For nyligt løb jeg ikke desto mindre risikoen og genså Joe Johnstons Honey, I Shrunk the Kids (dansk: Skat, børnene er skrumpet), der heldigvis viste sig stadig at holde. Filmen kom i 1989, og jeg tror ikke, jeg har set den siden 1990 eller 1991.
Rick Moranis spiller den hårdt prøvede opfinder Wayne Szalinski, der bor i et stille villakvarter med sin kone og to børn, teenagepigen Amy og den cirka 10-årige Nick. Wayne har indrettet loftet til laboratorium, og der arbejder Wayne på at få en formindskelsesmaskine til at fungere.
Wayne har et anstrengt forhold til nabofamilien, mest familiefaderen Russell Thompson (Matt Frewer), men de to familier skal snart komme tættere på hinanden.
Ved et uheld bliver begge familiers børn nemlig formindsket og havner i den fjerne ende af haven. Herfra må de nu forsøge at kæmpe sig tilbage til huset, hvor de håber, at Wayne kan forstørre dem igen.
For børnene er haven, det vil sige græsplænen, blevet til en kolossal jungle, hvor hvert enkelt græsstrå er stort som et træ.
Man får aldrig sat tal på, præcist hvor små, børnene er blevet, men de er meget små; så små, at alle fire kan ride på ryggen af den myre, de har held med at tæmme, og så små, at alle fire kan ligge i en af de små cylindre på undersiden af en Legoklods.
Mens ungerne forsøger at komme tilbage til huset, opdager Wayne, hvad der er sket, og begynder at lede efter dem. Det fører til nogle sjove scener, hvor Wayne – senere assisteret af sin kone Diane – rigger et apparat til, så han kan “svæve” over græsplænen og lede efter børnene med lup og pandelampe. Det går jo ikke at trampe rundt på plænen!
Børnene kommer ud for en række farlige situationer på deres færd, bl.a. da de angribes af en skorpion eller da én af Nicks venner kommer forbi for at slå græsplænen med Waynes fjernstyrede plæneklipper!
Og så opstår der naturligvis lidt sød musik mellem Amy og den jævnaldrende nabodreng Russ Jr.
Honey, I Shrunk the Kids lever primært i kraft af at være gennemført charmerende og så de (for tiden) ret fine effekter. Store dele af ungernes eventyr i haven er realiseret ved hjælp af ting i overstørrelse, uanset om det er græsstrå eller en Legoklods. Det fungerer rigtig fint, og Johnstons baggrund som effektmand fornægter sig ikke. Filmen var i øvrigt Johnstons debutfilm som instruktør.
Historien er ekstremt forudsigelig, men det er vel nærmest i sagens natur, da Honey, I Shrunk the Kids er en Disney-produktion. Således bliver det heller aldrig for alvor farligt for ungerne, ligesom Rick Moranis og Matt Frewer med jævne mellemrum er garanter for et godt grin, der letter stemningen.
Med andre ord er Honey, I Shrunk the Kids en familiefilm af den type, Hollywood syntes at være i stand til at producere så ubesværet i 1980’erne – med god underholdning for både børn og voksne. Honey, I Shrunk the Kids er klart i den mere uskyldige ende af genrens spektrum og fik da også det mildeste censurstempel “Tilladt for alle”.
Til trods for det sidder man dog ikke som voksen og keder sig, for fortælleglæden lyser ud af filmen, godt hjulpet af Johnstons flair for at fortælle kulørte historier, de fine effekter og et underholdende score af James Horner.
Og så kan man jo som horrorfan bare more sig lidt over, at det er splatterkomediens ukronede konger, Stuart “Re-Animator” Gordon og Brian “Bride of Re-Animator” Yuzna, der har været med til at skrive historien.
Honey, I Shrunk the Kids fik to fortsættelser (i henholdsvis 1992 og 1996) og blev til en tv-serie, der løb fra 1997 til 2000. Men glem dem og se bare denne første film. Det er absolut ikke stor kunst, men det er bundcharmerende underholdning for børn i alle aldre.
Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017
Stikord: Formindskelse
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…