My Little Pony Friendship is Magic – Season 3

Serien lagde godt ud, og sæson 1 optjente dermed forbløffende fem stjerner, mens lidt slinger i valsen gav sæson 2 fire stjerner. Da jeg satte mig til at se den tredje sæson var spørgsmålet derfor om serien kunne vende tilbage til udgangspunktet?

Men det var også et spørgsmål om hvorvidt jeg, som normalt sysler med horror, splat og højlitteratur, kunne blive ved med at falde for en flok pastelfarvede hestepiger (bogstaveligt talt)?

Umiddelbart starter sæson 3 med et brag. De seks heltinder bliver blandet ind i et episk eventyr af et dobbeltafsnit, hvor de skal redde det enigmatiske Crystal Empire, der har været forsvundet i 1000 år. Det er fantasy i storskala, og det virker rigtig godt.

Skurken, King Sombra, er lidt kedelig, men settingen redder det hele. Derefter går det slag i slag med afsnit, hvor hovedpersonerne skiftes til at være omdrejningspunkt, ligesom i de foregående sæsoner.

Øretæveindbydende ponyer

De fleste karakterer udvikler sig, hvilket er atypisk for serier rettet mod børn. Traditionelt set er karaktererne i børneserier statiske, antageligvis på grund af en misforstået idé om, at børn ikke forstår forandring.

Men børn forandrer sig selv meget mere end voksne gør, og forfatterne bag serien har her fat i den lange ende. Karakterudviklingen er dog ikke udelukkende et gode for hovedpersonerne, da flere af dem udvikler sig i en uklædelig retning.

Rainbow Dash, gruppens tomboy, begynder at fremstå så arrogant og selvoptaget, at man efterhånden ikke helt forstår, at de andre gider hende. Rarity, der er en modebevidst og ultrafeminin pony virker også særdeles nedladende. Begge optræder ved flere lejligheder så øretæveindbydende, at man spekulerer på om andet end den heftige magi i The Elements of Harmony holder sammen på omgangskredsen?

Jeg må understrege, at det egentlig ikke skader serien. Det bidrager tværtom til den, at der er konflikter imellem hovedpersonerne i det ellers så lalleglade pony-univers.

Modige eksperimenter

Sidehistorierne med The Cutie Mark Crusaders er stadig de bedste, og disse tre ponyer udvikler sig også i takt med at deres higen efter at opnå de forjættede cutie marks bliver mere desperat (se min anmeldelse af sæson 2).

De har efterhånden forsøgt sig med alt, og der opstår splid imellem dem, da den enes kusine fra metropolen Manehattan dukker op og ligeledes mangler sit mærke.

I sæson 3 begynder forfatterne også at lege med narrativet. Hen mod slutningen af sæsonen, der kun er omtrent halvt så lang som de foregående, udspiller flere afsnit sig i samme tidsrum, men med forskellige aktanter og settings. Det er et hypervoksent greb, som jeg synes det er modigt at bruge i en børneserie – og som virkelig er elegant anvendt!

Alt i alt ender sæson 3 dog med samme score som den foregående. Den holder kvaliteten, men det virker lidt som om, der mangler en overordnet tanke bag de afsnit, der ikke følger hovedplottene.

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016