Categories: Leder

Leder og indhold – 13. maj 2026

Jo, fyrre år er virkelig lang tid. Det virker måske indlysende, men nogle gange glemmer man lidt, hvor lang tid fyrre år faktisk er.

Mange film, som jeg holder meget af, og andre, der var skelsættende for min filmsmag, er fyrre år gamle, eller ældre.

Blot nogle få eksempler på film, der fylder fyrre i år: Aliens, Platoon, Blue Velvet, Big Trouble in Little China, The Golden Child, Top Gun, The Fly. Sikke en liste.

For fyrre år siden var jeg ni år gammel, tæt på ti. Hvis jeg dengang, i 1986, havde set en fyrre år gammel film, ville den have været fra 1946.

Så ja, fyrre år er lang tid. Det bliver også fyrre år siden i år, at jeg fik min Commodore 64. Det forstår jeg ikke, ligesom jeg ikke forstår, at de film, jeg netop har nævnt, er fyrre år gamle. Eller for den sags skyld, at min absolutte yndlingsfilm nogensinde – Raiders of the Lost Ark – er 45 år gammel, godt på vej mod de 50

Grunden til, at tallet fyrre har rumsteret så meget i mig her på det seneste, er nok, at AGF i søndags sikrede sig det danske mesterskab for første gang i netop fyrre år. Godt nok er jeg ikke indfødt århusianer, men som én, der slog sine folder i Smilets By i næsten 18 år, så luner det alligevel gevaldigt. Man kan tage manden ud af Århus og så videre…

Men fyrre år… det er sateme alligevel lang tid. Tænk sig, at sidst, de hviiie vandt mesterskabet, var samme år, Crocodile Dundee havde premiere. Eller den første F/X (den med Bryan Brown og Brian Dennehy). Eller Delta Force. Eller Highlander. Eller Labyrinth. Eller…

Tid er en underlig størrelse. For selvom alle de film – og GF’s sidste mesterskab – jo tydeligvis ligger langt tilbage, så er der andre tidspunkter, hvor 1986 ikke forekommer som en helt så fjern fortid, som den jo må være.

Måske fordi alle de dejlige film – og musikken fra samme periode (Metallicas Master of Puppets kom også ud det år) – stadig er forrygende. Nogle bedre end andre; nogle mere bedagede end andre. Men ikke desto mindre.

Så måske, hvis man bare holder tingene i live, er det slet ikke så længe siden alligevel (men der behøver ikke gå fyrre år, før AGF tager mesterskabet igen).

PS! Vi beklager, at månedens nummer kommer en dags tid forsinket. Jeres velmenende redaktør og webmaster var ikke helt på toppen i går.

Månedens (aldrende) lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
The ‘Burbs (Joe Dante, 1989)
Ternet Ninja (Thorbjørn Christoffersen & Anders Matthesen, 2018)

Redaktionen

Share
Published by
Redaktionen

Recent Posts

The ‘Burbs

En skøn, vild og anderledes amerikansk genrehybrid, der viser, hvor gode Joe Dante og Tom…

1 dag ago

Ternet Ninja

Den første af de tre Ternet Ninja-film er en grovkornet animeret komedie med hjertet på…

1 dag ago

Leder og indhold – 13. april 2026

Artemis II fløj omkring Månen og vendte sikkert tilbage! Det må have været fantastisk –…

1 måned ago

Contact

Contact er ingen perfekt film, men mindre kan også gøre det. Væsentligst, så er Contact…

1 måned ago

RoboCop 2

"Thank you for not smoking!" – RoboCop er tilbage i denne elskelige og rodede møgfilm,…

1 måned ago

Leder og indhold – 13. marts 2026

Tegneserier fra da far var dreng holder stadig – og det gør reklamerne også…

2 måneder ago