Med anden sæson af 24 er der endnu engang lagt i ovnen til en omgang eksplosivt underholdende ramasjang med Kiefer Sutherland i hovedrollen som antiterroragenten Jack Bauer.
I første sæson af 24 reddede Jack Bauer dagen – og den kommende præsidentkandidat David Palmer – men prisen var høj.
I begyndelsen af seriens anden sæson har Jack derfor forladt CTU, og han har et nærmest ikke-eksisterende forhold til datteren Kim, der nu arbejder som au pair hos et ægtepar andetsteds i Los Angeles.
Men Jack bliver naturligvis hevet tilbage i tjeneste. Efterretningstjenesten får nys om et komplot, der handler om, at en terrorgruppe vil detonere en atombombe i Los Angeles indenfor det næste døgn, og det eneste spor fører til en lokal gangster, der også mistænkes for hjemlig terrorisme.
Og hvem har tidligere arbejdet undercover i netop denne kriminelle gruppering? Yep, det er selvfølgelig Jack Bauer, der på den baggrund bliver kaldt tilbage i tjeneste.
Jack og CTU’s efterforskning udgør den ene af tre plottråde i denne sæson af 24. Den anden plottråd er, ganske som i første sæson, politisk og følger igen David Palmer, der siden begivenhederne i første sæson er blevet præsident.
Palmer begynder at få en mistanke om, at atombombe-komplottet ikke alene kan føres tilbage til den islamistiske terrorgruppe Second Wave, men at elementer i hans egen regering på en eller anden måde også er involveret.
Endelig er der en tredje plottråd, der fokuserer på Kim Bauer. Her viser det sig, at faderen i den familie, hvor Kim er au pair, er en psykopat, der banker både sin kone og deres datter.
Kim forsøger nu at redde datteren (spillet af den sørgeligt tidligt afdøde Skye McCole Bartusiak), samtidig med, at hun forsøger at komme ud af byen, for naturligvis har far Jack advaret hende om bomben…
Anden sæson af 24 er på nogle punkter endnu bedre end første sæson.
Nyhedsværdien i realtidsformatet er naturligvis væk, men til gengæld har holdet bag tydeligvis fundet sig til rette med formen.
Resultatet er en vildt underholdende sæson, hvor truslen er betydeligt større end sidste gang.
Der er fine overraskelser undervejs – bl.a. efter, at CTU er blevet bombet, og vi finder ud af, hvem der solgte terroristerne planerne over CTU’s layout.
Men der er også stedvist ægte rørende øjeblikke – som da bureaukraten George Mason mødes med sin søn for at sige farvel. Mason var lidt af et røvhul i første sæson og lægger også sådan ud i anden sæson, men rollen har en fin udvikling, der også giver Xander Berkeley lidt mere at arbejde med.
Den eneste mislyd i denne sæson er plottråden med Kim Bauer. Den er tydeligvis skrevet ind for at serien kunne holde på Elisha Cuthbert, men helt ærligt havde sæsonen nok stået stærkere uden.
Ikke fordi Cuthbert er dårlig, men Kim spiller en ekstremt perifer rolle for hovedplottet (modsat i første sæson), så hendes plot kommer hurtigt til at fremstå som et temmelig uinteressant sidespor.
Udover Kiefer Sutherland er seriens anden sæson castet med solide folk.
Der er naturligvis gengangere, som f.eks. Dennis Haysbert, Carlos Bernard og Xander Berkeley, og de suppleres af nye navne som Timothy Carhart, Reiko Aylesworth, Laura Harris, John Terry, Alan Dale, Gregg Henry, Matt Dillon, Tobin Bell og Thomas Kretschmann.
Serien domineres naturligvis fortsat aldeles af Kiefer Sutherland, og akkurat ligesom plotsmedene bag serien, har Kiefer Sutherland nu for alvor fundet sig til rette i rollen.
Anden sæson viser os også for første gang præcist, hvor langt Jack Bauer er parat til at gå for at løse sin mission.
I senere sæsoner skulle det gå endnu mere vidt (hvad serien også fik en del kritik for), men én scene i starten af anden sæson demonstrerer til fulde Jacks koldblodighed. Har I set serien, ved I, hvad jeg mener – og ellers ved I det, når I ser det.
Er man ude efter bundsolid, konstant spændende TV-underholdning, går man ikke fejl med anden sæson af 24. Det er én af seriens bedste sæsoner overhovedet!
Anmeldt i nr. 212 | 13/07/2023
Stikord: TV
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…