Planet Pulp

I slutningen af Basket Case faldt Duane Bradley og hans deforme tvillingebror Belial ned fra deres hotelværelse og splattede ud på fortovet. Det var dog ikke enden på de to tvillinger, der blev adskilt tidligt i deres liv, fordi deres far ikke kunne tåle synet af sine deforme børn, som dræbte hans kone ved fødslen.

De har i indledningen på Basket Case 2 begge overlevet faldet og er blevet kørt på hospitalet, hvor pressen gør alt for at komme til at snakke med de to morderiske brødre. Da Duane vågner op på hospitalet og finder ud af, at hans bror stadig er i live, flygter han med Belial under armen – senere i en vaskekurv på en rengøringsvogn – og løber væk fra hospitalet.

Ude af stand til at finde ud af, hvor han skal søge tilflugt fra pressen og politiet, løber han ind i Granny Ruth (Annie Ross) og hendes barnebarn Susan (Heather Rattray), som tager sig af “unique individuals” (læs: freaks). Med pressen i hælene stikker de af til Granny Ruths hus for at holde sig skjult, og så Belial kan få noget hjælp til at indse, at han ikke er et misfoster, men en person som alle andre mennesker.

Granny Ruths hus

Granny Ruths hus vrimler med bizarre karakterer, der alle er mere eller mindre vanskabte. Blandt de mange underlige personer, er der en mand med 27 næser, Frog Boy, Worm Man og en stor kæmpe med et vanskabt ansigt, der mest af alt ligner den stumme vanskabning/monster fra The Brain That Wouldn’t Die (1962) – der er flere referencer til filmen igennem hele Basket Case 2.

Disse personer (eller freaks) lyder vanvittige, og det er de skam også. Men mange af dem er så overdrevet lavet med papmaché, at det trashy look, den første film havde, mangler igennem det meste af Basket Case 2. Til gengæld er Belial lavet en smule bedre, så vi er fri for dårlige stop motion scener – hvis man altså ikke kunne lide dem.

Der går dog ikke lang tid, før pressen får nys om, hvor brødrene befinder sig og begynder at opsøge huset og dets ejere. Nogle journalister holder øje med huset, og da de genkender Duane, går de ud fra, at hans bedre halvdel også må være i området. En fotograf går ind i huset for at tage nogle billeder, som kan bruges som beviser. Desværre når han ikke ret langt med billederne, da husets beboere går grassat på ham og myrder ham – desværre skildret ganske ublodigt.

Hvis pressen ikke allerede var på nakken af de vanskabte og brødrene Bradley, så er de det nu. Alle vil have fingrene i dem for de gerninger de gjorde i sidste film samt udnytte deres deformiteter. Redaktøren Phil (Ted Sorel) ringer og afpresser Duane til at mødes med ham på en bar, så de kan få snakket tingene igennem. Det ender med, at Phil bliver dræbt af Belial – ganske blodigt, men ikke særlig splattet set i forhold til den første film.

Hed freak-sex

Igennem filmen begynder Duane at nære følelser for Granny Ruths barnebarn Susan – hvorfor skulle han ikke have lov til at føle menneskelige følelser og leve et normalt liv, efter at han og Belial er adskilt og har det fint? Desværre for Duane er Susan allerede gravid og har været det i flere år, men hendes barn – eller orm – er ikke tryg ved at forlade hendes mave, men hopper ud et par gange for at få noget frisk luft. Det er forrykt, det er bizart og det er sjovt!

Duane har ikke held i kærlighed, ligesom han heller ikke havde i den første film. Men Belial har til gengæld held. I en af filmens mest akavede scener dyrker de to vanskabninger Eve og Belial hed freaksex, hvilket resulterer i at Eve bliver gravid og føder i filmens næste kapitel Basket Case 3: The Progeny. Det bliver til sidst for meget for Duane, som går agurk, og vil forenes med Belial igen. Og hvordan gør man så lige det? Ja, det må I selv finde ud af…

Ikke så god som den første

Instruktøren Frank Henenlotter har ikke lavet mange film i sin karriere. Det er ikke blevet til mere end fem spillefilm, som alle er mere eller mindre vanvittige. Især hans trilogi om de to Bradley-tvillinger er yderst spændende og sjasket til med blod. Desværre er de to sidste ikke helt så gode som den første.

Den store forskel på den første og de to næste indslag i serien er den måde, filmen er skruet sammen på. Basket Case var en lowbudget trashperle i ægte grindhouse-stil med sprøjtende blod, dårligt skuespil, en langt-ude historie og masser af stemning. Basket Case 2 har ikke helt den samme stemning og mangler meget blod og splat for at komme op på siden af sin forgænger. Til gengæld er der skruet helt op for de bizarre indslag med groteske freaks og helt vanvittige scener.

Er man til ægte trashperler eller splatter-exploitation vil man nok kede sig lidt med Basket Case 2. Men har man set etteren og kunne lide den, bør man ikke snyde sig selv for nogle af Henenlotters andre film. Personlig kan jeg også foreslå Brain Damage (1988) til dem, der stadig savler over Henenlotters energi.

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Splat, Trilogi, Tvillinger