In Conquest Born

“Space Opera” er science fiction-genrens retarderede og lovligt højlydte lillebror, mener mange af dem, der omtaler sig selv som “ægte sci-fi-fans”. Space Opera er patetisk og sensationalistisk og appellerer mere til farvesansen end til fornuften, mener man.

Heltene vinder, fordi det skal de bare gøre, moralerne er banale, og det hele går op i store rumslag og slobberglobbere. Men jeg tror, disse hardcorefans har overset, at de bedste operaer er tragedierne, og at der også skrives den slags Space Opera.

C.S. Friedmans debutværk, In Conquest Born, er ved at være en kende bedaget. Det blev skabt under Den Kolde Krigs sidste krampetrækninger, og det ses hurtigt, hvis man betragter den verden, fortællingen udspiller sig i.

Skalaen er dog en kende større, for at sige det mildt, og uhyrligt ambitiøs for en debutant. Episk er virkelig det eneste ord, der dækker det univers, man præsenteres for, og indledningsvist undrer sig over, men hurtigt lader sig opsluge af.

10.000 års krig

Der er nemlig krig på et galaktisk plan mellem to interstellare menneskenationer, der dækker millioner af planeter. Årsagen til denne krig fortaber sig i bogens 10.000 år lange baggrundshistorie, som ofte griber ind i fortællingens nutid og ender med at være omdrejningspunkt for et narrativt twist i epilogen.

Alt er frygtløst komponeret med gigantiske armbevægelser og skrevet i en hånd, der ikke har rystet særligt meget undervejs.

De to nationer er idealistiske modstandere på stort set ethvert punkt, hvilket naturligvis har gjort dem meget ens – fuldstændig ligesom udgangspunkterne for jordisk fascisme, kommunisme og demokrati er fuldkommen forskelligt, selvom deres respektive udøvere opførte sig påfaldende ens under fx 2. verdenskrig.

Braxi er et militant, antireligiøst oligarki, styret med hård og gennemført patriarkalsk hånd af en gruppe gotiske Übermenschen, the Braxana. The Braxana nedstammer fra et barbarisk og stolt stammefolk og har i hundreder af generationer overlagt avlet deres race mod større styrke, levealder, skønhed og intelligens.

I modsatte ringhjørne står Azea, et konsolideret kejserrige med fuld ligestilling, religonsfrihed og med monogami som et genetisk betinget fænomen. Med andre ord, hvis man abonnerer på et traditionelt kønssyn – hvilket det måske skal tilføjes, at jeg ikke gør – genkender man hurtigt Braxi og Azea som henholdsvis styret af mandlige og kvindelige dyder og svagheder.

Én ting adskiller de to nationer mere end noget andet, og det er Azeas brug af og satsning på telepati. Denne evne er også grunden til, at man ikke kan skelne mellem Braxi og Azea som skurke og helte, selvom det forekommer logisk for et normalt vestligt-demokratisk individ at gøre netop det.

Telepatien, der bliver betragtet som en vederstyggelighed på Braxi, berøver nemlig mennesket den frie vilje. Ingen kan længere vide sig sikker på sine egne handlinger, for hvem ved om de lyster og tilbøjeligheder, der ligger bag dem, er blevet plantet i ens hoved af en telepat?

Min højtelskede fjende

In Conquest Born er skrevet som et kalejdoskopisk narrativ, der beskriver hele dette nye og spændende univers fra et væld af vinkler og gennem mange forskellige personer. Alle disse løsrevne historier skrives dog løbende sammen til én: Historien om Braxana’en Zatar, der er overlegen selv blandt sine fæller, og hans dødsfjende Anzha, der er af blandet herkomst, men vokset op i Azea.

Deres historie er en intens beretning om, hvordan der bag det mest glødende had ofte ligger kimen til en mere inderlig kærlighed end noget andet kan kreere. Hvordan et årtier langt fjendskab kan gøre en afhængig af modstanderen, fordi man forstår hinanden bedre end nogle andre forstår en.

Det er en poetisk og sensuel tour de force Friedman præsterer med denne absurde romance.

Der er dele af bogen, der godt kunne undværes, men jeg har aldrig været tilhænger af at skære i værker, bare fordi handlingen bliver bremset lidt. Den er mange sider om at komme fra start, men det er bestemt værd at vente på, og den enorme skala kræver, at man sættes godt ind i universet, inden historien begynder at dominere det hele.

Derfor er In Conquest Born ikke en bog for alle og enhver, og det afspejles lidt i min endelige dom: Den bør helt klart læses, men der er en risiko for, at man falder fra undervejs.

Anmeldt i nr. 126 | 13/04/2016

Stikord: Space Opera