Gummo

Harmony Korine er ikke ligefrem et household name. Inden instruktionsdebuten, Gummo fra 1997, er han krediteret for manuskriptet til det samfundspessimistiske nedtursdrama Kids, der udkom i ’95. Udover Kids er der ikke mange af hans værker der stikker næsen op i mainstreamen.

Med Gummo skabte han dog et af de mest gennemførte filmværker, jeg har set. Og jeg mener gennemført, uden at det nødvendigvis betyder særskilt god eller dårlig.

Vurderer man filmen på, om den opnår det, kunstneren gerne vil, har jeg kun set meget få eksempler, der gør det bedre – og her tænker jeg på andre mærkværdigheder som Pasolinis Saló (1975), Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og Boyles Trainspotting (1996).

Disse film etablerer unikke, fortættede mentale rum, hermetisk lukkede for omverdenen, hvor en historie udspiller sig uden forstyrrelser. Gummo gør det samme uden nykker, uden hensyn til hvad der smart, korrekt, moralsk eller smukt.

Den er i al sin ekstreme besynderlighed et værk, der dømt på de præmisser, skaberen selv har stillet op, simpelthen er fejlfrit.

Hvorvidt disse præmisser er gangbare, er der dog voldsomt delte meninger om, og det er egentlig forståeligt nok. Gummo har nemlig ikke noget plot. Der er ingen historie, ingen egentlige hovedpersoner, og overhovedet ingen morale.

Grundlæggende består filmen af nogle løst sammenviklede karakterportrætter af indbyggerne i en lille navnløs by i Ohio, der aldrig er kommet sig over en tornado, der smadrede gennem området i 70’erne. Det er et rædselsfuldt, dystopisk indblik i white trash-Amerika, hvor alt håb for længst er dødt.

Ingen mellemveje

Klipningen er kaotisk, motiverne hjerteskærende og bizarre, og den generelle stemning af åndelig og fysisk opløsning, lægger sig som en klæg hinde på øjnene.

De forhutlede skæbner, i hvis fodspor man dingler, er selvudslettende, som kun udkantsmennesker kan være det. Livet er usselt, og hverdagen går med at sniffe lim, dyrke sex, ingen af parterne nyder, og henrette landsbyens katte – metoderne der anvendes til dette er det eneste udslag af kreativitet i samfundet.

De hæslige billeder er kontroversielle og forstyrrende for hjernen. Nådesløst bakkes de op af overlegent skuespil, leveret af komplet ukendte folk, og et soundtrack, hvis semi-berømmelse på diverse filmsites var grunden til, at jeg overhovedet så Gummo til at starte med.

En grel blanding af country, folk, ambient og ekstrem metal danner den kompromisløse lydside til den visuelle nihilisme. Musikken er delikat velanbragt og glider, selv når der tale om fræsende metal-smadder, gnidningsfrit ind i det samlede indtryk.

Gennemført grotesk

Gummo er en gennemført grotesk film, som man nok skal være i det helt rigtige humør for at se, og som kun bliver bedre hvis man ser den som et kunstværk, ikke som underholdning.

Den ætser sig ned i beskuerens sjæl, eller den fordufter fra hukommelsen øjeblikket efter, man har set den – heller ikke her efterlader Gummo nogle mellemveje.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017