OBS! Denne anmeldelse indeholder milde spoilers.
Jeg elsker den første Ghostbusters-film fra 1984 og har set den mange gange. Tænker man på subgenren gyserkomedie, så er det ofte den film, der bliver nævnt som én af de mest toneangivende. Men som franchise er det dog en anden snak.
Mellem Ghostbusters (1984) og Ghostbusters 2 (1989) udkom tegnefilmsserien The Real Ghostbusters (1986-91), der tog de bramfrie spøgelsesjægere og gjorde dem mere familievenlige.
Den tilgang prægede også Ghostbusters 2, som handlingsmæssigt var en tam efterligning af etteren, blottet for den helt store fantasi trods nogle få gode scener.
Toeren lagde en stor dæmper på franchisens mulighed for en treer. Den var ellers under udvikling med lovende idéer om en helvedesudgave af New York, men så blev den droppet. Det hjalp heller ikke, at Bill Murray var meget tøvende med at trække i arbejdstøjet igen og bekæmpe spøgelser med våben og sarkasme.
Så kom den meget udskældte reboot/remake af samme navn fra 2016 med usjove kvinder i front og som pissede en del fans af. Jeg så kun de første ti minutter af filmen og erklærede den dødfødt. En fuldstændig unødvendig film.
Nu virkede Ghostbusters for alvor døde og borte, men så i corona-året 2021 kom den uventede efterfølger til den gamle serie, der fungerede som en slags blød reboot a la Star Wars: The Force Awakens (2015).
Titlen var Ghostbusters: Afterlife (2021), og filmen blev instrueret af Ivan Reitmans søn Jason Reitman, hvor en ny generation opdagede Ghostbusters og tog stafetten op i en tid, hvor en gammel trussel vendte tilbage.
Nu mødes de gamle ghostbusters med de nye i en ny film i serien, og resultatet er Ghostbusters: Frozen Empire (2024).
Ghostbusters: Frozen Empire fortsætter lige efter Afterlife, og filmen indleder med fortidens New York for at vise den store trussel, is-spøgelset Garraka, og hvad han kan gøre. Han kan fryse folk ihjel og kan dermed lave ligeså meget skade som Sub-Zero fra Mortal Kombat-spillene!
Der bliver sprunget frem til nutidens New York, hvor Spengler-familien har overtaget erhvervet som Ghostbusters og bor i det gamle hovedkvarter, der som bekendt er en gammel brandstation.
Efter en dramatisk jagt efter et kloak-spøgelse bliver Ghostbusters truet af den sure borgmester Walter Peck (William Atherton). Phoebe (Mckenna Grace) er for ung til at deltage i missionerne, så hun bliver beordret til at blive hjemme, mens de andre klarer skærene. Det frustrerer den tapre pige, men hun bliver helt uventet venner med spøgelsespigen Melody (Emily Alyn Lind).
Ray (Dan Aykroyd) driver fortsat sin okkulte boghandel sammen med sin unge makker Podcast (Logan Kim) og får jævnligt besøg af Phoebe. En dag får Ray besøg af kunden Nadeem (Kumail Nanjiani), der forsøger at sælge et mystisk objekt, der synes at have en forbindelse til Garraka.
Det er noget der kan få konsekvenser for New Yorks indbyggere og kræver begge generationer af Ghostbusters til at stå imod det kolde spøgelse.
Jeg kunne godt lide Ghostbusters: Afterlife trods dens ivrige forsøg på fanservice på bekostning af noget nyt. At bruge Gozer og de dæmoniske hunde igen var ikke originalt og mindede om den førnævnte Star Wars-films brug af endnu en trussel som Dødsstjernen.
Den nye Ghostbusters-film har stadig et stort behov for at please fans med easter eggs samt endnu en omgang gags med de levende skumfidusmænd. Det var sjovt første gang, men nu føles det som en uvedkommende gentagelse. Det gælder også noget andet i filmen, som jeg ikke vil røbe her.
Filmens instruktør Gil Kenan er tydeligvis Ghostbusters-fan, men hans indre fanboy kommer ofte i vejen for historiefortællingen. Det er en tendens, man ser i mange filmskabere af hans generation. Fint med begejstring for materialet, men ofte glemmer de at fortælle en sammenhængende historie for det nye publikums skyld.
Filmen byder på sikker håndtering af de mange visuelle effekter, hvor CGI er godt blandet sammen med praktiske dukkeeffekter. Selve designet af Garraka er ret cool (utilsigtet ordspil).
Den store åbenbaring i Afterlife var afgjort Mckenna Grace som Phoebe. Hun var perfekt som en kombination af Egon Spengler og sin helt egen nørdede person. Hun formår at gøre et godt indtryk igen i Frozen Empire og har fint samspil med Emily Alyn Linds figur.
Carrie Coon og Paul Rudd kører videre på deres gode kemi fra Afterlife. Nu dater de for alvor, og Rudds helt igennem sympatiske Gary gør en indsats for at blive betragtet som stedfar til Callies børn. Rudd synes at have mere sjov her i Frozen Empire end den meget kedelige Marvel-film Ant-Man and the Wasp: Quantumania (2023).
En anden tendens, man ser i nutidens Hollywood-film, er det at bruge de nuværende populære navne inden for comedy uanset hvad.
Jeg har ellers intet imod Kumail Nanjiani, men i Frozen Empire falder hans komiske timing til tider igennem. Det samme gælder en vis anden komiker, hvis medvirken ærligt talt virker noget påklistret. Oplev selv, hvem jeg taler om, og I vil sikkert tænke “åh nej” og måske krumme tæer.
Om det gamle cast kan man sige, at det er fornøjeligt at opleve Aykroyd i sine vante rammer som Ray, der ikke har mistet sin passion for det overnaturlige. Gode gamle Ernie Hudson har meget skærmtid som Winston, der er blevet en succesfuld forretningsmand og er den økonomiske bagmand bag udvidelsen af Ghostbusters-forretningen.
Der er også besøg fra Annie Potts og ja, den ultimative deadpan-skuespiller Bill Murray som Dr. Peter Venkman.
Jeg var godt underholdt af Ghostbusters: Frozen Empire trods filmens mislyde. Der er gode idéer, men handlingen bliver noget rodet og filmen noget ubalanceret, når det handler om at håndtere de gamle karakterer, dem der er etableret i Afterlife og så de helt nye i denne film. En strammere handling havde gjort hele halløjet mere ligetil.
Men man bliver heldigvis godt underholdt af at se de muntre spøgelsesjægere slå sig løs i New York og ordne spøgelser til tonerne af Ray Parker Jr.-hittet “Ghostbusters”.
Overordnet set er Ghostbusters: Frozen Empire en sikker affære for fans, men om der er nok stof til en mulig næste film, det må tiden vise. I givet fald må der strammes op på manuskriptet og for Guds skyld, lad være med at bruge de skumfidusmænd igen!
Anmeldt i nr. 221 | 13/04/2024
Fra Total Recall på det store lærred til en venlig påmindelse om alle navnene på…
Voldsom og voldsomt effektiv selvtægtsactionfilm med en Denzel Washington i topform som Udjævneren – han…
Godzilla møder Kong igen i en middelmådig monsterfilm, der præges af middelmådige mennesker. Men der…
Her i april er det 20 år siden, en af mesterinstruktør Tony Scotts mest personlige…
Kunstbogen bag om Frank Millers kulttegneserie Sin City viser et sjældent indblik i tegnerens arbejdsproces…
I denne måneds leder, hvor vi befinder os i ét eller andet ubeskriveligt liminalrum mellem…
