichs film – måske fordi den kommer i mindre doser. Men tag ikke fejl: Olympus Has Fallen er ligeså indædt, om ikke mere, i sin bandsatte tro på, at USA er det bedste land i hele verden og at al modgang kan overvindes.

Det engelske udtryk “jingoism”, som vi ikke har på dansk, betegner en aggressiv, snæversynet nationalisme, som vi i Europa generelt har det ret svært med, og Olympus Has Fallen er, som så mange andre amerikanske film, fyldt til randen med præcis denne følelse. Den er et klasseeksempel på en jingoistisk film.

Er man ikke i stand til at kapere denne specielle amerikanske esprit de corps, vil Olympus Has Fallen fremstå som en fattig, brutal, indadskuende film, og det er da også den holdning, mange anmeldere havde til filmen, da den kom.

Kan man til gengæld se igennem dette lag, er det svært at komme udenom, at Olympus Has Fallen er en virkelig godt sammenskruet actionthriller, der på et helt centralt punkt rammer hovedet renere på sømmet end Emmerichs film: Den er ganske enkelt mere spændende og dermed mere underholdende.

Habil Die Hard-kopi

Som Die Hard-klon er Olympus Has Fallen ikke andet end en bleg kopi af sit store forbillede, men i virkeligheden siger det ikke så meget, for Die Hard er én af alle tiders allerbedste actionfilm, punktum.

Og med Olympus Has Fallen har Antoine Fuqua begået en absolut habil kopi, der rager tårnhøjt op over så mange andre moderne actionfilm – de to seneste Die Hard-film inklusive. Stor filmkunst er det så absolut ikke, men neglebidende underholdningsværdi har Olympus Has Fallen i spandevis.

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016