Naked Lunch

Tilbage i 1959 udgav kultforfatteren William S. Burroughs sin højst bizarre roman Naked Lunch (på dansk: Nøgen Frokost). Romanen skabte stort røre med sit utilslørede indhold af homoseksualitet og stofmisbrug.

Folk var især forvirrede over romanens meget løse struktur, der var langt fra almindelig og læsevenlig litteratur. Den bestod i stedet af vignetter, der forgår til dels i Mexico og i det fiktive sted Interzone. Selv har jeg også forsøgt at læse Naked Lunch og den er ikke nem at komme igennem. Lige for tiden er jeg stadigvæk i gang med kapitel et!

Baron Cronenberg

The Baron of Blood – den canadiske filmskaber David Cronenberg – var allerede i sine unge dage en stor fan af Burroughs’ forfatterskab og følte et slags slægtskab med ham. Tilbage i 1980’erne planlagde Cronenberg at lave en film ud af Naked Lunch.

Mens han var i gang med at skrive manuskriptet, måtte han indse, at det var totalt umuligt at lave en præcis filmversion af romanen. Om skriveprocessen har Cronenberg udtalt: ”It’s impossible to make a movie out of Naked Lunch. A literal translation just wouldn’t work. It would cost $400 million dollars to make and would be banned in every country of the world.”

I stedet lavede Cronenberg en mærkelig film, der bærer samme titel som romanen, men som handler om, hvordan den blev skrevet.

På mission i Interzone

Burroughs’ alter ego, skadedyrsbekæmperen/junkien Bill Lee (Peter Weller), løber tør for sit insektmiddel undervejs i en opgave. Han finder ud af, at det er hans kone Joan (Judy Davis), der tager insektmidlet for at blive skæv! Selv bliver Lee påvirket af insektmiddelet og bliver senere overtalt af et kæmpe insekt(!) til at dræbe Joan, fordi hun arbejder som hemmelig agent for organisationen Interzone Incorporated. Under en Wilhelm Tell-leg kommer Lee ved et uheld til at skyde Joan i hovedet.

Det bliver bogstavligt talt startskuddet på et mareridtsagtig syretrip, da Lee starter et helt andet liv som agent i Interzone med et kæmpeinsekt som chef, der kan tale via sit røvhul, og som også kan bruges som en skrivemaskine! Den beder Lee om at lave rapporter om sine missioner, og de bliver grundlaget for romanen Naked Lunch.

En rigtig syretrip-film

Cronenberg har en del sære film med blodige effekter på sit CV, så som Videodrome (1983) og eXistenZ (1999), men Naked Lunch topper med sin brug af effekter, der bruges til at udtrykke de bizarre metaforer, der findes i Burroughs’ bøger.

Effekterne er utrolige og er lavet med livagtige dukker. Hvis det havde været gjort med computergrafik i dag, tvivler jeg stærkt på at det havde haft den samme surrealistisk virkning. Mit syn på skrivemaskiner har aldrig været det samme siden jeg så Naked Lunch!

Filmen er en visuel nydelse at se på takket være Cronenbergs faste filmfotograf Peter Suschitzky og de flotte Interzone-kulisser af Carol Spier, der giver Naked Lunch et flot visuelt udtryk, der er med til at understrenge Cronenbergs intentioner med sin film – at skabe et besynderlig sammenstød mellem virkelighed og fantasi. Dertil kommer komponisten Howard Shore, der sætter sit præg på filmen med et underfundigt, jazz-agtigt score med vilde saxofonsoloer af jazzmusikeren Ornette Coleman.

Peter Weller, som mange husker fra RoboCop (1987), er fremragende som Bill Lee. Han indfanger Burroughs’ tørre og skæve personlighed til perfektion og formår at være tragisk og morsom på samme tid: Det er hans livs bedste rolle. Judy Davis er ligeledes god som Joan og som en anden kvinde, som Lee møder i Interzone. I øvrigt er den scene med Wilhelm Tell-nummeret faktisk hentet fra virkeligheden, hvor Burroughs’ kone døde på samme måde. Andre talenter som Ian Holm, Julian Sands og Roy Scheider er også med til at gøre Naked Lunch seværdig.

Et bizart mesterværk

Efter en del gensyn med Naked Lunch er den gået hen og blevet et mesterværk i min bog. Første gang forvirrer den som bare pokker, samtidig med at den drager med sit vilde og underlige univers. Efter anden og tredje gang falder der en del brikker på plads, og der er stadigvæk plads til konstant forvirring. På et tidspunkt i filmen siger Lee: ”Exterminate all rational thought.”. Et særdeles godt råd at følge, før man ser filmen.

Naked Lunch er én af David Cronenberg bedste film. Er man til en surrealistisk film, der tør at udforske tabuemner som stofmisbrug og homoseksualitet på en spøjs og modig måde, så venter der en spændende og foruroligende filmoplevelse, man sent vil glemme.

Anmeldt i nr. 73 | 13/11/2011