Længe før den såkaldte indie-bølge slog igennem, udgav James Wallis en lille serie rollespil under det samlende navn Hogshead New Style. Idéen var, at disse småspil skulle afsøge nyt terræn og på relativt lidt plads vise, hvordan spilmekanik og setting kunne integreres på alternative måder. Tidligere har vi her på Planet Pulp kastet et blik på Robin D. Laws’ Pantheon and Other Roleplaying Games fra 2000, og nu er turen kommet til De Profundis.
De Profundis er intet mindre end et polsk Cthulhu Mythos-rollespil. Spillet er skrevet af Michat Oracz, der så vidt vides aldrig har udgivet andet end dette. Det skal han dog ikke være ked af, for med De Profundis har han begået det, der grænser til en genistreg.
Spillet blev oprindeligt udsendt af det polske Portal Publishing, som stadig i dag udgiver rollespilsmateriale. Oracz’ spil fik meget omtale hjemme i Polen, og på en eller anden måde kom det på tale, at Hogshead skulle lancere en engelsk oversættelse. Den så dagens lys i 2001 efter en grundig sproglig redaktion fra Wallis’ side.
Strengt taget har Michat Oracz’ spil måske slet ikke noget med traditionelt rollespil at gøre. En mere nærliggende sammenligning ville nok være de efterhånden næsten helt forsvundne play-by-mail-spil, der navnlig var store i 80’ernes USA. Grunden hertil er, at spillerne i De Profundis aldrig mødes ansigt til ansigt. I stedet kommunikerer man gennem breve, og det er gennem brevene, at historien får lov at udfolde sig.
Konceptet er, at man finder sammen i en lille gruppe. Alle skaber sig en lovecraftiansk person, og her henviser De Profundis direkte til Call of Cthulhu som et sted, hvor deltagerne kan søge inspiration. Der er vel at mærke ingen spilleder. Alle indgår på lige fod, og så snart man har defineret sin personlighed og informeret de andre om dennes stilling og betydning, kan ballet åbnes.
En af spillerne sætter sig nu ned, fatter pennen og skriver in persona et brev til en af de andre spillere. Dette brev svarer modtageren på, og skriver tilbage, ligeledes in persona. På den led begynder plottet at udfolde sig – man behøver ikke være mere end to, men er man flere, kan andre også gradvist involveres, og snart vil der opstå en spilverden i korrespondancen, der roterer om Mythos-universet.
Det er naturligvis vigtigt, at man forsøger at bevare en fornemmelse af kontinuitet i brevene. Michat Oracz gør derfor også et stort nummer ud af at beskrive, hvordan man i det hele taget skal gribe det hele an.
Tanken er, at man konstruerer korrespondancen over et klassisk forløb i Lovecrafts noveller. Ikke forstået på den måde, at man skal efterligne en af novellerne, snare at brevvekslingen gerne skulle følge den samme spændingskurve. Således skal der indledningsvist være en introduktion og en etablering af mysteriet, og det er så meningen, at stemningen gradvist skal tilspidses, for så til sidst at få et klart, lovecraftiansk klimaks.
Det er en sindstilstand, man skal finde inde i sig selv, og han har endda et helt afsnit i hæftet, hvor han beskriver hvordan man kan spille med sig selv. Man kan spille i bussen på vej til arbejde, på arbejde eller hjemme foran vinduet. Det eneste det kræver er, at man betragter sin verden gennem lovecraftianske briller, og begynder at lege med tanken om, hvad der kunne gemme sig bag de ellers så mondæne facader, vi til hverdag traver rundt og kigger på.
Som sagt er indlevelse helt centralt, og brevene skal skrives i ramme alvor. Før spillet begynder, skal man vælge, om man vil spille i 1920’erne – Lovecrafts egen tid – eller i nutiden. Valget er naturligvis afgørende for historiens form, og man fornemmer, at Oracz selv sværmer for Lovecrafts periode, men spørgsmålet er, om nutiden ikke vil fremme spillets projekt. Det må imidlertid komme an på en prøve.
Når brevudvekslingen er begyndt, foreslås det, at man skriver brevene alene, gerne i et dunkelt rum, kun oplyst af et stearinlys. Tanken er naturligvis, at det skal hjælpe fantasien på vej og skabe den stemning af ulmende gru, der gerne skulle finde vej til papiret. Der bliver i øvrigt lagt vægt på, at man ikke bruger e-mail. Brevene skal enten skrives i hånden eller på en gammeldags skrivemaskine, ikke en af de elektriske vel at mærke.
Igen er dette tænkt som en måde at fremme indlevelsen, hvilket da også giver god mening. Tilmed opfordres spillerne til at skabe handouts som eksempelvis dagbøger, dokumenter eller mystiske pakker, som man ligeledes kan sende til hinanden. Alt sammen som et led i konstruktionen af Mythos-fortællingen, der udbygges brev for brev.
De Profundis er derfor opbygget som en korrespondance, hvor Oracz demonstrerer spillet gennem en serie kapitler, opbygget som breve til læseren. Sproget er tungt og meget, meget dramatisk, men det får budskabet igennem. Det er prætentiøs, pompøs, selvhøjtidelig prosa, som man let vil kunne grine af, men hvis man tager det alvorligt, kryber De Profundis ind under huden på en. Ganske vist går han måske lidt i ring et par gange, og da Oracz til sidst beskriver, at han har opdaget noget ude i skoven bag hans hus, for at demonstrere hvordan brevudvekslingen kan nå sit klimaks, bliver det næsten for meget af det gode.
Det ændrer dog ikke ved, at De Profundis er et smukt spil, der har et enormt potentiale. Det kan ikke sammenlignes med almindeligt rollespil, om end en definition som fortællerollespil pr. brev, måske ikke er helt ved siden af. Det betyder dermed, at spillet ikke vil appellere til hvem som helst. Det er et yderst krævende koncept, men tror man på idéen, og finder man sammen med nogle ligesindede, ligger der potentielt en meget stærk oplevelse i De Profundis.
Netop fordi det ser på Lovecrafts mythos med helt friske øjne, vil De Profundis, uanset hvad, være sund læsning for alle, der har en svaghed for Call of Cthulhu, da det stensikkert vil sætte gang i nogle tanker.
Michat Oracz’ spil er helt og aldeles fremragende. Det formår at skabe mere stemning på 28 sider, end de fleste rollespilsforfattere formår at videregive på 280 sider. De Profundis er en unik perle, som bør findes i alle Lovecraft-fans’ bogsamling, ikke blot som rollespil, men også som stimulerende tankeeksperiment.
Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007
Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft
Kunstig intelligens udvikler sig med lynets hast her for tiden, og det er efterhånden begyndt…
Tegneseriekunstneren Alex Ross sætter sit grafiske præg på den legendariske superheltegruppe The Fantastic Four. Han…
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…