Harry Potter and the Chamber of Secrets

Den anden film i Harry Potter-serien starter i sommerferien mellem Harrys første og andet år på troldmandsskolen Hogwarts. Heri følger filmen naturligvis bogseriens konstruktion, hvor hver bog følger Harry gennem ét år på skolen, men i sommerferierne må den stakkels knægt altså lide den tort at tilbringe tiden sammen med sin ulidelige moster, onkel og fætter.

Ret hurtigt skifter scenen til det noget mere eventyrlige Hogwarts, men dog ikke før, vi har været vidne til introduktionen af en ret morsom biperson, husalfen Dobby, der har en ret slående lighed med Ruslands præsident Putin.

Dobby prøver med vold og magt at forhindre Harry i at vende tilbage til Hogwarts, da Dobby påstår, det vil bringe Harrys liv i fare. Men selvfølgelig kommer Harry tilbage til skolen – godt hjulpet af brødrene Weasley og en flyvende bil.

Men Dobby havde dog ret i, at noget skummelt vil komme til at ske på Hogwarts. Snart begynder folk at dukke op i forstenet tilstand, og der går rygter om, at et hemmeligt kammer på skolen er blevet åbnet.

Dette kammer skulle huse et frygteligt monster, og efter sigende kan kammeret kun åbnes af arvingen efter én af skolens grundlæggere – selvfølgelig den af de fire stiftere, der også stod bag huset Slytherin (hvorfra alle de onde kommer, hvis nogen skulle være i tvivl).

Alt dette lyder jo grumt nok, men det bliver værre, da Hermione bliver forstenet og Rons lillesøster Ginny bliver bortført til kammeret, hvor hun, ifølge en uhyggelig indskrift på en væg, vil komme til at dø..

Mere dyster stemning

Stemningen er en anelse mere dyster i denne anden ombæring af Harry Potter, og det stemmer naturligvis fint overens med idéen i J.K. Rowlings romaner om, at læseren aldersmæssigt følger Harrys og de andre hovedpersoners alder.

Det klæder i høj grad historien og universet, at den meget uskyldige stemning er lagt til side til fordel for en mere uhyggelig én af slagsen – og den er jo altså ikke mere uhyggelig end at de 11-12-årige godt kan følge med.

Derudover er der ikke meget nyt under solen på Hogwarts, for det var stadig Chris Columbus, der sad i instruktørstolen, da denne toer blev lavet. Visuelt ligner universet derfor sig selv, og den fornyelse, der er, kommer derfor hovedsageligt gennem plottet og skuespillerne.

Plottet er da også lidt mere sammenhængende og knap så tableaupræget end tilfældet var i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone, men det betyder heldigvis ikke, at J.K. Rowlings mange sjove småidéer går tabt i adaptionen. De finurlige aspekter af Hogwarts fra den første film suppleres her af en flyvende bil, et levende træ, kæmpeedderkopper i skoven (særdeles Tolkien-inspireret, må man sige) og en hel del andre ting, der sætter ekstra kulør på universet.

Vigtigst af alt er dog nok, at Harry og hans venner nu er gamle nok til at få undervisning i “Defense Against the Dark Arts” – altså kunsten at beskytte sig selv mod de rigtigt slemme besværgelser. En anden af bøgernes grundkoncepter er, at underviseren i dette fag altid ender med at tage sin afsked ved bogens slutning, og derfor er det en oplagt mulighed for en række kulørte bipersoner og begivenheder.

Dette er også tilfældet her, hvor underviseren i faget spilles af Shakespeare-koryfæet Kenneth Branagh, hvem det i den grad klæder at tage sig selv lidt mindre seriøst. Branagh er grinagtig (på den gode måde) i rollen som den narcissistiske Gilderoy Lockhart (glimrende oversat til dansk af bogens oversætter Hanna Lützen som Glitterik Smørhår).

I denne omgang får vi også lov at møde Draco Malfoys far, Lucius Malfoy, spillet iskoldt af den altid solide – men sørgeligt typecastede – Jason Isaacs. De øvrige medvirkende fra den første film gentager derudover deres roller fint.

På mange måder bedre end sin forgænger

Harry Potter and the Chamber of Secrets er på mange måder en bedre film end sin forgænger, bl.a. fordi handlingen er mere fokuseret og stemningen mere fortættet. Alligevel var det meget godt, at Chris Columbus valgte at træde til side som instruktør og overlade pladsen til andre kræfter i de følgende film, for Columbus’ fortolkning af Hogwarts er nok trods alt en anelse for rar, hyggelig og stiv i betrækket.

Skal man fremhæve et reelt kritikpunkt er det endnu engang den oppustede spillefilm på 155 minutter – over et halvt minut for hver side af romanforlæggets 251 sider; et forholdstal som selv ikke de forlængede udgaver af Lord of the Rings-filmene (2001-03) kan komme op på siden af. En roman af den længde, som Harry Potter and the Chamber of Secrets har, burde som film komfortabelt kunne afvikles inden for en spilletid på to timer.

Denne anke til trods skal der alligevel ikke herske nogen tvivl om, at Harry Potter and the Chamber of Secrets er en film, der er lavet med stor sikkerhed og som er glimrende underholdning fra start til slut.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, Fantasy, Filmatisering, Fortsættelse, Magi, Troldmænd