Kull – Exile of Atlantis

Der er næppe mange som bare interesserer sig perifert for fantasy, der ikke har hørt om barbaren Conan, hvis ikke gennem film eller tegneserier, så i hvert fald gennem Robert E. Howards oprindelige noveller, der er blevet udgivet igen og igen som paperbacks.

Færre ved imidlertid, at Howard før Conan skabte en barbarkriger, der hed Kull, og som stammede fra Atlantis. Det er dog ikke så besynderligt, at Kull ikke er lige så kendt som Conan, for der blev rent faktisk kun udgivet tre noveller om krigeren fra Atlantis, hvilket jo er det rene vand i forhold til den voldsomme mængde fortællinger om Conan eller de andre af Howards tilbagevendende helte for den sags skyld.

Proto-Conan

Kull har sandt at sige heller ikke haft det bedste ry, da han mere eller mindre er blevet stemplet som en proto-Conan, der ikke har ret meget at byde på. Det er kun næsten rigtigt, for Kull-historierne har rent faktisk en karakter og charme, som man ikke finder i Conan. Howard forfulgte nogle andre idéer, da han arbejde med Kull, og manden fra Atlantis er uden tvivl en kreation, der påberåber sig interesse for andet og mere end bare at være et trinbræt for den efterfølgende Conans triumf.

Det har nok heller ikke altid været helt let for læseren i det hele taget at bedømme Kull-novellerne, for som sagt fik Howard kun udgivet tre i sin levetid. Howard var imidlertid en uhyggeligt produktiv herre, og forfatterens dødsbo udgjorde nærmest et overflødighedshorn af upublicerede noveller og digte, der gradvist er sivet ud i antologier, opsamlinger og magasiner. For den Kull-interesserede har det dog været ekstremt svært at danne sig et overblik over det samlede antal fortællinger om denne helt.

Guldgrube

Hidtil har de to vigtigste autoriteter været novellesamlingerne King Kull, udgivet af Lancer Books i 1967, og Kull, udgivet af Bantam Books i 1978. I disse to opsamlinger kan man finde en meget stor del af Howards samlede Kull-produktion, men ikke alt. Der blev også publiceret en række småhistorier og fragmenter i udgivelser som The Howard Collector og lignende specialiserede skrifter, der koncentrerede sig om at opstøve så meget originalt materiale som muligt.

Som læser skulle man altså være særdeles opsøgende for at få indsamlet alle de publicerede historier, men det har Ballantine Books datterselskab DelRey nu gjort op med. I 2006 udgav de nemlig Kull – Exile of Atlantis, der rummer alt til dato kendt materiale om Kull. Det er med andre ord en uvurderlig guldgrube, der tegner et fascinerende billede af Howards tidlige forfatterskab og unge år.

Det er en skønsom blanding. Foruden novellerne er der både fragmenter og digte samt alternative udgaver af allerede kendte historier. Bogen favner i alt 23 titler, der er blevet skrevet i tidsrummet mellem 1925 og 1930, hvilket er forbløffende kort tid, som alt andet, der har med Howards forfatterskab at gøre.

Atlantis

Historiernes handling er henlagt til en fjern, mytisk fortid, der ligger før Conans hyborianske tidsalder. Novellernes primære inspirationskilde var utvivlsomt Howards fascination af Atlantis. Howard troede fuldt og fast på, at kontinentet havde eksisteret, men han betvivlede, hvorvidt det havde været så højt civiliseret, som det ofte blev fremlagt inden for den kulørte forskning. I stedet havde han den idé, at det folk, der levede på kontinentet, var et vildt, primitivt folk, som dog både var fysisk og mentalt fremragende skabninger.

Disse overvejelser foranledigede Howard til at argumentere for, at Cro-Magnon-mennesket, der udkonkurrerede neandertalerne, skulle være udvandret fra Atlantis. Ud fra denne præmis var det heller ikke svært for Howard at omsætte sin kelterfascination til Atlantis og derved kombinere konceptet om en vild kelterbarbar med en fysisk og mentalt overlegen race, der kunne gå på eventyr før Atlantis sank i havet. Således kom barbaren Kull til verden, og Howard skrev rent faktisk i et senere brev til sin daværende forlægger, at de første Kull-fortællinger nærmest havde skrevet sig selv.

