Mondo Topless

Mondo Topless, fra 1966, er Russ Meyers første store hyldest til kvindebryster. I en pseudo-dokumentarisk stil fører instruktøren os gennem kvindebrysternes forunderlige verden. Hele herligheden tager omkring en time, og lad det være sagt med det samme: hvis man skal kunne holde koncentrationen og interessen gennem hele herligheden, skal man være mere end almindeligt glad for bryster.

Selve stilen ligger ikke så langt fra det, vi kender instruktøren for i de senere 70’er-film. En meget entusiastisk fortællerstemme fører os nemlig gennem billederne. Bag stemmen gemmer John Furlong sig i øvrigt. Furlong er lidt af en Russ Meyer-veteran, der både optræder som skuespiller og fortæller i flere af instruktørens film.

Storsmilende dansepiger

Omdrejningspunktet for Mondo Topless er den såkaldte erotiske Go Go-dance. Dette må man ikke forveksle med striptease, for mens kvinderne i striptease gradvist smider tøjet, er pigerne allerede nøgne i Go Go-dansen. Her består showet sådan set i, at se pigerne danser glade omkring, mens de bogstavelig talt svinger brysterne til lystig beatmusik.

Selve showets indhold er derfor også noget ganske andet end strip, og det er alle pigerne i filmen ganske klar over. Go Go-dansen er en fejring af kroppens skønhed og glæden ved livet. Pigerne storsmiler mens de danser, og mest af alt ligner dansen en almindelig fest, hvor piger ikke har tøj på.

Mest af alt morsomt

Selve dokumentaren begynder i San Francisco, hvor Go Go-dansen ifølge vores fortæller skulle være født. I raske klip bliver byen introduceret, og derefter præsenteres det dusin piger, der udgør filmens kerne. Disse piger ser vi nu danse, mens de i voice over fortæller om deres liv, deres glæde ved at danse nøgne og deres forhold til sex. Alt er holdt i en ekstremt uskyldig tone, og det er sandt at sige svært at finde noget opstemmende i billederne i dag.

Det hele fremstår mest af alt morsomt, ikke mindst fordi vores fortællerstemme ledsager de fleste billeder med meget energiske kommentarer. Det pigerne har på hjertet er ikke store ting. De fortæller om det at være nøgen, hvorvidt det er godt eller dårligt at danse med vimpler på brystvorterne og om, hvordan de sørger for at holde publikum fanget. Mens de fortæller om alt dette, skal man vel at mærke huske på, at de danser på livet løs.

Det bedste show

Efter at være kommet godt og vel en halv time ind i filmen udvider dokumentaren sin horisont. Fortællerstemmen kan meddele, at Go Go-dansen er blevet en dille i hele verden, og selv det gamle Europa har taget idéen op. Derfor bliver vi nu taget med til forskellige Go Go-klubber i eksotiske lande som Danmark, Frankrig og Belgien.

Pigerne danser meget anderledes i Europa, det er der ingen tvivl om, og på fortællerstemmens ordvalg fornemmer vi, at det trods alt er de amerikanske piger, der leverer det bedste show. Dette går naturligvis ganske godt i tråd med den patriotisme, der gennemsyrer de fleste af instruktørens film. Tilmed får kommunisterne i Rusland endda et skud for boven – for i Rusland danser man bestemt ikke GoGo-dance!

Foruden selve nøgendansen er musikken en helt central del. Alle pigerne der danser har medbragt transistorradioer eller små rejsegrammofoner, hvorfra der høres glad rock. Musikalsk bevæger vi os mellem beat og surf, hvilket jo er en fornøjelse i sig selv. Det er da også musikken, som synes mest ungdommelig og holdbar i dag, for dansescenerne er ikke ligefrem blevet mere pikante siden Russ Meyer indspillede dem i 1966.

Kærlighed til bryster

Mondo Topless er bestemt ikke noget synderligt interessant værk. Det er en time med piger, der danser til lystig musik, mere er der ikke at komme efter. Naturligvis er det hele indspillet med Meyers sans for spændende kameravinkler, men det kan dokumentaren ikke overleve på. Alt i alt må man derfor konstatere, at Mondo Topless mest af alt er et vidnesbyrd om instruktørens helt uforbeholdne kærlighed til bryster.

Skulle man være meget glad for Russ Meyers film, er det ikke dumt at købe Mondo Topless ud fra et samlersynspunkt, men som selvstændig film, er den ikke meget bevendt. Man kan måske smække den på til en fest, og sige, det er en artfilm fra 60’erne, men ud over det, er Mondo Topless nok ikke en film, man får set mere end en gang. Det tog mig tre forsøg at se filmen til ende, så tænk over det, før du smider penge i denne retning.

Mondo Topless er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Dokumentar