Dead Birds

Som filmens tagline – “There are worse things than dying” – afslører, er der værre ting end døden, hvilket om noget er kendetegnet for gysergenren. Dead Birds sætter sig mellem to stole, western og gys, men som historien udvikler sig, er det gyset, der kommer i første række.

Handlingen tager sit udgangspunkt i Alabama under den amerikanske borgerkrig. Til en lille, søvnig landsby ankommer en gruppe på seks personer, fem mænd og en kvinde. De er bankrøvere, forklædte som soldater, og de er kommet til byen, da de ved, at der i flækkens bank befinder sig en stor sum penge i guldmønter.

Det bør nævnes, at hvis man genkender den lille by er det ikke et tilfælde – det er den samme kulisse som Tim Burton skabte til den lille by i sumpen i Big Fish (2003), som producenterne bag Dead Birds fik lov til at genbruge.

Klassisk westernrøveri fortalt i splatterstil

Efter et voldsomt røveri, hvor blodet flyder og legemsdele skydes af, flygter banden ud i den vilde sydstatsnatur. Bandens leder, William, kender til en afsidesliggende forladt plantage, hvor de kan gemme sig. Da de kommer til plantagens grund, ser de, at det store landsted er omkranset af majsmarker, så langt øjet rækker.

Da gruppen bevæger sig gennem de rådne majsplanter, overraskes de af en dyrelignende skabning uden hud, med klør og skarpe tænder, som de resolut skyder ned. Denne lille episode fungerer som et tegn på, hvad vi som tilskuere kan forvente os af filmen.

Skyerne trækker sig nu sig sammen, og et uvejr nærmer sig. De seks indlogerer sig i huset og undersøger stedet fra kælder til kvist. Straks herefter opstår der skænderier om, hvorledes guldet skal deles, alt imens stormen tager til i styrke. Gruppen finder en bog, som i mistænkelig grad ligner noget fra forfatteren H. P. Lovecrafts univers, og snart går det op for dem, hvad der er sket med plantagens tidligere ejer og hans familie.

Klassisk gys i nye klæder

Det der kunne være blevet et intenst kammerspil med dæmoniske undertoner, afløses af en traditionel gyserhistorie, hvor det viser sig at stedet er besat, og som det er kutyme for genren begynder bandens medlemmer én for én at gå op i limningen og dødstallet stiger som natten skrider frem.

Mere skal der ikke afsløres her, men det bør pointeres at det ikke er de subtile gysereffekter, der er fremtrædende; alle genrens klicheer afprøves, og filmen er ekstremt blodig, voldsom og til tider ubehagelig. Slutningen har et sjovt twist, som den hærdede gyserfan vil trække på smilebåndet over.

Dead Birds er instruktøren Alex Turners spillefilmsdebut og efterfølger hans to kortfilm Chuck (2000) og Disposal (2003), som begge er thrillere på henholdsvis 15 og 17 minutter. Så det må siges, at vi her står med en ganske sikker og stilbevidst debut, hvor Turner viser god forståelse for effektiv personinstruktion, der lover godt for hans kommende film. Ligeledes er det manuskriptforfatteren Simon Barretts spillefilmsdebut, da han hidtil kun har skrevet manuskript til kortfilmen The Nothing Deal (2000).

Barrett bruger elegant den klassiske westernsetting til at fortælle en helt almindelig gyserhistorie. Filmen er fortalt kronologisk, og flashbackscener bruges til at udbygge karaktererne såvel som handlingen. Som en af filmens højdepunkter bør nævnes montagesekvensen, hvor man ser, hvorledes husets tidligere ejer håndterede sin kones sygdom. Her bliver stilen pågående og det okkulte aspekt troværdigt. Settingen bruges optimalt, og stemningen bliver ekstremt trykkende.

Lækker stil og gode skuespillere

Filmens visuelle stil er præget af solidt håndværk, skarpe billeder, gode kompositioner samt overbevisende special effects. Dette understøttes af Peter Lopez genretro og foruroligende score. Det er også tydeligt, at folkene bag filmen har ladet sig inspirere af den asiatiske gyserbølge i skildringen af de forskellige flashbacks, hvor personer bevæger sig skiftevis langsomt og hurtigt, som vi kender det fra bl.a. The Ring (1998).

Det er i valget af skuespillere, at filmen skiller sig ud fra den traditionelle gyser, hvor skuespillerne blot er til for at dø. Blandt andet ses en velspillende Henry Thomas i hovedrollen; det er ham der spiller knægten Elliot i E.T. (1982), og han får fint modspil fra Patrick Fugit som spiller hans lillebror Sam. Fugit spillede hovedrollen som den unge journalist William i Almost Famous (2000).

Det der skiller filmen ud fra genren, er, at alle skuespillerne spiller deres roller troværdigt, men dette bliver også en hæmsko, da den traditionelle gyserhistorie tager fart ca. 25 minutter inde i filmen: det gode skuespil drukner i uhygge og effekter, og den fine dialog fra filmens begyndelse afløses af skrig og one-liners.

Velfortalt historie

Alt i alt står man tilbage med en lille, velfortalt og flot gyser, som dog ikke helt formår at indfri de forventninger, man fik efter filmens indledning og ikke helt giver sine skuespillere rum til at udforske de mere psykologiske aspekter i gysergenren eller de spændende aspekter i dæmontilbedelse og besættelse. Det drukner i bulder og brag.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Okkultisme, Splat, Sydstaterne, Western