Fra barbar til konge

Hvem er så denne Kull? Kull stammer fra Atlantis; et vildt og uregerligt land, der regeres af blodtørstige barbarstammer. Af uvisse årsager er han landflygtig, og derfor har Kull søgt ud i verden. Her lever han af sine krigerevner, og gennem en fortumlet soldatertilværelse kæmper han sig langsomt op gennem livets hierarki. Fra at være en simpel skabning, der kun kender til vold og glæden ved kamp, har han udviklet sig til en filosofisk kriger, der en skønne dag opdager, at han har nået toppen.

Næsten uden at vide det har Kull kæmpet sig vej gennem verdens dekadente kulturer og anført et oprør mod kongen af Valusia – den rigeste, mest kultiverede og smukkeste stat i Kulls verden. Som Kull selv siger det, stod han en dag med kronen i hånden uden at vide, hvad han skulle gøre, for frem til da havde det altid kun været vejen, han behøvede at bekymre sig om, aldrig hvad der skulle ske, når han kom frem.

Her står Kull nu, isoleret som en barbarisk skabning mellem de sofistikerede valusianere, der både elsker og foragter den nye konge, og det er her, novellerne begynder. Alt dette kan man læse i novellen The Shadow Kingdom (1929), den første historie om Kull, Howard fik publiceret. Foruden at være en af de vigtigste kilder til Kulls fortid, er denne historie også et stykke fabelagtig underholdning, der viser os hvordan barbaren fra Atlantis’ verden ser ud.

Kull opdager nemlig, at hele hans hof er blevet infiltreret af sataniske slangemennesker, der kan antage enhver skikkelse de ønsker. Det er en historie om total paranoia, hvor Kull ikke aner hvem han skal stole på, og til sidste ender det endda med, at barbaren må kæmpe for sin egen identitet. Rent faktisk er The Shadow Kingdom måske den bedste historie om Kull overhovedet.

Barbaren Brule

Det er ligeledes i denne fortælling, at vi møder Kulls højre hånd og trofaste ven Brule the Spear-slayer. Brule er næsten med i alle novellerne, og han spiller en vigtig rolle i forståelsen af selve tematikken bag sagaen om Kull. Kull er nemlig en tiger i bur – han er vildmanden, der frivilligt har ladet sig binde med gyldne lænker, fordi han i mødet med de civiliserede lande har lært, at der findes mere i livet end kamp og krigerliv. Verden er dybere, og den evigt grublende konge tilbringer nu størstedelen af sin melankolske tilværelse fortabt i dybe tanker.

Kongetitlen var sådan set aldrig noget Kull havde ønsket, og nu hænger den om hans hals som en møllesten. I kongens inderste fantasier længes han tilbage mod den sorgløse ungdom, hvor han frit kunne slås og udfordre skæbnen uden at skænke det en videre tanke. Sådan er det ikke længere, for nu har han lært ansvaret at kende, og det er en mægtig modstander, som barbaren ikke kan overvinde. Kull sidder i sit bur og drømmer, men verden har svært ved at lade krigerkæmpen være i fred. Alle ønsker magten og tror, at Kull har det mest glorværdige i sin hule hånd. Derfor bliver kongen igen og igen revet ud af sine grublerier og udfordret.

Her kommer Brule the Spear-slayer ind i billedet, for denne pikter er stadig en uforfalsket hedning og barbar, der kun akkurat kan fungere indenfor rammerne af det civiliserede Valusia. Brule er den mand, Kull engang var, og den mand som Kull længes efter at være igen, men netop fordi Kull ikke længere er som Brule, ser han også barbarlivets mangler ganske tydeligt.

Det er dog Brule der vækker den slumrende kriger i Kull, og altid Brule, der med velvalgt tale puster til den evigt ulmende vrede, der ligger inde i kongen. Kull har således brug for Brule, for uden ham har han kun resultatet af den altfordærvende kultur, der blødgør mennesket og nedbryder enhver form for værdighed. Det er i hvert fald Howards filosofi, og det bringer os videre til den anden nøglenovelle i bogen.

By This Axe I Rule!

By This Axe I Rule! blev aldrig udgivet, men Howard omskrev historien og fik den udgivet som en Conan-fortælling med titlen The Phoenix on the Sword i 1932. I den oprindelige Kull-fortælling illustreres Howards verdenssyn krystalklart, og det er gennem denne historie, man kommer helt ind på livet af Kull.

