Hollow City

En isoleret ø, skjult af tåge og domineret af lig-fyldte moser. En ung amerikaner, der rives ud af sit status quo-liv, og indblandes i en krig mellem monstre og særlinge. Et barndomstraume der bliver til virkelighed. Alt dette var kun begyndelsen.

Jeg foretrækker som regel at anmelde uden at spoile, men det er svært med bogserier. Jeg skal gøre mit bedste for at bevare spændingen, men kan ikke gøre mig håb om at gøre forfatteren til Hollow City den kunst efter.

For det er spændende. Neglebidende, angstsvedfremkaldende, rygradsrystende spændende! Så spændende at det faktisk går hen og bliver problematisk.

Fra asken til ilden … og videre

Jake, som er den bærende hovedperson og seriens jeg-fortæller, har sagt farvel til sit magelige, men kedelige liv i som rich kid i Florida. Han har taget springet ind i en verden, hvor huller i tiden, groteske uhyrer og udødelige børn med magiske evner, hører til dagens orden.

Jake blev efterladt i slutningen af etteren i et slags pusterum, og man troede lige, at man skulle læse en toer, der byggede langsomt op til endnu et rædselseventyr.

Allerede fra første side bliver man flået ud af den vildfarelse, og på de følgende næsten 400 sider bliver man jaget fra det ene mere sindsoprivende øjeblik til det næste. Riggs har skrevet en jagtscene i romanlængde, hvor prisen for at blive fanget er hele den magiske verdens eksistens, inkarneret i én person, som Jake og hans venner forsøger at redde.

Gådefulde sigøjnere, hjerteløse monstre i menneskeforklædning, et grufuldt luftbombardement i London Centrum: Hele tiden er vi på vej mod et diffust mål med mellemstationer, der bliver konstant mere grusomme og ubegribelige. Jeg måtte simpelthen holde daglange pauser undervejs. Den her bog gjorde mig mentalt forpustet.

Midten af historien

Ligesom den første bog, Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, er Hollow City spækket med udførlige beskrivelser, iøjnefaldende karakterer, sjove overraskelser og frem for alt god, gedigen uhygge.

Men den substans og stemning der placerede etteren i horror/fantasy-parnasset, bliver slidt ned til grunden af de mange (og lange) action-sekvenser i toeren. Der er stadig en rigdom af originalitet og fortælleglæde, men den overdøves af skudsalver, bomber og skrig.

Personerne er blevet betragteligt mere statiske, og kærlighedshistorien – for sådan en er der også – byder ikke på den samme dybe følelse af ekstase og desperation, som fik den til at fremstå så realistisk i den første bog.

Misforstå mig ret, dette er stadig solid litteratur, men efter at have blandet fantasy med horror og magisk realisme og en smule sci-fi, kan Riggs’ hybridskabning ikke bære også at skulle være en jagt-thriller og en krigsroman.

Hollow City er mere end noget andet en toer. Én lang bevægelse mellem det første og sidste led i en god fortælling. Den forkætrede og evigt risikable midte af historien. Jeg havde personligt forventet mig langt mere af Ransom Riggs.

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016

Stikord: 2’er, Fortsættelse