Occhiali neri (Arnaud Rebotini, 2022) [Mikroanmeldelse]

Musikken til Dario Argentos seneste film, gialloen Occhiali neri (Black Glasses på engelsk) er komponeret af den franske musiker og komponist Arnaud Rebotini.

Jeg kendte intet til Rebotini, før jeg hørte scoret til Occhiali neri, men et kort uddrag fra biografien på hans Soundcloud-side fortæller lidt om, hvad går og roder med:

“With his analogue synthesisers, he became a central figure on the scene of new international techno, marking renewed enthusiasm for the use of electronic instruments rather than just computers.”

Det kommer derfor næppe som nogen overraskelse, at scoret til Occhiali neri er rent synthesizet. Inden man sætter næsen op efter et score i stil med John Carpenter eller Fabio Frizzi, bliver jeg dog nødt til at mane til besindighed. Vi er desværre ikke på det niveau.

Der er ingen tvivl om, at Rebotini arbejder godt med de analoge synthesizere, han bruger, og selve lyden er også virkelig 1980’er-autentisk. Det er stilen dog ikke helt, for i flere cues lægger Rebotini en hidsig dance-rytme under musikken, der får musikken til at lyde som verdens mest aparte diskoteksmusik.

Nogle vil sikkert finde det glimrende; i mine ører lyder det kitschet og spolerer stemningen fuldkomment. Indledningen til det første cue, “Occhiali neri” er ellers glimrende, men fra og med ca. 0:50 markerer dance-rytmerne sig, og så er det ret belastende.

Endnu værre er dog det næsten uudholdelige “Inseguimento Notturno”, hvor det elektroniske slagtøj får mig til at tænke på Safri Duo (!), og også “Serpenti e cacciatori” trækker veksler på lytterens tålmodighed – i hvert fald min.

Det tema, der er omdrejningspunktet for store dele af scoret, er ellers slet ikke ringe. Det er på én og samme tid ørehængende og creepy, og Rebotini bruger det sådan set fermt nok i forskellige typer cues.

For naturligvis er ikke alle scorets cues hidsige, diskoteks-agtige tracks. Der er også betydeligt mere afdæmpede cues, der imidlertid falder i den modsatte grøft og for en stor dels vedkommende indskrænker sig til langstrakte synth-flader med overlejret synth-nuller – og som sådan gabende kedsommeligt (f.eks. “L’orfanotrofio”, “Il canile” eller “La scomparsa”).

Enkelte cues hæver sig over sidstnævnte, f.eks. “L’ospedale” (nr. 3) og “Matteo ridipinge il furgone”, men det er ikke nok til for alvor at hæve Occhiali neri.

Er det et gennemført rædsomt score? Nej, såmænd ikke. Men hvis Rebotini havde fundet en mellemvej mellem hidsige diskoteksrytmer og kedsommelig synth-nuller, havde helheden unægtelig fremstået en del stærkere.

2/6

Tracks: 1. Occhiali neri (5:58), 2. L’ospedale (2:55), 3. Occhiali neri variazione I (5:06), 4. Inseguimento notturno (6:08), 5. L’orfanotrofio (3:16), 6. La morte di Rita (0:57), 7. Il corpo di Rita (2:40), 8. Matteo ridipinge il furgone (0:22), 9. La confessione (1:35), 10. Serpenti e cacciatori (5:39), 11. Il canile (2:04), 12. La scomparsa (0:28), 13. Un’eclissi su Roma (2:45), 14. Diana da sola nel bosco, 15. La solitudine di Diana (5:31), 16. Il cane e il poliziotto (0:48), 17. Un serata buia, 18. Occhiali neri variazione II (0:26)