I By This Axe I Rule! må Kull nedkæmpe et nådesløst attentat, der næsten er ved at tage livet af ham. Med en gammel økse, som han river ned fra væggen, må barbarkongen kæmpe for sit liv i sit eget sovekammer. Tronranerne har omringet ham, men kun på grund af en overlegen fysik og en nærmest bersærkerlignende blodrus, lykkes det Kull at holde fjenderne stangen. Det vigtigste kommer dog først til sidst, da han hen imod slutningen konfronteres med nogle ældgamle juridiske lovtavler, der forhindrer Kull i at ægte et ungt forelsket par, da de ikke er af samme stand – den ene er en rigmandssøn, den anden en slavepige.

Rasende over dette hæver Kull sin økse og smadrer de gamle lovtavler, hvorefter han med rungende stemme udbryder: “By this axe I rule!”. Budskabet er klart, for nok er Kull retfærdig og tænksom, men det var ved blodig kamp han vandt tronen, og vil man af med ham igen, må det være gennem blodig kamp.

Liberal fascist

Volden er i sidste ende det, der berettiger Kulls magt. Han er den stærkeste i landet, og derfor har han også lov til at regere. Betvivler man dette, må man kunne bevise andet for ikke at blive fejet af vejen. Kull ønsker ikke at lytte til snak om gamle love, moral eller normer. Kull gør hvad han synes er rigtigt, som en ægte tyran i romersk forstand. Kulturen er dermed det, der både fascinerer Kull, men samtidig også hans største modstander.

I Howards optik er det den stærke barbar, der må være idealet. Barbaren er fri og uafhængig af alt. Han bliver ikke styret af stat eller lov; han er en autonom enhed, der gør som det passer ham. Blot er det uundgåeligt, at barbaren vil blive draget af kulturen og langsomt blive absorberet af den. Kull er en art mellemting, for han er mere civiliseret end Brule, men han er stadig en barbar og derfor ikke en ægte del af Valusias befolkning.

Folket hylder imidlertid Kull, for han sætter orden i tingene og letter skatter, fjerner tvang og styrker den individuelle frihed, som en anden liberal fascist, og det er nok i virkeligheden det, vi ville kalde Kull i dag. Netop dette politiske statement fra Howards side er fascinerende, og selv om det også kommer til udtryk i Conan-fortællingerne, er det tydeligst hos Kull. Conan er langt mere selvoptaget og impulsiv. Han er ikke en grubler som Kull, der i grund og bund er ganske ulykkelig.

Den autentiske sword and sorcery-stil

Der er naturligvis meget mere at hente i Kull – Exile of Atlantis, og der er mange spændende historier, der helt sikkert er værd at læse. De to historier der her er blevet udvalgt, skal blot illustrere hvad man kan vente af Kull, men hvis vi skal lægge den alvorlige tone til side et øjeblik, så er der også masser af pulp i fortællingerne. Det handler jo trods alt om en næsten nøgen mand, der med sit sværd nedkæmper utallige fjender, lige fra slangemænd og gigantiske tentakelvæsner til snigmordere og troldmænd.

Det er med andre ord rigtige eventyrfortællinger i den autentiske sword and sorcery-stil, der endnu ikke er blevet forplumret af sukkersød fantasyromantik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de bedste Conan-historier er langt bedre end Kull-fortællingerne, men det gør ikke historierne om barbaren fra Atlantis dårligere. Tilmed ikke, når DelRey efterhånden har fået udgivet alle Conan-historierne i fine opsamlinger som denne om Kull.

For Conan-fans er Kull – Exile of Atlantis et must. Det er her, det hele begyndte, og her Howard trådte sine barnesko hvad fantasy angår. Man bliver derfor både underholdt og klogere, når man er i selskab med Kull. Tilmed er bogen fabelagtigt illustreret med stregtegninger i en supercool retropulpstil udført af Justin Sweet. Hvad kan jeg snart sige – Howard var i mine øjne den største og vigtigste fantasyforfatter, sammen med Fritz Leiber, og her får vi en enestående chance for at forstå hvorfra hans stil udviklede sig. Køb bare bogen!

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Antologi, Barbarer, Fantasy, Pulp, Robert E. Howard