Hard Rock Zombies var i begyndelsen en 20-minutters kortfilm, der skulle bruges som et trailershow i instruktøren Krishna Shahs anden film, American Drive-In (1985).
Men instruktøren og producerne blev på et tidspunkt enige om, at indspilningerne gik så godt, at de investerede lidt mere tid og en ekstra sjat penge på at lave Hard Rock Zombies til en hel spillefilm. Idéen har nok ikke været hel dum, da plottet i Hard Rock Zombies faktisk er ganske sjov og uden tvivl kunne have været blevet til alle tiders kultfilm.
Men desværre virker det som om, at man i stedet for at arbejde videre på det manuskript, man allerede havde, blot har tilføjet en masse små sidehistorier for at øge spilletiden. Disse sidehistorier passer desværre ikke alt for godt sammen, og det endelige resultat bliver voldsomt rodet.
Vi følger et lille heavy metal band, med sangeren Jessie i front. De er på nippet til deres helt store gennembrud, og da vi møder dem, er de på vej til en lille flække, hvor de skal optræde. Humøret er højt, og det oser af drengerøvsstemning, lige indtil de ankommer til deres destination.
Her bliver de mødt af fjendtlighed og generelt dårlige attitude fra de ældre beboere, der ikke bryder sig om sådan noget rock-og-rul-larm. En del tumult resulterer i, at bandet bliver smidt i spjældet i godt og vel et minut, før de slipper fri og tager op til et stort hus, hvor de spiller for en rig familie.
Familien har dog ikke helt rent mel i posen, og det viser sig faktisk, at bedstemor er varulv, bedstefar er selveste Hitler, deres to dværge er sex-psykopater, og datteren er en morderisk galning.
Efter nogle rodede scener og sideplots bliver bandet taget af dage og begravet i den lille by, men her slutter filmen ikke. For forsangeren Jessie har nemlig flirtet med det okkulte og fundet en sang, der kan genoplive de døde. Dette udnytter den lille pige Cassie og genopliver bandet, der tager deres hævn over de bizarre indbyggere – imens de spiller rock & roll!
Man behøver ikke se ret meget af Hard Rock Zombies før man ved, hvilken kaliber af film, man sidder med. Plottet ville sikkert have været en ganske glimrende trailer (a la de fiktive trailere fra Grindhouse) eller kortfilm, men det kommer aldrig til at hænge sammen i spillefilmslængde.
De mange elementer bliver ikke kædet ordentligt sammen, og som seer bliver man helt stakåndet ved at prøve at følge med i den rodede historie. Der er dog visse elementer, der er meget sjove som f.eks. varulve-bedstemoren, der sidder og hyler på loftet, en nazidværg, der angriber en ko, samt en scene hvor en misformet nazidværg æder sig selv med hud og hår.
Men dette er kun en lille procentdel af filmen, der ellers ikke har meget at byde på. Instruktøren har valgt at strø om sig med en hulens masse musikvideolignende sekvenser, og man skal være mere end godt glad for firserrock og dårligt skuespil for at lade sig underholde i disse sekvenser. Hen imod filmens slutning leverer det zombieficerede band endda et helt nummer, der fortsætter ud over det rimelige.
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at skuespillerne er lallende amatører, der render rundt og ikke ved, hvad de laver. Replikkerne bliver leveret helt forfærdeligt og ikke altid helt til at høre, og det er selvom boomstangen er nede i billedet op til flere gange. Der er ingen, som virkelig skinner igennem, men skal man fremhæve nogen, bør det være Jack Bliesener som Hitler samt de to vanvittige nazidværge.
Billed- og lydsiden på Pegasus Entertainments udgivelse er ikke ligefrem prangende, og manglen på undertekster kan til tider være til gene. Ikke at man død og pine skal have hver enkelt dialogstump med, men lyden går desværre ofte hen og bliver decideret mudret.
Billedet bliver også af og til meget mørkt, især i nat- og indendørsscener er det svært at se, hvem der er hvem, og hvad der lige præcist foregår. En skam, men det er ikke ligefrem noget, man kommer til at ligge søvnløs over.
Selvom det tekniske halter igennem hele filmen, er det nu stadig plottet, der virkelig trækker det hele ned til filmslammet på bunden. Havde Shah holdt sig til de 20 minutters film, vil det sikkert have været tyve rigtig gode og sjove minutter. I stedet får vi fem minutters sjove indslag og 90 minutters bras.
Hard Rock Zombies kan på ingen måde anbefales, med mindre man virkelig nyder videoslam, eller hvis man står og mangler en hadegave til et familiemedlem.
Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…