Harry Potter and the Cursed Child

Harry Potter and the Cursed Child er et teatermanuskript på 320 sider. Det lyder måske lidt voldsomt, men hvis man vænner sig til dialog-formen er det ganske nemt at læse. Jeg har læst bunker af manuser, så jeg ondulerede den på omkring fem timer – hvilket faktisk er udgivelsens største problem.

Det er nemlig alt for lidt, når man har ventet i ni år. Man får retteligt alt hvad man kan forvente af en Potter-bog: Stærke karakteranalyser, et forrygende og mangearmet plot, en masse magi og en udvidelse af det fortryllede univers.

Indholdsmæssigt er der tale om en gedigen Potter-historie, men omfanget gør det lidt til fastfood for hjernen. Heldigvis var vi advaret på forhånd, så skuffelsen er ikke så stor at det rigtigt gør noget.

Voksen-Potter

Teaterstykket Harry Potter and the Cursed Child havde officielt premiere dagen før udgivelsen af manuset, og foregår 19 år efter handlingen i den sidste bog, Harry Potter and the Deathly Hallows (2007).

Der har været fred i troldmandsuniverset siden Voldemort blev dræbt. Harry er blevet voksen, med alt hvad det medfølger af stress og jag. Han slås dog også (stadig) med fortidens traumer og især sin legendariske berømmelse, der i høj grad også påvirker hans og Ginnys børn – særligt deres yngste søn og historiens hovedperson, Albus Severus.

Dette forhold mellem en dreng og hans fars navn driver handlingen frem på det psykologiske plan, og det er hjerteskærende. Albus føler sig komplet utilstrækkelig og kan på ingen måde hamle op med Harrys status som global folkehelt. Han vender vreden og tvivlen indad og Harry, der aldrig selv har haft en far, aner ikke sine levende råd.

Forældre kaster skygger

Man må forestille sig, at J. K. Rowling selv har haft noget lignende inde på livet. Hun har selv tre børn, der nødvendigvis må blive konfronteret med de forventninger, der opstår, når ens mor er en megastjerne.

Det er nok af samme årsag at en forfatter som Joe Hill udgiver sine bøger under pseudonym – hans far, Stephen King, kaster meget lange skygger.

Selvom min egen “berømmelse” må siges at være patetisk marginal i dette selskab, har jeg da selv tænkt over, hvordan det påvirker min søn, når jeg får udgivet værker med vores fælles efternavn på. Det er en lille genistreg fra Rowlings side at tage denne problematik op, og det er dybt rørende at læse om Albus’ indre skærmydsler.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men førnævnte skærmydsler hos den unge hovedperson er startskuddet til en episk gang eventyrlig fantasy, med masser af action og forviklinger.

Som sagt er plottet mangearmet, og hver arm er tungt bevæbnet med referencer til romanserien, nye gode påhit og glædelige gensyn med yndlingkarakterer.

Det er svært at bedømme Harry Potter and the Cursed Child som litteratur. Som et manuskript består det primært af dialog og nogle få, ret generelle, regibemærkninger. Men historien er rendyrket Rowling, og det kan man ikke være ked af.

Anmeldt i nr. 130 | 13/08/2016

Stikord: Magi, Troldmænd